»Jeg vil faktisk heller være en stor lort i en lille gade, end en lille lort i en stor gade.« Foto: Jakob Baltazar Munk

Det er en helvedes progressiv mand, der sidder på et helvedes konformt kontor. En trang til fremdrift, fornyelse og forandring har ført Per Westergård fra sine idealistiske rødder ned i et mageligt sofaarrangement. Sådan et som en rigtig chefredaktør har på hjørnekontoret.

Af Jakob Balthazar Munk & Rikke Gredsted Seidenfaden

INDBLIK: Per Westergård er en helvedes progressiv mand drevet af fremdrift, fornyelse og forandring. Det har ført ham fra idealistiske rødder på Journalisthøjskolen til et hjørnekontor med udsigt. Sådan et, som en rigtig chefredaktør har.

»Dengang betragtede jeg mig som en meget samfundsengageret person. Det var vi sgu meget.«

Der er en kort pause – og så et udbrud:

» Man lyder fandeme som en gammel mand, når man siger det.«

Per Westergård er ikke uden en vis portion selvironi. Ikke uden en vis distance til sofaarrangementet, tulipanerne på glasbordet og fladskærmsfjernsynet på væggen i det store lyse hjørneværelse.

Det har aldrig været en del af en stor karriereplan. Tværtimod. Da Per Westergård forlod journalisthøjskolen i 1981, var det med langt mere usonderede og idealistiske drømme i baghovedet. Langt fra den kildevand sekretæren er kommet med, og langt fra udsigten over Kongens Have i Odense.

»Jeg så mig egentlig som en journalist, der skulle skrive om ting, der var vigtige, væsentlige og vedkommende for borgerne og som kunne påvirke samfundsudviklingen i det danske samfund. Det var lidt idealistisk betonet. Jeg havde faktisk ingen forestilling om, at jeg skulle være leder. Overhovedet ikke.«

Tilfældighedens mester

Og det har da også været tilfældighederne, der har drevet Per Westergaards karriere. Da han var uddannet på Journalisthøjskolen tog han ud at sejle og kom forbi Helsingør:

»Så stod der sgu en af mine gamle kollegaer på Helsingør havn, som fortalte, at de netop havde talt om mig på redaktionsmødet. Og om jeg ikke havde lyst til at komme tilbage til Helsingør Dagblad,« fortæller Per Westergård og virker som om, han ikke selv er klar over, om det var helt tilfældigt eller ej. Tilbuddet sagde han ja tak til.

Og sådan har hele karrieren dybest set formet sig:

»Folk har spurgt om et bestemt job ikke kunne være noget for mig. Og så har jeg som regel sagt ja.«

Det er dog langt fra tilfældigt, hvilke jobs Per Westergaard er blevet headhuntet til. Både i hans job på Børsen, Århus Stifttidende, Ingeniøren og nu Fyens Stiftstidende har det nemlig været forandringerne og nyudviklinger, der har været hans spidskompetence:

»Jeg har altid arbejdet med ting, der skulle ændres. Det har ligesom været den røde tråd.«

Flyt dig for helvede

Godt og grundigt Inspireret blev den unge Per Westergård i USA i midten af 80’erne. Her deltog den unge journalist i en række kurser om magasinproduktion, og opdagede en lang mere positiv indstilling til forandring og udvikling. Det tog han med over Atlanten, igennem tolden og med ind på det nystartede Børsens Nyhedsmagasin, hvor han arbejdede:

»Vi havde meget svært ved at finde vores egne ben og relancerede tre gange om året. Derfor fik jeg det ind i blodet at udvikle ting og lave dem om. Jeg tror, at jeg er blevet sådan en man gerne vil ansætte, der hvor man har brug for at få noget udvikling ind i et avishus. Og det har jeg det meget godt med.«

Indtil videre har Ingeniøren, Århus Stiftstidende og senest Fyens Stiftstidende haft bud efter chefredaktøren. Det har budt på udformning af etiske regelsæt, sammenlægninger af redaktioner og relanceringer

Fyens selvfede Stiftstidende

Fra kontor til kontor har der været udfordringer, som Per Westergård har kæmpet med. På avisen, hvis logo med guldskrift pryder hans mørkeblå bomuldstrøje, oplevede han en folkesygdom, der med uforstærket kraft havde ramt virksomheden.

