Udfordringerne er så få, at de kan stå på en serviet. Alligevel mener Herbert Pundik ikke, at en fredelig løsning på konflikten mellem Israel og Palæstina er inden for rækkevidde.

Journaliststuderende i Mellemøsten

Fire SDU-studerende på 4. semester brugte ferien i januar på at rejse til Israel og Palæstina. Her interviewede de blandt andet Herbert Pundik, oplevede hjertet af konflikten i Hebron og interviewede Mustafa Barghouti, der er palæstinensisk politiker og var Mahmoud Abbas modkandidat ved præsidentvalget i 2005. De har samlet interviews og historier i et multimedieprojekt på: www.israelprojekt.weebly.com

Af Johan Bertil Winther Andersen

KONFLIKT. Blød jazzmusik flyder ud ad højttalerne på Dan Hotel i Tel Aviv. I sofaen overfor sidder Herbert Pundik, der er tidligere chefredaktør og nuværende seniorkorrespondent på Dagbladet Politiken. Han har selv boet i Israel i over 50 år. Med fagter og levende øjne forklarer den 82-årige journalist, at israelerne og palæstinenserne kender hinandens krav.

»De har forhandlet så meget gennem årene, at begge parter stort set ved, hvordan den fredsproces ser ud. Og hvis du giver dem en serviet og en blyant, så kan de sætte sig ned og skrive fredsforhandlingernes resultat,« siger Herbert Pundik.

Han forklarer, at der er meget lidt plads til variation i en mulig fred, fordi begge parter har nogle ultimative krav, som de hverken vil eller kan give op af hensyn til deres befolkninger. Den mere end 60 år gamle konflikt er derfor ikke så sort-hvid som blyantstreger på en serviet. Og freden er ikke tæt på, selvom man ved, hvad den anden side kræver.

Krav om en stat

Palæstinensernes første krav for fred er, at der bliver oprettet en palæstinensisk stat. Seniorkorrespondenten forklarer, at palæstinenserne holder på 1967-grænserne, som giver palæstinenserne 22 procent af hele landet, mens israelerne har de resterende 78 procent.

»Her kan blive tale om en slags magtskifte. For hvis israelerne tager to-tre procent af landet på Vestbredden til bosættelser, så vil palæstinenserne have den jord et andet sted. De 22 procent står simpelthen i lysende neon som non negotiable,« siger Herbert Pundik. Han sidder ude på kanten af den bløde sofa, mens saxofonens toner flyder i baggrunden.

Kompensation og retfærdighed

Det andet krav fra palæstinensisk side er, at man får hovedstad i Østjerusalem, og det tredje krav er, at man finder en løsning på flygtningeproblemet, som opstod i 1948. Her flygtede 650.000 arabere fra landet på grund af den israelske erobring, og i dag har de fået børn og er blevet til 3-4 millioner.

De vil have økonomisk kompensation og ’historisk retfærdighed’. Forstået på den måde, at israelerne skal anerkende, at de var med til at fordrive dem ved en slags etnisk udrensning. Hertil kommer en masse mindre krav, men de tre er hovedpunkterne, mener seniorkorrespondenten.

Tvivl om to stater

Fra israelsk side kræver man, at der skal være ro på Vestbredden, og at det palæstinensiske selvstyre skal forhindre nye terrorangreb i Israel.

Den israelske regering siger, at man er klar til den to-statsløsning, som palæstinenserne kræver. Herbert Pundik tvivler dog på, at det er ærligt ment:

»Selvom de siger noget andet, så er den tanke mig ikke fremmed, at en stor del af den israelske regering ikke ønsker en palæstinensisk stat,« siger han.

Seniorkorrespondenten mener, at regeringen er tilbageholdende på grund af sikkerheden. Han peger på grupper, som frygter, at en palæstinensisk stat bliver en arabisk forpost, som vil udslette Israel senere.

Andre grupper vil ikke opgive Vestbredden på grund af bosættelserne, og andre mere religiøse grupper mener, at Gud i biblen har givet dem skødet til det hellige land.

Håndfæstningen

På trods af Herbert Pundiks tvivl på, at det er oprigtigt ment, har den nuværende regeringsleder Benjamin Netanyahu faktisk accepteret en to-statsløsning for nogle år siden. Derfor er det den, man arbejder ud fra, når staterne nærmer sig hinanden i forhandlinger.

»Benjamin Netanyahus ord er kommet til at stå som en slags håndfæstning. Nu er der ikke andre muligheder end en to-statsløsning. At han så gør en masse ting under bordet for at forhindre freden, ændrer ikke på det,« siger den garvede journalist.

Når det officielle Israel i hovedtræk accepterer palæstinensernes krav, hvorfor sker der så ikke noget?

»Det er der selvfølgelig ikke noget enkelt svar på. Men det hænger sammen med, at israelerne er et meget sammensat folk. Højre-regeringen med Netanyahu i spidsen tror ikke på freden, og mentalt er den israelske befolkning gået på orlov,« forklarer Herbert Pundik.

Løsning med en ny regering

På længere sigt afviser seniorkorrespondenten ikke en fredelig løsning, men før det sker, skal Israel have en ny regering. På den palæstinensiske side peger han på splittelsen mellem de to politiske bevægelser Fatah og Hamas som den største udfordring.Hvis israelerne kommer tilbage fra deres mentale ferie, og palæstinenserne formår at holde volden nede på Vestbredden, så ser Herbert Pundik muligheder. Indtil da tror han ikke på fred. Måske snarere på endnu en krig.