Lixen.dk

Når Gossip går til grænsen

05. april, 2010  |  Fokus | 

De kendte i Danmark brokker sig sjældent over overskredne grænser. Kendisjournalistik fylder i vores medier og i vores dagligdag. Medieforsker Kirsten Sparre mener, at genkendelighed, glamour og klikrater sikrer fremtiden for endnu mere sladder.

Af Tine Heinricy

BLITZ. Danmark følger med i åndeløs spænding, når Se og Hør skriver, at Naser Khader har hyret sort arbejde til sit eget hjem, når der er splid imellem Casper Christensen og Iben Hjejle, eller når X-Factor-dommeren Remee har gået tur med sin familie i »offentligheden«. Grænselandet mellem danskerne og de kendte er blevet mindre. Men det betyder ikke, at grænser bliver overtrådt.

Tolerante kendte

Hjemmesiden www.kandetpasse.dk er de kendtes chance for at brokke sig over medierne, når de er gået over stregen. Men de danske kendte er meget tolerante.

»Det er interessant, at hjemme-siden www.kandetpasse.dk ikke har særlig mange historier fra kendte, som føler sig krænkede og gået for nær, selv om det er sidens formål,« siger medieforsker og journalist Kirsten Sparre.

Siden år 1999 er der kommet flere historier fra de kendte menneskers intimsfære, men ifølge medieforskeren er der intet grænseoverskridende over det, så længe kilderne selv er en del af produktet.

Svært at undgå de kendte

Anni Fønsby er dog en af de kendisser, som har fået overskredet sine grænser. Hun har udtalt til www.kandetpasse.dk, at hun nu lukker ned for presseadgangen til sit og manden, Erik Damgaards privatliv.

Men denne historie er sjælden, og de danske journalister fylder fortsat medierne med snak om de kendte, fortæller Kirsten Sparre.

»Hvis man redigerer sit nyhedsprodukt efter det, som danskerne taler om, er det svært at komme uden om et par som Anni og Erik. Og sådan redigerer populæraviser i et vist omfang også andre typer af medier,« fortæller Kirsten Sparre.

Medier markedsfører

Anni og Erik i sig selv er ikke godt mediestof. Men blev det, efter de medvirkede i TV-programmerne ”Erik og Anni goes to Hollywood”.  Det er mediernes evne til at markedsføre de kendte, der får danskerne til at følge med og interessere sig for gossip og glamour.

»Journalistik om de kendte virker kun, så længe brugeren vedkender sig en relation til den enkelte kendte. Hvis ikke vi gør det, så ville mange af historierne være inderligt ligegyldige,« konstaterer medieforskeren og fortsætter:

»Så jo bedre medierne bliver til at markedsføre de kendte, jo flere relationer former vi, og jo mere inte-resserede bliver vi i sladder om netop disse kendte.«

Ifølge Kirsten Sparre er Anni og Erik-historien dog så god, at den ikke behøver megen markedsføring:

»Kombinationen af de to er unik og dragende, fordi den spiller på modsætninger.  Seerne kan både undre sig over, hvad han ser i hende og omvendt, og de kan også sammenligne de kendtes glamourøse liv med deres eget. Det er alt det, som kendisjournalistik lever af.«

Vi sparer penge og henter KLIK

Kendisjournalistik lever altså af den gode intime historie, vi alle kan rela-tere til. Så længe de kendte åbner op for deres privatliv, er historien hurtigt skrevet og pengene nemt tjent ind.

»Dybdeborende og undersøgende journalistik er grundlæggende dyr at lave, mens historier om de kendte kan laves på stort set ingen tid som citathistorier fra ind- og udenlandske medier og hjemmesider. Så det hand-ler altså om, hvad de forskellige medier vil satse på i en tid, hvor de fleste af dem er presset på økonomien,« fortæller Kirsten Sparre.

Men helt overordnet handler det om, at der er læsere til stoffet, og at historier om kendte giver høje klik-rater på hjemmesiderne.

»Vi lever i et samfund, hvor vi konstant forbruger medier. Og de mennesker, vi møder igennem medieforbrug, kan vi være lige så nysgerrige overfor, som dem vi møder i virkeligheden,« siger medieforskeren.


Skriv kommentar