»Jeg startede med at erklære, at jeg synes fandeme, at de var selvfede. Og det er en ulempe, når du skal ændre ting, fordi du skal overvinde nogle psykologiske kortslutninger inde i hovedet på folk. Hvis folk allerede tror, at de er verdensmestre, er det jo et helvedes hyr at få puffet dem i nye og ambitiøse retninger.«

Alligevel er det lykkes chefredaktøren at få gennemtrumfet de nye ændringer.   Fra 1. marts er det slut med det klassiske broad-sheet format for Fyens Stiftstidende, og den sidste avis kan traditionalisterne bruge til at tørre deres fugtige øjne. Det bliver der til gengæld ikke meget af hos Per Westergård.
»Jeg interesserer mig stort set  kun for at udvikle og forny og forbedre journalistik.«

Journalistik er forretning

Og fornyelsen netop nu, ser Per Westergård som noget vigtigere end for tyve år siden.

»Det er jo 10 gange mere spændende at være medieperson nu end for tyve år siden,« siger han og hentyder til at vi er i en tid, hvor faldende oplagstal og mindre indtjening får de fleste store mediehuse til at se skeptisk på fremtiden for journalistik. Alligevel er Per Westergård optimistisk. Han mener ikke, at det nytter noget at græde, når oplagstallene er gjort op. Nu handler det om at tilpasse journalistikken til kundernes ønsker:

»Vi er nødt til at tro på, at der er kunder til den gode journalistik. Det handler bare om at finde den rette indpakning, « fortæller han og tilføjer:

» Journalistikken skal sgu nok overleve. Vores evne som journalister til at undersøge, gengive og prioritere verden i ordnet form for vores læsere, lyttere eller seere, vil uanset hvad være kanon høj.«

Han placerer en hånd på siden af hovedet, rykker tilbage i læderstolen og konkluderer.

»Jeg er faktisk enormt optimistisk på journalistikkens vegne.«

Ikke desto mindre har chefredaktøren dog også bekymringer. Rynker i panden og korte depressioner på vegne af journalistikken. For hvad hvis god journalistik ikke kan ses på salgstallene?

»Jeg synes, at en avis som Berlingske Tidende i en periode har været fabelagtig god, men når jeg går ind og aflæser oplagstallene, kan jeg ikke aflæse, at det også er sådan. Og så kan jeg godt få øjeblikke af tvivl og stille spørgsmålet: Hvad fanden er det lige, vi har gang i?«

»Det ser jo forfærdeligt ud«

Men selvom tiderne er stramme, jobbene er få og fremtiden usikker, så mener Per Westergård ikke, at de journalisstuderende behøver at frygte socialkontoret og arbejdsløsheden.  For samme håbløshed der også, da han i 1981 blev udannet journalist, fortæller han:

»Dengang sagde vi alle sammen til hinanden: hvordan skal det dog gå os? Det ser jo forfærdeligt ud. Der er jo ikke nogen, der ansætter nogen.«

En mobiltelefon ringer i baggrunden, men Per Westergård fortsætter ufortrødet. Han fortæller med armene, munden og øjnene. Viger ikke opmærksomheden.

»Dybest set er jeg nok på det punkt lidt for optimistisk. Men det vi kan, når vi lærer at formidle, det er jo noget ethvert samfund hele tiden kan bruge mere af, fordi mange ting bliver mere komplicerede. Der er brug for nogle, der kan forklare tingene og sætte dem i en sammenhæng og perspektivere dem.«

Han tager en tår vand af det glas, der står foran ham. Der er en kort pause inden han fortsætter:

»Jeg ville ikke fortvivle, hvis jeg var nyuddannet journalist. Det har man altså set før.«

Den nye journalist

Til gengæld ville han koncentrere sig om at indsamle en uovervindelig portion viden. Mere end han ville dygtiggøre sig indenfor de forskellige medieplatforme.

Han forklarer. Argumenterer. Sonderer:

»Det er blevet sværere at være journalist. Hver gang dagblade og tv-stationer har ansat en journalist så har banker, kreditforeningen og andre private organisationer ansat 10 journalister.«

Ordene kommer i en lind strøm. En enkelt kunstpause. Og så videre:

»Over for så massive og dygtige informationsafdelinger, der mener jeg faktisk, at vi er nødt til at opruste de nye journalister, så de har en større viden, analytisk kraft og evne til at gennemskue det massive udbud af ting skræddersyet lige til at komme i avisen.«

Munden, armene og hænderne bevæger sig gestikulerende:

»Jeg synes faktisk at journalistikken i dag er bedre, end den var, da jeg blev uddannet. Dengang havde vi flere enkildehistorier og var mere overfladiske end i dag. Jeg synes, der er sket en oprustning i den journalistiske kvalitet«.

