En kølig forårsdag i København. Midt i hovedstaden, midt på Rådhuspladsen. Her sidder en af landets mest slagkraftige journalistiske dræbermaskiner. En mand, der altid har prioriteret journalistikken højere end venskaber. Men nu glæder han sig til det sabbatår, han aldrig fik.

Af Morten Elstrup og Anton Willemann

AFGANG. Tasken skal pakkes med sylespidse journalistiske mordvåben. Dagens offer hedder Bent Falbert. En mand, der er bedst kendt som den kompromisløse journalistiske kamphund, som med rejste børster hænger storby-stoddere, politikere og sågar sine venner ud på forsiden. Og han gør det, når det passer ham. Om nogen må han kende spillets regler med sine over tyve år på Ekstra Bladet som ansvarshavende chefredaktør. Med slibrige forsider nok til at fylde en større aviscontai-ner er han med garanti ikke typen, der lader sig slå ud af to unge journalistspirer. Det interview, han skal gennemføre i dag, har han sandsynligvis liggende ganske komfortabelt på rygraden. Han kender spørgsmålene, efter at landets mange medier har været over ham som sultne gribbe, siden han i december sidste år meldte ud, at han den første april stopper som chefredaktør på formiddagsavisen. Alt, hvad der kan skrives om manden, der blandt andet har tromlet sig vej gennem mere end 400 retssager, er skrevet.

Gode råd fra en med- og modspiller

Når man står over for en mand, som tre ud af fire gange klarer frisag i retten, når virksomheder eller enkeltpersoner skyder med skarpt mod ham, bliver man nødt til at finde det tunge artilleri frem og endda hente hjælp fra kilder tæt på chefen. Og hvem kender Falbert bedre end hans bedste ven, den tidligere udenrigsminister Niels Helveg Petersen. En ven, han har kendt i over 30 år. En ven, han drikker rødvin med i baghaven om sommeren, mens de taler om fodbold og spiller skak, når konerne giver dem fred. Hvis bølgerne går for højt i de to mediebevidste gentlemens haver på Frederiksberg, går de side om side ned til det lokale værtshus og svinger billardkøerne. Og taler politik. Niels Helveg Petersen er manden, der forhåbentlig kan fortælle den sande historie om den kyniske chefredaktør. Give det nødvendige skyts. Men den radikale eksministers nærmest eventyrlige historier om en sød, rar og mild chefredaktør bag en kynisk facade, giver ikke noget dybere indblik i manden, der i over tyve år har svunget den journalistiske pisk på Ekstra Bladet.

Undtagelsen

Dér sidder han. Chefredaktøren. Med en kug-lepen i hånden, der i faste bevægelser drejer rundt om sig selv på et papir og laver en serie af ligegyldige blækcirkler. Han ser ud til at kede sig. Vi borer i et par af de få, men alligevel brugbare informationer, som Niels Helveg Petersen tabte på en af Borgens lange herskabelige gange.

»I har rigtig snakket med Niels, kan jeg høre,« siger han, inden han fortsætter.

»Generelt har jeg et princip om ikke at være venner med politikere, så Niels er en undtagelse. Vi har været venner i mange år nu, og det venskab kunne jeg jo ikke suspendere, fordi jeg blev chefredaktør.«

Uvenner

Falbert og Niels Helveg Petersen er genboer på en stille villavej. For mange år siden lavede de en låge i hegnet mellem deres baghaver, så de med ganske få skridt gennem haven kunne mødes og drikke rødvin, spille skak og ikke mindst diskutere. Men det har ikke været hver sommer, at de røde druer har strømmet gennem den lunefulde låge i baghaven.

»Ja, der har da været kold luft i nogle måneder gennem årene, det har vi ikke kunnet undgå,« siger Falbert og henviser her til en bestemt episode, der ligger flere år tilbage.

Her kom de to kammeraters venskab på prøve, da Falbert og Ekstra Bladet hang Helveg Petersen ud på forsiden med ordene: »Denne mand er et pjok,« efter at Niels Helveg Petersen og De Radikale havde stemt nej til en mindre politisk sag på et landsmøde.

»Ja, det blev han sgu meget stødt over, og jeg tror ikke engang, at det var mig, der smed det på forsiden. Men jeg kunne jo ikke stoppe det, fordi Niels og jeg tilfældigvis deler baghave. Her i huset har vi aldrig pakket tingene ind. Det er jo ikke Kristeligt Dagblad, vi udgiver.«

Bagsiden af venskabet

Naturligvis slipper en garvet toppolitiker ikke alverdens gode historier ud til et par uprøvede journalister. Niels Helveg Petersen fortæller om Falberts hund og børn, om at de to herrer begge har sommerhus på Langeland, og at de i juledagene mødes med familierne og spiser julerester. Et solidt venskab, forstår man.

