Flere og flere journalister laver tendensjournalistik. Det er et problem, mener flere og flere journaliststuderende. I hvert fald en enkelt.

Af Søren Dal Rasmussen

Branchen hylder og ænser de nye tendenser. For flere og flere journalister laver tendensjournalistik. Den har vi vist hørt før, har vi ikke? Frasen ’flere og flere’ bliver brugt så tit, at det burde få en plads i den journalistiske ordbog. ’Vi laver en flere og flere’ bliver vel snart en fast vending i landets redaktionslokaler.

En hurtig Infomediasøgning viser, at frasen ’flere og flere’ er forekommet 2442 gange de sidste 30 dage. Til sammenligning optræder ’Helle Thorning’ 1332 gange, integration finder man 1779 gange. Det har ikke helt fået X Factor-status endnu (3388), men vi er forhåbentlig på vej.

Tendens eller tilfældigt?

Vi danskere bliver gladere for grusomt mange ting for tiden. Flere og flere vil have flere røde bøffer, flere og flere skifter de gamle glødepærer ud i de danske hjem, flere og flere vælger kejsersnit, flere og flere vil have internettet med sig overalt.

Det flyder rundt i medierne med fænomener og tilbøjeligheder. Og tit kan dokumentationen slet ikke bære historien. En stigning fra 15 til 25 over de seneste 2-3 år. Er det en tendens eller tilfældigt?

Jeg synes ikke, at det er journalistik, at flere og flere kører med cykelhjelm. Som en medstuderende sagde til mig for nylig: ’Flere og flere’-vinklen er bare for nem. Den bliver brugt til overflod.

Den gode tendenshistorie chokerer og overrasker. Selvfølgelig er der plads til den. Der er bare alt for mange af dem. I en tid, hvor den heftige debat om journalistikkens berettigelse strømmer rundt i branchen, nytter det ikke noget at køre sisyfosisk rundt i historier om, at der er kommet flere storke til Danmark.

Vi er  nødt til at udvikle os. For vores læseres og vores egen skyld. Så ud med tendensjournalistikken og ind med de væsentlige historier, de nærværende historier. Dem håber jeg i hvert fald, at der bliver flere og flere af.