» Stor lort i en lille gade «

Fra dengang til nu. 1981 til 2010. Fra journalistdrømmen til chefredaktørstolen. Per Westergård har været vidt omkring. Men Fyn og Odense. Ja, det er måske bare ikke det:

»Hvis jeg nu bliver citeret for det her, så skriv det med lidt ironisk distance i det.«

Han gør et kort ophold, smiler kort og lægger hovedet på skrå.

»Hvis jeg skal fuldstændig ærlig, så er det da lidt en nedtur. Jeg kan ikke komme udenom, at Fyn er ikke ligeså spændende som Århus, og Århus er ikke ligeså spændende som København.«

En forklaring følger fra lederen af Fyns største medievirksomhed.

»Fyn har mange andre kvaliteter og er smuk. Men Odense er jo mere provinsby end jeg er vant til. Og så er det bare, at jeg hører mig selv som et arrogant Københavnsk røvhul, der sidder og siger sådan noget. Men på det område er det ikke ligeså spændende.«

Alligevel er han overordnet tilfreds med sin stilling. Med de bunker af opgaver der ligger på hans bord, de beslutninger der skal tages og den mørkeblå bomuldstrøje, han har på. Den med den diskrete guldskrift på højre arm med ordene Fyens og Stiftstidende efter hinanden.

»Fyens Stiftstidende er en lækkerbisken for sådan en som mig. Huset er sundt, har god økonomi og lysten til at lade sig udvikle. Den faglige udfordring, der er her er stor og god.«

Og selvom mediefokusset og den brede offentligheds opmærksom er rettet mod København, har Per Westergård ikke problemer med det.

»Jeg vil faktisk heller være en stor lort i en lille gade, end en lille lort i en stor gade.«

”På et tidspunkt kaster jeg los”

Journalistik, udfordringer, diskussioner og fornyelse har nu i snart 30 år været bestanddelen i Per Westergårds liv. Det ene job har afløst det andet i en lind strøm, og det kan ærgre chefredaktøren en smule, at der ikke har været tid til at bryde ud af rammerne og udforske det ukendte.

»Hvis jeg havde haft mere fat i styrepinden i mit liv, så kan det godt være, at jeg på et tidspunkt havde sagt: Nu laver jeg sku min egen forretning.«

Han tager højre arm op mod ansigtet og hviler hovedet, inden han fortsætter:

»Jeg kan egentlig ikke så meget, men det jeg kan, er jeg skidegod til. Og det jeg kan er at udvikle nødlidende virksomheder, der har brug for fornyelse. Hvorfor ikke gøre det til min helt egen buisness, så jeg ikke skal beskæftige mig med andet?«

Spørgsmålet hænger i luften, men svaret er på vej:

»Det ville jeg have gjort, hvis jeg havde turdet tage springet. Hvis ikke jeg havde været så helvedes følgagtig, for dem der kom og tilbød mig forskellige opgaver.«

Hans øjne flakker et kort øjeblik, mens han læner sig tilbage i stolen. Han fortæller om sin store passion for at sejle. For det åbne hav, bølgernes brus og det enorme åbne rum. Langt fra deadlines, udviklingsprogrammer og snak om oplagstal og fremtidsudsigter.

»Jeg har altid set mig selv som en, der skulle ud og sejle på de store have. Og jeg har altid troet, at selv når jeg fik børn, så ville det være en del af mit liv, at jeg nogle gange sejlede rundt på den halve klode.«

Stemmelejet stiger:

»Det må jeg så bare sige. Det har jeg kraftedme ikke fået gjort.«

Endnu en kort pause – endnu et udbrud:

»Og hvad fanden er det?«

Han tænker i et kort øjeblik. Kun et sekund.

»Men jeg har nu stadig drømmen. På et eller andet tidspunkt når jeg bliver træt, eller ikke synes, det er sjovt nok, så tror jeg stadigvæk, at jeg kaster los i min sejlbåd, og så sejler jeg ud på de store have,«

Der kommer en kort tilføjelse.

»Jeg er bare lige blevet opholdt af en 7-8 jobs.«