Pressefriheden i Kina er ikkeeksisterende. Oprørske journalister bliver smidt i fængsel. Aviserne bliver beordret til at trykke bestemte historier, og det kinesiske folk bliver ført bag lyset. En ny rapport fra International Federation of Journalists om graden af pressefrihed i Kina siger det klart i titlen: ”China Clamps Down”. Men er det et entydigt og retvisende billede? Og går det virkelig kun én vej?

Af Jakob Balthazar Munk

BAGGRUND. Forestil dig, at du sidder som journalist og får fat i et dokument fra regeringen. Det beskriver i detaljer, hvilke vidtgående midler de bruger til at censurere pressen. Det står der sort på hvidt.

Hvad gør du nu? Hvad siger mavefornemmelsen, journalistløftet og din professionelle stolthed dig? Du kan ikke bare lade det ligge, vel?
En af Kina’s mest berømte journalister Shi Jintao valgte tilbage i 2004 at sende dokumentet i en mail til internationale journalistorganisationer for at vise, hvilke forhold kinesiske journalister arbejder under.

Da de kinesiske myndigheder opfattede, at dokumentet var blevet videresendt, kontaktede de straks Yahoo for at finde ud af, hvem afsenderen var.
De fik udleveret oplysningerne på Shi Jintao, der promte fik en fængselsstraf på 10 år, mens hans advokat, der vovede sig til at tage sagen, fik frataget sin licens.

Nu sidder Shi Jintao så i et kinesisk fængsel og venter på at modtage tre journalistiske priser, han er blevet tildelt af internationale journalistorganisationer, for sin kamp mod overmagten.

Og når han kommer ud igen, kan han passende svare på, om det var det værd. At betræde de opstillede grænser.

Låste grænser og dem, der lirker.

Men kunne han andet end at betræde grænserne? Grænserne for pressen i Kina er jo uendelige. Som et journalistisk minefelt, hvor hver eneste historie kan ødelægge livet for den, der vover at svinge pennen.

På den internationale organisation Reporters Without Borders pressefrihedsindeks er Kina placeret på en 168-plads med kun Laos, Cuba, Burma, Iran, Turkmenistan, Nord Korea og Eritrea bag sig.

Og i begyndelsen af februar 2010 udgav International Federation of Journalists en rapport om presseforholdene i Kina med den dystopiske titel ”China Clamps Down.”

Her kunne de konstatere, at år 2009 havde budt på flere anholdelser, flere restriktioner og en øget kontrol med de informationer, der bliver sendt rundt via nettet.

Men det billede er alligevel ikke helt entydigt. Det vurderer Kina-korrespondent for Information Martin Gøttske.

»Ingen tvivl om, at rapporten illustrerer et mønster i Kina, hvor regeringen og staten forhindrer kinesiske journalister i at skrive om, hvad de gerne vil. Men rapporten illustrerer samtidig, at der er flere kinesiske journalister, der afprøver og rykker ved grænserne for, hvad de kan tillade sig at skrive, « siger Martin Gøttske.

Dermed lægger han op til, at de øgede sammenstød kan ses som et udtryk for, at der er ved at ske nogle forandringer i Kina, hvor de kinesiske journalister er blevet mere modige og mere villige til at kæmpe for deres grundlæggende rettigheder, og det bør man måske også bide mærke i.

»Det er positivt på den måde, at der er flere journalister, der tør skrive om de følsomme emner,« siger han.

Kommercialiserings grænsevirkninger.

Et af de elementer, der har været med til at skubbe udviklingen i den rigtige retning, er en kommercialisering af det kinesiske mediemarked. Det har betydet, at medierne har måttet konkurrere på konkurrencevilkår, hvorved de negligerede historier er blevet efterspurgt.

Derfor har de kinesiske journalister også fået et økonomisk incitament til at udøve kritisk journalistik.

Det fortæller Flemming Ytzen fra Politiken, der de seneste 30 år har rejst i Kina som journalist.

»Selv i et censurpræget og refleksivt mediemiljø så må de kinesiske journalister prøve at flytte grænser hele tiden, og det har de gjort inden for de seneste år. Men du har altså stadigvæk en situation, der hele tiden er to skridt frem og et tilbage.«

Denne vægelsindede fremgang skal ses i lyset af det grundlæggende dilemma, som de kinesiske journalister står overfor hver eneste dag, når de skal lave journalistik, mener Martin Gøttske:

»På den ene side er der presset fra oven, og på den anden side er der det økonomiske pres. Og de to ting støder mod hinanden, og engang imellem går det den ene vej, og engang imellem går det den anden vej. Men der bliver hele tiden rykket ved grænserne.«

De lokale og nationale grænser

De præcise grænser for, hvilken kritisk journalistik man kan føre i Kina, afhænger af, hvem man træder på tæerne. Censurmyndighederne i Kina spiller her en dobbeltrolle. Nationalt er målet at bevare tilslutningen og opbakningen til styret, mens man lokalt ønsker at komme mafiaer og andre kriminelle til livs. Og det har betydning for, hvilke historier der bliver trykt, og hvilke der ikke gør.

