Foto: Mikkel Kristensen
Mikkel Andersson byttede en lukrativ tilværelse som freelancer ud med en stresset post som chefredaktør for det borgerlige netmedie Kontrast. Mediet gik i luften i november 2020 og har en mission om at lave borgerlig journalistik til borgerlige mennesker. LIXEN mødte chefredaktøren til en snak om borgerlig journalistik, den danske journaliststand, og hvorfor han mener, at medierne ligner hinanden meget.
Mikkel Andersson er en travl mand. Der har været nok at se til, siden han blev hentet ind som chefredaktør for Kontrast i 2020.
Det var hans bekendte, den nationalkonservative debattør og forfatter Kasper Støvring, og investoren Lasse Birk Olesen, der gik med en idé om at lave et borgerligt medie. Mikkel Andersson havde godt hørt om idéen, men tænkte at idéen ville blive svær at få realiseret.
Men pludselig var der rejst en ikke-ubetydelig sum penge til projektet.
»Jeg havde selv larmet om, at jeg synes, der manglede et borgerligt medie, som var noget andet end det, man så på Berlingske og de andre,« siger Mikkel Andersson.
Der gik ikke længe, før invitationen lå i indbakken. De ville gerne have ham ind som chefredaktør for det nye medie. Opvejningen var svær. Tilværelsen som freelancejournalist, satiriker og debattør var lukrativ og bød på et hav af debatter, foredrag, radiotjanser og andet. Men noget trak alligevel.
»Jeg ville ærgre mig over, hvis jeg ikke tog den chance. Jeg synes, det var en unik mulighed for at lave noget helt nyt.«
En borgerlig redaktionel linje
Det endte med, at Mikkel Andersson i april 2020 takkede ja til stillingen på én betingelse: komplet redaktionel frihed.
Linjen skulle være borgerlig, og det skulle være borgerlig journalistik til borgerlige mennesker. Historierne skulle tale til et borgerligt publikum, og ifølge chefredaktøren er der ikke noget i vejen med at varedeklarere sit medie.
»Det er klart, at de vinklinger og de emner, vi vælger at skrive om, er borgerlige. Hvis du vil læse om, at det er træls, at kandidaten bliver omlagt til et lån, skal du læse Information,« siger Mikkel Andersson og fortsætter:
»Men ikke i den forstand, at vi har en holdning, der bliver mast ind mellem linjerne på en Fox News-agtig måde. Vi er naturligvis tilmeldt Pressenævnet, og vi går meget op i, at vores journalistik skal være efter alle gældende standarder.«
Borgerlig journalistik eller journalistik til borgerlige?
Mikkel Andersson erkender gerne, at der ikke er mangel på borgerlige aviser. Men i en vis forstand. De skriver af og til borgerlige ledere, men den journalistiske tilgang til emnerne savner et borgerligt perspektiv.
»Jeg synes jo, problemet med dem alle sammen – og det er jo et paradoks, som mange af de store medier står i – er, at de altid vil sige, at deres politiske synspunkter og overordnede holdninger kun kommer til udtryk på ledersiderne, da resten er redigeret ud fra rene, rå, objektive nyhedskriterier. Det giver jo det umiddelbare paradoks, at hvorfor skal du så holde Berlingske i stedet for Politiken?« udtaler chefredaktøren.
Og det er dét, han håber, Kontrast kan ændre på. Et medie, der ikke er bange for at sige, at de er borgerlige, og som heller ikke skammer sig over det.
»Ideen med Kontrast var, at man trængte til et medie, der sagde: “Vi er borgerlige.” Vi vælger vores vinkler og vores historier ud fra et borgerligt perspektiv. Det er dét, vi er sat i verden for.«
Og det er en tendens, chefredaktøren savner. Generelt mener han, at medierne ikke repræsenterer den egentlige befolknings holdninger godt nok. Grundene kan være mange, men han påpeger især, at journalisterne ligner hinanden og ikke befolkningen.
»Jeg tror, at der er relativ stor opbakning til mange af de holdninger, vi giver udtryk for, i meget store dele af befolkningen, men det er der ikke særligt meget i journalistikken, og det er måske dér, problemet ligger,« siger Mikkel Andersson.
»Det, vi godt vil gøre, er at sige, at der ikke er nogle af de andre medier, der gør noget forkert eller fordækt. De laver den journalistik, de vil, og det skal de have lov til. Vi vil bare gerne gå ind og sige, at der er en anden måde. Der er et alternativ og en alternativ måde at anskue de her problematikker på, og det perspektiv vil vi gerne lægge frem.«
Den røde journaliststand
I september 2021 udgav Kontrast en historie, der viste tal fra en intern undersøgelse foretaget blandt 2. og 3. semesterstuderende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Tallene viste en tendens, der har været alment kendt i mange år: At journalister i overvejende grad stemmer til venstre for midten.
Afsløringen blev emne for den evindelige debat, som journalisters politiske holdninger altid har været. Men ifølge Mikkel Andersson kan journalister ikke undgå at trække deres egne overbevisninger ned over de emner, de dækker og den måde, de dækker det på.
»Jeg mener jo rent objektivt, at den måde, du opfatter verden på, farver den journalistik, du producerer. Hvad er vigtigst? Er det indvandringsproblemer eller er det klimakrisen? Det er der ingen vægt, du kan afgøre det på i forhold til et objektivt perspektiv og sige, at det ene er et objektivt større problem end det andet.«
Spørger man Mikkel Andersson, er et af problemerne blandt journaliststanden, at de mere eller mindre allesammen er enige om et fælles værdisæt. Der er nogle fælles holdninger og en konsensus om emner som klima, EU, køn, ligestilling og indvandring.
»Jeg tror ikke, folk aktivt sidder og prøver at fremme en bestemt politisk dagsorden. Jeg tror, det er fordi, de har et verdenssyn, de ikke stiller spørgsmålstegn ved, fordi de er omgivet af folk som dem selv, og de er optaget af nogle selvindlysende sandheder.«
Men selvom Mikkel Andersson mener, at journalistikken i dag er præget af et venstreorienteret verdenssyn, er det ikke noget, der har holdt ham ude.
»Udover, at det er bredt defineret som venstreorienteret, er det et urbant, øvre middelklasse-perspektiv, som journalistikken er præget af i dag. Det er jo bare, som det er. Det er ikke et spørgsmål om, at der er en eller anden konspiration bag det, som gør, at alle mulige andre klasser eller borgerlige bliver holdt ude. Jeg har aldrig oplevet en strukturel repression på min vej gennem min journalistkarriere.«