Mødet med det store, stygge DR

Foto: Emma Kleist Christensen

»Lad os da lave et program om det!« siger Producer-Henrik. Fedt, tænker jeg. En dag vil jeg også kunne sige den sætning, og så rent faktisk mene det. Kunne sige: »Lad os lave et program om det,« og så bare sende det på P3.

Af Nicoline Hoeg

Klokken er lidt i otte en torsdag morgen. Jeg er langt væk fra universitetets moderlige rammer. Retter instinktivt blikket mod det kæmpestore, sorte terningeformede bæst, der tårner mange meter over mig. Blinker lidt. To hvide bogstaver bryder alt det sorte og giver mig et sug i maven. Jeg ser op på journalisternes Mekka. Kabaen på Amager. Det store og det eneste: DR.

Her, hvor utallige af mine studiekammerater har tænkt sig at søge praktik, og hvor jeg, siden jeg var purung, har forestillet mig, at jeg en dag skulle ende. Det er til trods for, at det altid har virket som den dummeste og mest uopnåelige barnedrøm. Selv nu, hvor jeg er på selvsamme uddannelse, hvor mange af de store kanoner herfra har startet deres rejse.

I dag rører jeg dog alligevel lidt ved drømmen. Prikker til den med en pind lavet af benovelse. Jeg skal mødes med David Mandel fra Gandhi på P3 og følge Gandhi blive sendt live. I den småkolde lobby venter jeg med benene dinglende over kanten på en hård bænk. Det minder mig egentlig bare endnu mere om, hvor lille, ung og malplaceret jeg føler mig. Min telefon vibrerer med en sms fra min mor, der husker mig på at opføre mig pænt. Og at hilse. Et koldt vindpust rammer mig fra døren.

Nu kommer David Mandel ind i lobbyen iført hvide sneaks. Ret smart at han sådan ligner sig selv fra de videoer, som Gandhi har lagt ud gennem tiderne. Jeg tror, jeg har set dem alle sammen. Jeg tænker, om radioværter mon bliver genkendt lige så ofte som TV-værter? David giver hånd til mig, helt som om jeg ikke lige har siddet på en bænk, hvor mine fødder ikke kunne nå jorden.

På det åbne kontor med de mange skriveborde lyses redaktionsmedlemmerne op af store vinduer. Et ensomt, efterladt “happy new year”-skilt hænger på den ene væg. Jeg lader det bedste, jeg har lært, som om jeg er voksen, og giver hånd til hele redaktionen. Bliver tilbudt kaffe. Drikker normalt ikke kaffe. Siger alligevel ja til kaffen. David Mandel står også med en kop i hånden, så nu er jeg faktisk lidt mere ligesom David. Døren går op og ind kommer selveste Christian Fuhlendorff. Bliver måske et kort sekund lidt starstruck. Han har en grøn strikhue trukket godt ned om ørene. Jeg tænker, om det er fordi, det er koldt udenfor, eller om det er fordi, det er fashion.

Snakken mellem redaktionsmedlemmerne flyver over det hele. Hvordan ser hackere egentlig ud på stock photos? Hvornår skal redaktionen holde ferie? Og hvordan fungerer det overhovedet, når der handles aktier på børsen? Er det mon lige så kaotisk som på film? En gang i mellem udbryder David: »Ah, det er sjovt!« Og det er det også altid, når han sådan siger det. Han har hentet endnu en kop kaffe. Han har Alfons Åberg tatoveret på underarmen og svinger ham grinende rundt, til jeg får helt ondt af den lille mand. Christian har stadig huen på. »Lad os da lave et program om det!,« siger Producer-Henrik. Fedt, tænker jeg. En dag vil jeg også kunne sige den sætning, og så rent faktisk mene det. Kunne sige: »Lad os lave et program om det,« og så bare sende det på P3.

Klokken nærmer sig ni og dermed sendetid. Redaktionen bevæger sig mod radiostudiet, hvor jeg bliver placeret ved siden af produceren. Frit udsyn til det famøse P3-studie. Christian tager stadig ikke huen af. Jeg tager mig selv i at joke med de ansatte. Midt i hjertet af den journalistiske Kaba. Den røde lampe tændes, og programmet er i gang. Jeg bliver lidt varm indeni. En dag er det mig, der sidder derinde.

 

nhoeg15@student.sdu.dk