For Peter Ernstved er vagter blevet hverdag. Foto: Nana Fischer

Skal du ind som gæst i JP/Politikens Hus i København, kræver det en aftale på forhånd og et gæstekort i hånden. Men det er ikke en ny sikkerhedsbølge. Ledelsen har fokuseret på avisens sikkerhedsniveau lige siden Muhammed-krisen, fortæller JP-journalist Peter Ernstved Rasmussen.

Af Nana Fischer

TRYGHED. Svingdøren fejer sjask ind over receptionens gulv. Klokken er lidt i tre, og en gråhåret mand planter sine våde vinterstøvler foran receptionsdisken i JP/Politikens Hus.

»Nåh, har I haft terrortrusler for nylig?,« spørger han muntert og nikker over mod vagten i døren.

Receptionisten løfter kort blikket fra sin kalender og kigger udtryksløst på den klukkende mand, »Det har vi ofte.«

Han lukker munden og låner telefonen for at ringe op til Ekstra Bladet med en historie. Sådan er proceduren, forklarer hun. Man skal altid ringe, gerne hjemmefra. Folk bliver ikke bare lukket ind længere.

Og den tunge dør til redaktionerne på Jyllands-Posten, Ekstra Bladet og Politiken er ganske bestemt lukket. En vagt står ved siden af den og vender sig opmærksomt rundt, da døren går op indefra. Ud træder Peter Ernstved Rasmussen. Han er ansat på Jyllands-Postens indlandsredaktion og har været på avisen siden maj 2006. I oktober 2009 blev tre mænd anholdt for omfattende terrorplaner mod JP. Som en konsekvens af sagen er der blevet hyret en sikkerhedschef i huset.

Peter glæder sig over, at sikkerheden i huset er på plads. Samtidig forstår han godt, hvis journalisterne i redaktionslokalerne ved siden af hans er mere bange, end han selv er. For de har modsat Jyllands-Posten oplevet en markant øget sikkerhed, siden den seneste terrortrussel kom frem.

»Jeg synes ikke, vores sikkerhed er unormalt høj, jeg tror bare, det har bevirket, at vi er kommet på omgangshøjde med den sikkerhed, som mange andre danske virksomheder har haft i mange år,« siger han.

Han var ikke under JP’s faner, da Muhammed-tegningerne blev bragt, men han har oplevet tegningernes betydning for sikkerheden siden sin ansættelse.

»Efter Muhammed-krisen blev der bygget et bombesikringsrum ved indgangen, så man blev sluset ind ad to indgange. Man gik ind i et bombesikret rum, og den næste dør kunne først åbne, når den første var lukket,« forklarer han.

Vagter er hverdag

Peter kører rutineret sit eget nøglekort gennem kortlæseren, mens vagten inspicerer det plastickort, jeg er blevet stukket i hånden. Nøglekortene er blevet brugt på Jyllands-Posten siden Muhammed-krisen, der udspillede sig, da JP-avisen havde kontor på Kongens Nytorv. Flere trusler er kommet i kølvandet på de verdenskendte tegninger, men det er ikke noget, Peter er mærket af.

»Vi har jo indimellem oplevet, at der kom bombetrusler, hvor vi alle sammen måtte ud af huset og stå på Kongens Nytorv. Jeg er lidt i tvivl om, jeg overhovedet oplevede det, eller om jeg bare oplevede brandalarmen. Det må du ikke hænge mig op på,« siger han.

Og han kan ikke understrege nok, hvor lidt han tænker over terrortruslen til daglig. Vi sidder i bladhusets tomme kantine med to kopper kaffe mellem os. Der er ikke meget sikkerhedspostyr over de stykker sandkage, der er linet op på tag-selv-bordet i den anden ende af lokalet. Vagter er der heller ingen af i kantinen. Peter kigger rundt på de tomme borde i rummet, der til frokost er dækket op med tallerkner til både journalisterne på JP, Politiken og Ekstra Bladet.

I husets forhal er det begyndt at strømme ind med mennesker. De bakser med deres våde handsker og tasker og søger hen mod Politikens plus-butik ved siden af receptionen.

Der er ikke nogen af dem, der synes at skænke terrortrusler eller bombeangreb en tanke, som de står i kø til kassen. Men hvor der tidligere var fri passage ind til boghandelen ved siden af via en glasdør, er der nu bygget en massiv væg. Foran den står vagten. Han har korslagte arme, og selvom menneskemylderet ikke kigger på ham, kigger han opmærksomt rundt på dem.