Det enkle fanger opmærksomheden

Illustration: Marina Bohn Hansen

Han kan godt lide det skæve og de små fejl. Philip Ytournel er tegner hos Politiken, og bidrager dagligt med satiriske tegninger til avisen. Lixen har taget en snak med ham om kreativitet, grænser, og det med at være sjov, selvom man ikke altid prøver på at være det.

 

 

Af Simon Taarnskov Aabech

»Jeg har lavet en tegning. En lille mand står på en sort streg. Han kigger op på et fly. Ud af flyet bliver der rakt den lange finger til ham – med tilhørende taleboble. Der står ’Fuck dig, Jørgen’. Jørgen står tilbage alene og forladt. Jeg ved ikke engang, hvad den handler om, men jeg synes, at den er meget sjov.«

Sådan beskriver Philip Ytournel en af sine tegninger, der pryder væggene på hans kontor. Kontoret ligger i JP/Politikens hus ved Rådhuspladsen i København. Her har han haft tegnestue siden 2007.

»Jeg opfatter tegningen som en reklame for teksten. Det er et visuelt element på siden, der fører dig til historien. Den skal få dig til at ville vide mere,« siger Ytournel.

Når man bladrer gennem en avis, ser man typisk fotografier, der skal visualisere nyhederne. Men tegninger kan noget andet, mener tegneren.

»Forestil dig, at man har en historie om vindmølleindustrien. Det er kedeligt at vise et billede af en vindmølle. Med en tegning kan man illustrere nyheden meget sjovere.«

Fra bureau til blyant

Philip Ytournel er uddannet som grafisk designer. Han startede ved et større københavnsk bureau. Dengang havde han dog svært ved at følge kundernes ønsker, når han mente, at hans egne idéer var bedre. Det blev ikke altid modtaget godt hos chefen. Et år efter var han freelancer. Det var tilbage i år 2000. Så kom Politiken ind i billedet, for de stod og manglede en nyhedsgrafiker på deltid.

»Jeg eksperimenterede mere i starten. Jeg kom til at kede mig, hvis jeg tegnede på samme måde to dage i streg. Nu har jeg fundet ud af, hvilke stilarter jeg synes, der passer mig. Jo længere jeg har tegnet, jo mere ligner mine værker hinanden. Jeg har arbejdet mig ind på et strejf af genkendelighed, hvor jeg før i tiden måske var lidt mere flagrende i stilen,« beretter Ytournel.

På en typisk arbejdsdag får Philip Ytournel en henvendelse fra en kollega om, at han skal lave en illustration til en artikel. Det eneste krav er, at illustrationen skal forholde sig til emnet – ellers er rammerne frie. Artiklen er ofte allerede færdig. Nogen gange er den først lige påbegyndt. Det er en fordel for ham.

»Jeg kan bedst lide de frie rammer. Når jeg får et emne, giver det mig straks billeder i hovedet. For eksempel hvis jeg skal tegne ’skattefar’. Dér får jeg nogle billeder inde i hovedet. Hvis jeg får et emne, får jeg begrænsninger, i modsætning til hvis jeg kunne tegne alt i hele verdenen. Begrænsninger sætter gang i den kreative proces.«

Philip Ytournels tegnestil og metoder har ikke ændret sig meget over årene, men han er begyndt at udnytte teknologien til udarbejdelsen af sine tegninger.

»På det seneste laver jeg hurtige blyantsskitser og kruseduller, som jeg tegner ind på computeren. Der er en sindssyg god energi i kruseduller. Hvis jeg tegner over den, så får man foræret en god dynamik, som er svær at drage frem, når man skal tegne helt fra bunden af. Jeg bryder mig generelt ikke om at tegne for mange skitser. Jeg kan bedst lide at starte i det ene hjørne og så tegne derud af, og se hvad der sker,« fortæller han.

Philip Ytournel har gennem årene lavet tusindvis af tegninger, men det er dog ikke alle han er lige tilfredse med.

»Man kan ikke undgå, at lave dårlige tegninger, når man laver en om dagen. For nylig havde jeg en tegning med på forsiden, som forestillede et hul. Men folk kunne simpelthen ikke se, at det var et hul. Det er sjovt, man kan bruge flere timer på en karikatur af en politiker, men så kunne jeg pludselig ikke tegne et hul. Så måtte jeg tegne det om, til det lignede.«

Satiren er vigtig

Philip Ytournel er kendt for altid at have et humoristisk tvist i sine tegninger.

