Og kigger sig omkring og skriver om tårerne, afskeden og mennesket, der er lige så livløs som papiret, der skrives på. Hvor tæt kan man gå på mennesker, der ikke lever, og pårørende i deres dybeste sorg? Kisten knirker, kameraerne knipser, kuglepennen kradser og kirkeklokkerne kondolerer en lørdag formiddag, da Etta Cameron bliver begravet.

Af Jakob Balthazar Munk

BEGRAVELSE. Klædt i sorte kjoler, nypudsede sko og jakkesæt med slips står en flok mennesker ude foran indgangen til Christians Kirken i København. Klokken er kvart i et lørdag formiddag, og vinden rusker i deres medbragte blomsterbuketter. De snakker fåmælt. Veksler blikke, kondolerer og kigger sig omkring. Deres øjne er trætte og tomme, og deres foldede hænder hviler trygt på maven.

Blot et par meter fra dem i et hjørne af kirkens forgård står de medlemmer af den danske presse, der er blevet sendt til begravelse for at bringe læseren helt tæt på Etta Cameron.

Med tykke jakker, et par kameraer, der hænger skødesløst om halsen, og et par blokke, der stikker op af lommen, adskiller de sig fra de andre gæster. De tripper. Skutter sig. Kigger sig omkring og skraber deres sko mod småstenene.

»Nu venter vi på, at der kommer nogle pårørende,« fortæller Helle Kastholm fra Ekstra Bladet. Det er hende, jeg følger for at se, hvor grænserne går, når de mennesker man skal skrive om, er lige så livløse som papiret, det skal trykkes på. Hvad kan man tillade sig, og hvad kan man ikke?

Mens vi venter

»Men det er koldt at stå og vente, ikke?« Hun ler, mens en kraftig mand kommer hen til gruppen. Han har en grøn jakke på og en hue på hovedet. Han stikker hånden frem og hilser. Det er præsten.

»Det bliver en to timer lang ceremoni i dag,« forklarer han og veksler

yderligere et par ord og nikker og smiler, da en journalist med glimt i øjet spørger, om han har fået ny præsteuniform.

»Ja, så mangler huen bare et kors.«

Han går hen imod kirken igen, og Helle Kastholm henvender sig til mig.

»Grænserne bliver lynhurtigt lagt af sig selv. « Hun tilføjer:

»Og det er så præsten, der fungerer som et slags mellemled mellem de pårørende og pressen.«

Et solo skud

En fotograf tager et par hurtige skridt, da han genkender et ansigt, der kommer gående igennem forgården op mod kirken. Peger linsen mod ansigtet og knipser et par hurtige gange. Klik, klik, og manden går videre mod kirken. Fotografen smiler, da han kommer tilbage til gruppen.

»Så fik jeg ham sgu lige solo.«

Tak for igår

En kvinde stiger afbalanceret ud af en stor Audi.  Hun har en sort kjole med nylonstrømper, et sort hårbånd og en gul buket blomster, der hviler ganske roligt på hendes højre arm. Hun går langsomt op mod kirken. Hendes øjne er blanke, randerne under dem dybe, og hun kigger tomt frem. Æn-ser ikke den lille flok pressefolk, der nu også tæller en kameramand fra TV2 samt to journalister, der ikke har været lang tid væk fra hinanden.

»Tak for i går.«

»Ja, selv tak, det var hyggeligt.«

»Jeg synes, du har lidt røde øjne.«

De ler, alt imens den sørgmodige kvinde forsvinder ind i kirken, som præsten kommer ud af. Han har nu fuld mundering på. Den sorte præstekjole, den hvide krave og korset, der hænger fra hans hals.

»Der går lige fem minutter, så kan I gå ind og tage de billeder, I skal have.«

Han deler et par hvide sedler ud med titlerne på de sange, der skal synges.

