Center for Journalistik er en guldgrube af intelligente, velformulerede og smarte mennesker. Men hvorfor lægger vi journaliststuderende en distance til den omverden, vi burde omfavne?

Af Ida Sørud

SELVTILLID. Vi gik så grueligt meget igennem, før vi med svedende hænder og ærbødigt bankende hjer-te kunne stå på Medietorvet, vel vidende at dette var vores nu. Vi var euforiske og ydmyge. I begyndelsen.

Den klædelige ydmyghed blev hurtigt afløst af en følelse af overlegenhed. For vi kan noget, som ingen andre kan. Vi kan vælte regeringer, afsløre skandaler og stille magt-haverne til regnskab.

Folk skal bøje sig i støvet for os, ellers tromler vi dem ned. Det er vi nemlig i vores gode ret til.

Vi går med snuden højt oppe mellem skyerne og føler os for lækre, fuldstændig usårlige og usandsynligt bedrevidende. Medietorvet er vores osteklokke.

Vi behøver ikke mænge os med de kedelige, almindelige studerende, her kan vi gudskelov være i fred. Vores fremtid ser nemlig helt anderledes fantastisk ud end alle andre studerendes.

Vi skal være chefredaktører på Politiken, værter på TV2 og krigskorrespondenter for DR. Sikke et liv!

Vi kommer til at vælte os i penge og Cavlingpriser, fester og fede forsidehistorier.

Folk vil drømme om vores bylinefo-to om natten og nikke anerkedende, når de ser vores ansigt på skærmen. Så kan det da være fuldstændig lige meget, at vi udstråler en total ligegyldighed over for de såkaldt almindelige mennesker.

Vi er bare bedre end dem, længere er den ikke.

De gode gamle journalistiske dyder som nysgerrighed og undren er ikke noget for os. Til gengæld kan vi nyhedskriterierne i søvne. Vi vil have konfliktnyheder, bøddel/offer-histo-rier, gerne tårer eller raserianfald. For det er gode historier og dermed god journalistik.

Nogen vil nok mene, at vi er kynis-ke, men ærlig talt, hvad ved de om det?

Puddelhundeproblematik

Samfundet har brug for os, jagthundene, der bjæffer og bider sig fast i haserne på de ansvarshavende, når noget er galt.

Men med den attitude, vi lægger for dagen, kan vi efterhånden bedre sammenlignes med små puddelhunde, der tænker mest på deres fine, krøllede pels.

Vi nedværdiger os ikke til at styrte efter en ræv i timevis, vi vil meget hellere have serveret godbidder og stryges med hårene.