Klimajournalistikken skal ned i baghaven
02. december, 2009 | Branche | 1 kommentar |
Foto: James Chipmunk
Klimajournalisterne skal handle nu og fortælle de nære historier om den globale opvarmning. Medierne skal koble klimaforandringer sammen med lokale vejrforhold og befolkningens dagligdag. På den måde kan man effektivt formidle klimaudfordringen. Sådan er budskabet fra en række forskere i klimajournalistik.
Af Agnete Scheel & Thomas Damgaard Sørensen
NÆRVÆR. »Man skal ikke vise is-bjørne på Grønland. Det er blevet en abstrakt kliché, og det er for langt væk,« mener Susanna Priest.
Hun er klimaforsker ved University of Nevada i USA. Journalisterne skal dække klimastoffet aktivt. Men det er ikke nok at give klimaforkæmperne taletid. Forskningen og politikken skal formidles rigtigt, hvis borgerne skal forstå og kunne relatere til alvoren. Det mener deltagerne fra konferencen Responsibility Across Borders, afholdt af Århus Universitet først i november.
Drop tvivlerne
Den amerikanske forsker opfordrer til at konstatere, at den menneske-skabte globale opvarmning er en realitet og fortælle medieforbrugerne, hvad de selv kan gøre:
»Drop tvivlerne. Lav korte historier fra folks baghave, der viser, hvordan andre har hjulpet klimaet. Vis det i stedet for at fortælle det.«
Sæt dig ind i folks hverdag
Susanna Priest slår også fast, at man som journalist er nødt til at sætte sig ind i, hvad der ellers optager befolkningen. Det kan nemlig også være nøglen til, at historien slår igennem:
»Når nu den økonomiske krise raser, er det vigtigt at vise, hvordan klimahensyn kan skabe arbejdspladser. Og når vejret er ekstremt, skal man illustrere sammenhængen med klimaet,« siger hun.
Tænk positivt
Selvom situationen er alvorlig skal man ifølge Susanna Priest ikke male CO2 på væggen eller skrive om dommedag.
»Fortæl sandheden, men undgå at dramatisere. Giv folk håb og vis dem en løsning,« siger Susanna Priest.
december 4th, 2009at 09:10(#)
Kære Lixen
Det er nogle meget fine og rigtige pointer. Journalisterne skal ud i virkeligheden og pege på mulige adfærdsændringer hos befolkningen. Men det vil batte rigtig meget, hvis der kommer fokus på private virksomheder og dele af den offentlige sektor, som lever, som om intet er hændt.
Et eksempel: Her hvor jeg bor i Århus har vi verdens smukkeste universitetscampus. Det er også en meget grøn campus, som er et åndehul i byen for både befolkning og studerende. Universitets bygningsafdeling er en af de enheder, som lever i det skjulte og tilsyneladende er immune over for klimadagsordenen. Der gås til den med motorsavene, og det med at efterplante med nye træer og buske bliver “glemt” i skyndingen. Og der er stor iver med at asfaltere større og større dele af parken. Et rent knæfald for privatbilismen, selv om Århus Universitet er centralt beliggende ved alle de store kollektive transportårer og med cykelstier til døren. Man kunne sikkert også gennemgå bygningerne med en energiekspert ved hånden. For ikke at tale om nogle af nye bygninger; på tegnebrættet ser det ikke ud som om, at der tænkt særlig mere klima ind i dem. Det er pinligt, at Århus Universitet ikke er mere obs på dette. Universitet har højt ansete eksperter, og det har betydelige roller i forbindelse med klimaforskning og -topmødet.
jeg kunne gå videre til alle dele af Århus Kommunes aktiviteter, som også kunne trænge til at få et serviceeftersyn af en kritisk og vidende journalist med et hold af eksperter bag sig.
På med vanten, jeg ser frem til kritiske og kontruktive vinkler.