»Jeg var kold og kynisk. Simpelthen« Foto: Casper Fauerholdt

Med pen i provinsen

Imellem parcelhuse, Dagli’ Brugser og flagstænger sidder provinsens journalister på lokalredaktionerne og producerer nyheder som skidt fra en spædekalv – for nu at blive i jargonen. Læserskaren er ikke stor. Det samme kan man sige om historierne. Men nogle gange sker der en begivenhed, som får hele landets opmærksomhed. Det er alt sammen hverdag for lokaljournalisten. Lixen tager i en ny portrætserie rundt i Danmark for at tale med de små samfunds redaktører og høre deres historie.

Med en læserskare langt under det, der på en god dag besøger Legoland, og et kildenetværk, der tæller alle lige fra bondemanden til borgmesteren, er lokaljournalisten tættere på sine abonnenter end andre i branchen. Redaktør i Brande og Billund Søren Bagge ved, hvordan man drager fordel af lokalsamfundet, og det er, selvom døren før er blevet smækket i hovedet på ham med ordsproget: ”Den, der lever stille, lever godt”.

Af Casper Fauerholdt

LEGOMAND. Far og søn fra den lille jyske by Ejstrupholm dør i juledagene 1999 efter at have spist en fordærvet kiksekage. En god historie for landets journalister, men lokalbefolkningen har givet sig selv mundkurv på. Det er derfor umuligt at finde frem til den ulykkelige familie. Lige indtil lokalredaktøren får et tip, der af omveje leder ham på sporet af enkens forældre. Med ønsket om at skrive en nekrolog kontakter han kvinden, der indvilger i et interview. Dagene efter optræder mindeordene godt nok i lokalavisen, men det gør et interview med enken også.

»Jeg var kold og kynisk. Simpelthen. Men når lokalsamfundet klapper sådan i, må man finde på andre måder at komme til at tale med hovedpersonerne på,« fortæller lokalredaktør Søren Bagge.

Det var ham, der for ti år siden fandt frem til enken i Ejstrupholm. I dag er han stadig lokalredaktør og sidder på Vejle Amts Folkeblads redaktioner i Billund og Brande. To byer, han pendler imellem flere gange om ugen, og som han efterhånden kender så godt, at han nærmest ikke skal slå op i en telefonbog, når en kilde skal ringes hjem.

Hun blev vist lidt sur

I 25 år har Søren Bagge skildret livet i jyske lokalsamfund, og det har ikke været uden diverse verbale slåskampe, når den lokale vagthund har fået færden af uretfærdigheder. Når han tænker tilbage, var enken fra Ejstrupholm vist heller ikke helt tilfreds.

»Jeg hørte ad omveje, at hun var blevet lidt sur på mig. Men sådan er det. Vi kender hinandens præmisser. Det var derfor også med nogle betænkeligheder, at jeg ringede hende op i en anden sag,« forklarer    han.

Søren Bagge blev nemlig nødt til at kontakte kvinden én gang til, da hun i sit virke som hjemmehjælper blev kaldt ud til en ældre dame, mens hun kørte i sin privatbil og blev stoppet med for høj fart. Igen kunne den nationale presse ikke opspore hovedpersonen, men lokalredaktøren mødte op i retten og var på den måde endnu engang et skridt foran.

»Da jeg fandt ud af, at det var den samme kvinde, som jeg havde skrevet om tidligere, havde jeg da mine overvejelser om, jeg skulle gå til hende igen. Men jeg ringede til hende, og det varede ikke længe, før jeg sad hjemme ved hende og drak kaffe, mens jeg afviste at hjælpe B.T.-journalister, som ikke kunne finde frem til hende,« siger den 51-årige lokalredaktør.

Bestemmer selv, hvad der bliver skrevet

Ud ad lokalredaktionens vinduer i Billund kan Søren Bagge kigge over på det verdensomspændende legetøjsfirma Lego, der med sin

forlystelsespark, sit hotel og hovedkontoret udgør en ikke-overset del af byens areal. For en by med et indbyggertal, der med god vilje sniger sig op over 6.000, kan virksomheden stå for en pæn portion nyheder. Men ikke alt kan handle om Legoland, og derfor har Brande og Billunds svar på den fjerde statsmagt igennem to et halvt årti i de jyske lokalsamfund skabt et kildenetværk, der lige så godt kunne være den lokale telefonbog.  Men at Søren Bagge kan risikere at gå i Brugsen og møde dét byrådsmedlem eller dén serie fire-fodboldtræner, han lige har skrevet en kritisk

artikel om, rører ham ikke. Heller ikke når en kilde vil have indflydelse på, hvad der bliver skrevet.

