Af Ole Nørskov, chefredaktør og adm. direktør Mediawatch A/S

Håndværk!

Ordet blev prentet ind i mig fra den første dag, jeg satte mine ben på Journalisthøjskolen tilbage i 1996. På Journalisthøjskolen førte man – i hvert fald dengang – de stolte traditioner fra mesterlærens tid videre. Akademiker var det værste skældsord, man kunne sætte på en vordende bladsmører (alle de studerende skulle nemlig i sagens natur være dagbladsreportere) – måske lige bortset fra ’kunstner.’

Kunstner er et ord, som ifølge den journalistiske overlevering signalerer naragtig opblæsthed. Kunstnere er i øvrigt ikke til at stole på, og troværdighed er, ifølge den store journalistik-wiki in the sky, det mest afgørende parameter for, om et stykke journalistik er vellykket – ja, det er det afgørende parameter for, om en journalist er vellykket.

På Journalisthøjskolen skulle man lære at bruge en høvl, en sav og en boremaskine og var der en pensel i værktøjskassen, var det af den brede slags, som bygningsmalere svinger på de helt store flader. De små fine mårhårspensler til akvarellerne var ikke i høj kurs – og skulle en Jens Jørgen Thorsen-wannabe en dag få den tanke at overmale betonbunkeren med sin penis som pensel, ville ved-kommende øjeblikkeligt blive ført væk i håndjern.

’Journalistik er et håndværk,’ var et mantra, der var blevet gentaget så mange gange, at man kunne høre ekkoet klinge, når man lagde øret til de grå kantinevægge.

Og det var ikke underligt, for Journalisthøjskolen afspejler på godt og ondt holdningen ude på de danske redaktioner. Dengang var der – det kunne man forvisse sig om, hvis man fik de danske redaktører på tomandshånd – et klart flertal blandt de journalistiske ledere i Danmark, som ikke kunne forstå, hvorfor der overhovedet skulle være byline på artiklerne i deres aviser. Journalistik er jo ikke kunst. Det er et håndværk. En tømrer prenter for pokker heller ikke sit navn på de paneler, han slår op. Signaturer er for Tal R, Lars von Trier og Michael Laudrup. Sgu ikke for en journalist. Og så var der også det ved de elendige bylines, at de var medvirkende til at hæve journalisternes markedsværdi og selvværd. En faktor som sikkert gennem tiderne har haft betydning for de monstrøse lønninger de halvstuderede røvere oppebar.

I min naivitet forsøgte jeg at sælge mig selv som kunstner, da jeg på Panikdagen fik foretræde for selveste Ulrik Haagerup, som dengang stadig slog folderne på JP.

Jeg var et skævt hoved med en helt anderledes baggrund end mine medstuderende, nåede jeg at forklare, før Haagerup skrev min taxabon under og gelejdede mig ud ad døren. Han havde ikke brug for kunstnere, han havde brug for en solid arbejdskraft på Næstved-redaktionen.

Men Haagerup tog fejl. Journalisthøjskolen tager fejl, og branchen tager fejl.

Journalistik er andet og mere end et håndværk. Det er verden set gennem ét sæt øjne. Fortolket, fordøjet, omformet og udtrykt gennem ét temperament. En nyhed er ikke bare en nyhed, selv den mindste note er ikke kun en note. De fleste nyheder er i sig selv værdiløse i en verden, der drukner i dem. Der skal mere til: Vildskab, intelligens, viden, kreativitet, løgn, temperament, blod og hornmusik.

Hvis ikke de ingredienser i højere grad bliver opdyrket, dør journalistikken. Den drukner i kedsomhed.