Crowdfunding er de journaliststuderendes legeplads

Foto: Flickr

Det er ikke let at finde et mediehus, der vil betale for de studerendes journalistiske produkter, når de allerede har uddannede journalister på lønningslisten. Men konceptet crowdfunding giver de unge journaliststuderende mulighed for at få publiceret deres artikler og samtidig modtage et tilskud til SU’en. Crowdfundingmedier, som har fokus på journalistik, kan derfor blive de journaliststuderende nye bedste ven.

 

 

Af Nikolai Rosler Jørgensen

Som journaliststuderende kan der være et utal af fordele ved at få publiceret sine artikler. Udover at det ser kanon godt ud, når man skal søge praktik, så kan det også være en god måde at få pudset skrivekundskaberne og tjene lidt ekstra penge. Desværre er det ikke altid let. Mange mediehuse har hverken tid, penge eller ressourcer til at betale for eksperimenterende idéer. Der kan derfor være noget at hente, hvis man kigger uden om de traditionelle medier.

Kvalitet over kvantitet

Ideen med journalistisk crowdfunding er, at læserne agerer redaktører. Det er dem, der sætter dagsordenen, og dem, der bestemmer, om en ide kan blive til en artikel. Det, som crowdfunding giver plads til, er i høj grad kvalitets- og nichejournalistik. I crowdfundet journalistik er der ikke mulighed for at bringe de traditionelle breakingnyheder eller dag-til-dag-overblik. Tværtimod er der mulighed for at lave undersøgende- og fokuserende journalistik, som tager tid. Det giver også journalisterne mulighed for at skrive om deres interesser eller noget, de brænder inde med.

Muligheden for at slynge artikler ud i massevis er ikke så stor, da det kræver støtte, hver gang en idé skal blive til virkelighed. Til gengæld kan der prøves kræfter med skæve historier, de studerende normalt ikke vil kaste sig ud i.

»Jeg synes, at det er et enormt godt springbræt for unge og uerfarne journalister, som har mod på at forsøge sig med mere,« fortæller Signe Ullstad, der er journaliststuderende på SDU.

»Journalistisk crowdfunding er et enormt godt initiativ, der kan få promoveret mange upcoming journalister. Jeg kunne helt sikkert finde på at afprøve det i fremtiden,« fortsætter hun.

Mulighed for udfoldelse

En af de journalistiske platforme for crowdfunding hedder Peblish – People Publish – og er et projekt startet af de to iværksættere Kasper Gade og Joel Boukris tilbage i 2015.

»Forestil dig, at du sidder med en tom avis. Der er ingen billeder. Ingen tekst. Du må nu helt selv vælge, hvad der skal være i avisen. Hvilket drømmescenarie. Ikke mere tomt og kedeligt indhold. Nu har du endelig mulighed for at få kvalitetsjournalistik. På dine præmisser. Avisen hedder Peblish, og her arbejder læsere og journalister sammen om at udgive artikler.«

Sådan lyder konceptet fra Peblish, som tilbage i 2015 blev det første danske medie, som crowdfunder artikler.

Peblish går i al sin enkelhed ud på, at du som journalist laver et artikelforslag ud fra en af dine egne idéer eller tager en af de mange læseridéer, som findes på siden. I artikelforslaget skriver du kort og konkret, hvad din artikel kommer til at handle om, og hvordan du vil gribe opgaven an. Derudover skriver du, hvor meget du vil have for at skrive artiklen og din formodet deadline.

Nu handler det om brugerne. Hvis de kan lide idéen, så kan de smide et valgfrit beløb efter din artikel, og når du har samlet penge nok, kan du gå i gang med at skrive artiklen.

På nuværende tidspunkt er der knap 1.500 brugere og cirka 50 journalister på platformen, så der er gode muligheder for at få en masse legekammerater til at hjælpe med at fonde idéer. Journalister på Peblish har frie rammer til at være kreative og afprøve idéer. Det eneste, der kan spænde ben for nogle, er, at det kræver dokumentation på tidligere journalistisk arbejde for at blive journalist på siden.

Lidt til pengepungen

En af de journaliststuderendes store fordele ved at få crowdfundet artikler er, udover at det er en god platform for at afprøve sine idéer, at der er mulighed for at tjene penge på det. Men det er formentlig ikke lige nemt for alle at få en idé igennem. Der findes gratis journalistik overalt på internettet, så det kræver nogle skarpe idéer for at få brugerne til at smide penge efter dit projekt.

Hvis du sidder med en genial idé, en undren eller noget tredje, der rækker ud over det aktuelle nyhedsbillede, og som du gerne vil gå mere i dybden med, så er crowdfundingsplatformen muligvis et forsøg værd.