»Jeg kan huske, at der var to, der røg i totterne på hinanden. Det skulle jeg ikke skrive, mente den ene. Men jeg var ligeglad. Det skulle han ikke bestemme. Jeg kan selvfølgelig godt sige: ”Så skal jeg nok lade være”, men det går jo ikke,« siger han og fortæller videre:

»Her på det sidste har jeg dog holdt lidt igen med at skrive om dem. Sådan er det jo også at være lokalmand. Man skal ikke bare skrive for at skrive.«

Rotary-sammensværgelsen

Men det professionelle forhold til kilderne blev engang sat på en gevaldig prøve. I det nærmest tomme redaktionslokale, hvor kun to skriveborde, et par computere og nogle reoler er det eneste pynt til de klinisk hvide vægge, husker Søren Bagge tilbage på engang, hvor han blev blacklisted af den lokale Rotary-afdeling, der er en international organisation med loger i det meste af verden. Også i den lille jyske by Brædstrup.

»Dengang var det ikke sjovt. Der gik jeg længe og grublede over, hvad jeg skulle gøre,« siger han.

Et Rotary-medlem i Brædstrup blev nemlig formand for Teknisk Udvalg i kommunen. Efter et par artikler om ham blev han så sur, at han fik resten af de lokale spidser i klubben til at vende sig imod Søren Bagge. Der var bogstaveligt talt lukket for al kommunikation. På et tidspunkt var der så stille, at de ringede fra hovedredaktionen på Horsens Amts Folkeblad, som var Bagges arbejdsgiver dengang, for at spørge, hvad det var, der foregik ude i Brædstrup.

»Så forklarede jeg, hvordan det hele hang sammen. Det kunne ikke passe, mente de derinde. Imens gik jeg og tænkte på, hvordan jeg skulle vinde den her sag. Det bedste forsvar er jo et angreb, så jeg besluttede mig for at drage borgmesteren ind i spillet,« forklarer han.

Den daværende borgmester var nemlig præsident i Rotary-klubben, og da lokalredaktøren havde arrangeret et fredeligt nytårsinterview med ham, var planen, at han til sidst skulle lave et taktisk klogt angreb.

»Jeg fik listet en trussel ind med, at hvis boykottet ikke stoppede, ville jeg gå til den landsdækkende presse med et tip om nogle private, økonomiske transaktioner, som formanden for Teknisk Udvalg havde foretaget. Det var rigtigt snedigt. Bagefter skal jeg love for, at der var åbnet op. Så kunne jeg tale med alle. Men i dag ved jeg nu ikke, om jeg ville have gjort alvor af truslen,« fortæller Søren Bagge.

At skrive den samme historie to gange

Men midt i dræbende kiksekager og lokale sammensværgelser findes en hverdag, som blandt andet

byder på en tørvefabrikant, der fylder 90 år, et vellykket bogsalg og endeløse rækker af generalforsamlinger. Alt det var dog også en del af drømmen, dengang Søren Bagge i begyndelsen af 80’erne gik rundt på Journalisthøjskolen i Århus. Han har indset, at han aldrig vinder en Cavling, men det har nu heller aldrig været ambitionen. Hver gang tanken alligevel falder på branchens mest prestigefyldte pris, skyder han den væk med, at han jo egentlig har det godt, hvor han er. I dag er han optaget af en historie, han selv har opsporet om et parcelhusbyggeri på et gammelt baneareal i Ejstrupholm. En historie, han ved, hvem han skal ringe til for at få citatet hjem.

»Jeg fandt ud af det, fordi jeg kører forbi det ude på landevejen hver morgen. Det er jo en god lokalhistorie, da der er mange mennesker, der selv kører forbi stedet, og fordi der ikke ligefrem er gang i byggeriet for tiden,« forklarer han.

Den slags historier kan selv for en erfaren lokalmand blive for ensformigt. Derfor er Bagge også bevidst om at udfordre sig selv journalistisk og sprogligt. Men kun når han lige husker sig selv på det.

»Jeg forsøger at lave noget anderledes nogle gange. Men når man skriver den samme historie om de samme mennesker anden gang, ja, så er det ikke så sjovt mere,« forklarer Søren Bagge, mens hans mund og øjne kniber sammen.

Og derfor er det vigtigt, hvor tragisk det end kan lyde, at der indimellem dukker historier op om familiemedlemmer, der dør af en kage eller utilfredse klubmedlemmer, der boykotter pressen. Det holder liv i den lokale redaktør. Men nogle gange er det ikke nok at vise sit pressekort, når man vil tale med kilder i de jyske landsbyer. For her findes et gammelt ordsprog, der nogle steder stadig lever. Søren Bagge kigger ned i bordet:

»Den, der lever stille, lever godt.«

Foto: Casper Fauerholdt