Helt tæt på

Midt i kirken står den. Hovedattraktionen. Kisten. Den er lysbrun, symmetrisk, og på toppen hviler et dannebrogsflag sammen med stars and stripes. Rundt omkring er der blomster. I alverdens farver og former. Lange, gule, korte, røde, ovale, lilla og dem, der er spidse, hvide og de krøllede.

Lidt koldt, ikke?

Bagved i gangen ind mod kirken har en journalist fået fat på sønnen, og de snakker roligt sammen.

Han bevæger hænderne forsigtigt, rokker hovedet ganske langsomt og kigger på journalisten med fokuserede øjne. Hendes pen bevæger sig over den hvide blok, hun nikker og kigger ham i øjnene, da hun stiller et nyt spørgsmål.

I entreen går præsten rundt. Han hilser på de sørgende, der bliver ved med at komme ind ad døren.
En af kirketjenerne henvender sig til en kvindelig journalist.

»Det er lidt koldt, ikke?«

Kvinden smiler og svarer:

»Jo, men jeg har engang været her i halvanden time i snestorm.«

Tjeneren griner kort.

»Ja, så er alting jo relativt.«

Afskeden

»Velkommen«, siger præsten med en klar og høj stemme. Han kigger sig omkring.

På de mange mennesker, der sidder på bænkerækkerne. På dem, der sidder på de øvre etager, og måske på de journalister, der står i hjørnerne. Han gør tegn til, at en kvinde skal komme op på forhøjningen, der fungerer som en scene.

Kvinden stiller sig og rømmer sig en gang, inden hun begynder at synge.

Der bliver klappet. Nogle rejser sig op. Hovederne svinger frem og tilbage, og på forreste række sidder sønnen og tripper med foden. Hans hoved bevæger sig i forsigtige stød, og hans hænder er foldede.

En fredelig en af slagsen

Et par klik lyder fra en fotografens linse. Et par hurtige vip med fingeren for at fange scenen, livet og afskeden med det menneske, der ligger i kisten i midten.

Ude i siden står en kvindelig journalist og skriver ned. Det er Helle Kastholm, og det er ikke hendes første begravelse, men heldigvis en mere fredelig én af slagsen.

Det fortæller hun efterfølgende:

»Hvis nu det havde været en begravelse af et barn, der blev slået ihjel af sin far, så havde det jo set helt anderledes ud. Det kalder jo på nogle helt andre følelser, også hos de efterladte, og derfor bliver tonen helt anderledes. «

Tænk dig om

Sammenligningen bunder i et minde. Om en tragisk begivenhed og en voldsom begravelse. En far havde dræbt sine børn og stukket ild til huset efterfølgende, og Helle Kastholm stod som reporter og skulle dække begivenheden. En udfordring både som menneske og journalist.

»Det var jo hamrende sørgeligt, og i det tilfælde er det rigtigt svært at være presse, fordi det er så nemt at komme galt af sted, fordi alle følelserne sidder uden på huden på alle mennesker.«

Hun tilføjer:

»Og mennesker reagerer jo forskelligt, når de er i krise.« Der er en kort pause.

»Så der skal man virkelig tænke sig om.«

Virkeligheden overgår fiktionen

Helle Kastholm fortæller videre.  Om, hvordan pressen i sådanne situationer tager sine forholdsregler. Fotografen placerer sig på det modsatte fortov med en telekanon. Journalisten er så anonym som muligt og sniger sig ind i kirken, når ceremonien går i gang, og ud igen, når den er slut. Og de pårørende får ikke stukket en mikrofon op i hovedet, for det er ikke nødvendigt for historien. Der er en nøgtern reportage rigeligt.  For som Helle Kastholm udtrykker det:

»Der er tidspunkter, hvor virkeligheden næsten overgår fiktionen.«

Og selvom man som journalist står på sidelinjen med sin blok som skjold og med kuglepennen som sværd, kan man alligevel ikke undgå at blive ramt følelsesmæssigt.

»Det gør jo ondt i maven. Jeg har været til to børnebegravelser i min karriere, og dem husker jeg begge,« siger Helle Kastholm.