»Det er ikke altid et mål, men det er det, jeg er bedst til. Jeg prøver nogle gange at lave en tegning uden humor, men så får jeg en idé, og så bliver den sjov alligevel. Jeg kan nemt blive så distanceret og irriteret. Og så får jeg lyst til at tage pis på det hele.«

Den ironiske distance er ikke til at overse, når man ser på hans tegninger. Selv de alvorlige emner får tilført satire. Han kan ikke lade være.

»Jeg kan slet ikke lave en tegning, som er dyster og fuld af smerte. Jeg ville straks tegne noget fjollet nede i hjørnet, der kunne tage brodden af det alvorlige. Det ligger nok i min natur,« fortæller tegneren.

Philip Ytournel er, udover satiren, også kendt for sine simple virkemidler. Han mener, at det hele ikke skal være for teknisk, detaljeret og opstillet som i en Disney-film.

»Jeg har meget svært ved kunst, der tager sig selv højtideligt. Det kan jeg næsten ikke holde ud. Eller når folk sidder ved en computer og bruger meget tid på at få et glas til at blive transparent. Så kan jeg bedre lide en enkelt streg, der fanger en sjov idé.«

Ytringsfrihed og shitstorms

Siden Muhammedtegningerne i 2006 og angrebet mod det franske satireblad Charlie Hebdo i januar 2015 har der været et større fokus på, hvilke tegninger og illustrationer man kan udgive. Det er ikke noget, Philip Ytournel tænker over i hverdagen, men det er svært ikke at gøre sig tanker om det.

»Jeg mener ikke, at der er grænser for, hvad man kan tegne, men jeg synes, der er øget fokus på, om man må krænke folk. Hvis man krænker nogle, synes folk, at man ikke skulle have gjort det. Før i tiden ville man ligesom sige: ’Det er jeg ikke enig med dig i, det er fandeme for dårligt’, men nu er det blevet til, at man slet ikke skulle have tegnet den. Folk er blevet mere sippede omkring, hvad man må lave sjov med.«

Denne problematik gælder dog ikke kun de større internationale tegninger, men også mindre tegninger i de danske aviser og blade. Spørger man tegneren, så kan han godt se en generel tendens.

»Alle små konflikter bliver jo blæst ud af proportioner på de sociale medier. Historier bliver hurtigt meget store, men så pludselig glemt igen. Det er måske noget, vi tegnere tænker mere over. Jeg har dog også tegnet ting, hvor jeg har tænkt, at nu bliver folk pissesure, men så er der ikke sket en skid bagefter.«

Udviklingen på de sociale medier har skabt en stor ændring i, hvordan tegninger og illustrationer bliver opfattet, men Philip Ytournel kan ofte blive overrasket over, hvad det er, som folk bliver provokeret af. Det kan for eksempel være i sager om feminisme, integration og prostitution.

»Folk kan være firkantede på forhånd. Nogle kan ikke se andre synspunkter end deres eget. Det bliver meget hurtigt en lukket klub af folk, der råber og skriger af hinanden. Når jeg laver en tegning for Politiken er der personer, der ikke kan lide tegningen af den simple grund, at den er med i Politiken. De kan ikke se bort fra 50 års historie på skuldrene af mig. Det er jo ærgerligt.«

Hvordan skal man slutte en tegning?

Philip Ytournel finder sin inspiration blandt tegnere fra hele verden. Mange af dem kommer især fra Frankrig og USA.

»Jeg har altid været glad for Gary Larson (skaber af The Far Side, red.). Jeg er også begyndt at følge The Newyorker, et amerikansk tidsskrift, som laver nogle meget tidstypiske tegninger. Det samme gør Charlie Hebdo. Ellers er jeg også glad for Claus Deleuran (dansker, der blandt andet har lavet Rejsen til Saturn, red.). Den franske tegner Édika er nok min nummer 1. Han har en rablende stil.«

Èdika er kendt for sine metafyldte tegninger. Franskmanden tegner ofte sig selv og slutter af med at meddele, at han ikke ved, hvordan han skal afslutte sin tegning. Så slutter tegnestriben bare.

Helt samme stil har Ytournel ikke, men det er vel aldrig for sent.