»Men«, siger han og bremser den verbale flod af lune bedstefarhistorier og udenomssnak:

»Først og fremmest synes jeg, at Ekstra Bladet trykker nogle mærkelige historier, og der har da også været tidspunkter, hvor der har været konflikter i vores venskab, når jeg selv eller min kone er blevet hængt ud på forsiden.«

Man tyder en irritation hos Niels Helveg Petersen over Falberts kyniske forsider. Men han har lært at acceptere det.

»Det er jo hans job, så man må jo bare prøve tale om problemerne, så man kan komme videre. Men jeg vil gerne understrege, at Bent normalt er et sympatisk og elskværdigt væsen,« siger han.

Ville være korrespondent

Falbert har i mere end to årtier været synonym med Ekstra Bladet. Undervejs har der været andre interessante jobtilbud, som han har overvejet.

»Engang fik jeg et tilbud fra en konkurrerende avis. De ville have mig til at være korrespondent i London. Det kunne jeg godt have tænkt mig, men på nogenlunde samme tidspunkt blev jeg tilbudt at blive chefredaktør her på avisen, og så måtte jeg jo vælge,« siger han og understreger, at han har været tilfreds med, at han valgte chefstolen.

»Men hvis jeg skulle have levet et andet liv, så ville jeg gerne have været korrespondent i enten London, Washington eller New York. Det kunne være sjovt.«

Glæder sig til frihed og sabbatår

Men nu er chefredaktørens verdensomspændende storbydrømme forbi. Selvom det ikke blev til et korrespondentjob i verdens brændpunkter, har han ikke mistet lysten til at rejse.

»Nu har jeg jo aldrig været på den der tur, som alle journaliststuderende har været på. De der to år, hvor I alle sammen har været i Sydamerika, Asien og Australien. Især er der nogle ting i Asien, jeg gerne vil opleve, mens jeg stadig kan tygge bøffer. Man kan sige, at jeg skal have mit første sabbatår, selvom jeg stadig skal arbejde lidt,« siger han.

Karrieren lakker altså mod enden, og nu vil den afgående chefredaktør kaste sig over nye, journalistiske projekter. Fremover kan man i stedet finde ham i privatens nyindrettede ar-bejdsværelse på Frederiksberg. Selvom han stadig vil være tilknyttet Ekstra Bladet som klummeskriver og tovholder for de vrisne mænd på avisens bagside, understreger han, at det nu gælder andre drømme. Han vil lade den kyniske vagthund løbe hjemmefra og i stedet bruge det journalistiske krudt på at skrive bøger.

»Jeg glæder mig især til at kunne stå op om morgenen, uden at min kalender er propfyldt. Nu får jeg forhåbentlig nogle store huller i den, så jeg kan få lov at improvisere lidt mere,« siger han.

Og netop friheden er noget, Falbert har savnet som chefredaktør.

»En af mine venner fortalte mig i vinter, at de havde været i Sydspanien, og så besluttede de lige pludselig at blive dernede tre uger ekstra. Det har jeg jo aldrig haft friheden til at gøre, og det bliver fantastisk at kunne beslutte sig for sådan noget,« fortæller han.

Den sidste opsang

Men inden han får sin frihed, når den snart forhenværende chefredaktør at sende en bølge af længsel efter den gamle journalistiske mentalitet over skrivebordet.

»I gamle dage var kantinen her i huset Danmarks største værtshus. Hvis en flyver var styrtet ned i Kastrup Lufthavn, kunne man løbe ned i kantinen og finde medarbejdere, der var klar alle døgnets timer. I dag skal de alle sammen hjem til damen klokken 18.30, tænde grillen og passe børnene. Falder en flyver ned i dag, skal man ringe rundt og vække dem først,« siger han.

Falbert fortsætter ordstrømmen som et maskingevær, der hagler derudad.

»Prøv nu at høre her«, siger Falbert resolut og stopper op, mens han kigger på sit arm-båndsur.

»Tiderne har ændret sig. I dag er journalister-ne vant til ordnede forhold, det er ikke som i gamle dage. Jeg siger ikke, det var rent druk, dengang da jeg var ung journalist, men der var en kreativ, idéskabende atmosfære, hvor vi journalister snakkede journalistik, mens vi hyggede os til langt ud på natten. Der var en anden mentalitet, som gjorde, at vi var bedre til at generere nyheder. Vi var til stede på avisen mere, end man er i dag.«

Falbert rejser sig fra sin chefredaktørstol, som han altså giver videre den første april. Klokken nærmer sig 17.00, og chefen har et møde, han skal nå, inden han skal hjem til villaen på Frederiksberg. Endnu et interview er slut. Og om ganske få dage har Falbert hængt sit sidste bytte ud på forsiden.