»Når det for eksempel gælder lokalkorruption og lokale forureningsskandaler, så er der i forhold til tidligere rigtig meget journalistik i Kina, der fokuserer på overgreb og korrupte embedsmænd. Men jo længere op i magtpyramiden kommer, jo sværere bliver det,« fortæller Flemming Ytzen.

Og at skrive noget i stil med, at korruptionen på lokalplan skyldes manglende uafhængige instanser, er helt udelukket. Der går grænsen meget klart for den kritiske journalistik.

»Hvis de kinesiske journalister skal beskrive det, der sker på lokalplan, skal de absolut ikke kæde det sammen med systemets mangler. Der er nogle klare regler om, at man skal holde sig fra systemkritik som sådan, fordi det opfatter regeringen som en trussel mod deres magtmonopol,« siger Martin Gøttske.

Skulle man så alligevel fristes til at lade utilfredsheden sive, træder censurapparatet i karakter, og man bliver enten trukket i løn, sendt på to ugers lange Marx-kurser eller smidt i fængsel.

Idealister uden grænser

Trods de ubetrædelige grænser oplever Martin Gøttske en daglig kinesisk interesse. Dels for at lave kritisk journalistik, men også for at udfordre partistyret og den censur, det udøver.  Og det er noget, der er sket inden for de seneste år.

»For et par år siden var jeg ikke så begejstret for det, der skete med de kinesiske medier, og det var ikke sådan, at jeg beundrede de kinesiske journalister. Men specielt inden for de sidste få år er der ekstremt mange unge kinesiske journalister, der gør et fantastisk stykke arbejde, der nemt kan måle sig med andre lande,« siger Martin Gøttske, der også forklarer, at det typisk er unge journalister, der har en meget idealistisk tilgang til faget, og som bekender sig til journalistikkens klassiske rolle som samfundets fjerde statsmagt.

»De ser deres rolle som at kritisere regeringen og støtte de folk, der bliver trådt på af systemet.«

Hans dialog, daglige kontakt og kendskaber til journalisternes mål og drømme får ham til at se relativt positivt på de udfordringer, der venter i fremtiden.

»Jeg synes, at inden for de sidste 10 år er det gået ekstremt hurtigt med antallet af journalister, der er villige til at tage nogle chancer og til at presse på for, hvad de kan tillade sig. Den skare af journalister vokser hele tiden, og jeg kan ikke andet end at forestille mig, at antallet af de her journalister vil stige.«

Han håber og tror på, at den idealistiske opfattelse blandt journalisterne vil forplante sig ned gennem generationerne og ind i fremtiden.

Kan grænserne viskes ud?

Og  med fremtiden følger spørgsmålet: Kan grænserne viskes ud, og kan pressefrihed på et tidspunkt gøre sit indtog?

Ifølge Martin Gøttske er det et besværligt spørgsmål at besvare nuanceret.

»Det kører frem og tilbage i Kina. Kigger man på enkeltsagerne, så virker det, som om der er ekstrem kontrol med medierne, og hvor man ser, de kinesiske journalister bliver straffet. Det sker selvfølgelig også, men der findes også mange eksempler på, at det lykkes journalister at skrive om en masse ting, som de ikke kunne før.«

Og det er denne langsomme og stædige proces, der skal føre kineserne videre. Minutiøst og stædigt skal grænserne flyttes, og ifølge Martin Gøttske er det den spirende ungdom, der skal gå forrest. Den velvilje og det mod, de viser nu, skal inspirere kommende generationer.

»Forhåbentlig vil presset på censuren i Kina blive større og større, hvorved råderummet for, hvad man kan trykke, også vil blive større. Men jeg tror ikke, at vi skal forvente, at den kinesiske regering vedtager pressefrihed i overmorgen,« siger Martin Gøttske.

Den betragtning er Flemming Ytzen enig i. Han tror på, at grænserne for pressefriheden kan udvide sig på samme måde, som den kapitalismen har gjort det i Kina igennem de seneste 20 år.

»For bare 20 år siden eller mindre havde ingen kunnet forestille sig, at Kina kunne opbygge multinationale selskaber. Pludselig indså de bare, at forudsætningen for at fremme den nationale udvikling var at ekspandere globalt. På samme måde mener jeg, at de må erkende, at hvis de skal fortsætte med at have befolkningens opbakning, må der være garanti for nogle friheder. Der må være et rum for kritik.«