Lixen.dk

DR satser på globalt klimanærvær

01. december, 2009  |  Branche | 

Foto: Agnete Schlichtkrull, DR

Foto: Agnete Schlichtkrull, DR


I DR forsøger man at holde det store udsyn ved at dække klimaspørgsmålet objektivt og fair med historier fra hele verden. Klimaforandringerne er nemlig en global historie, som ikke kan fortælles fra Danmark.

Af Agnete Scheel & Thomas Damgaard Sørensen

DÆKNING. »Klimaforandringerne er i sagens natur en global historie. Den kan ikke fortælles fra Danmark, blandt andet fordi Danmark ligger i en zone, hvor klimaet ikke forandrer sig radikalt,« forklarer Steffen Kretz, hvorfor DR har mange internationale klimahistorier.

Udlandet også nærværende

DR’s og Danmarks første klimakorrespondent forklarer videre, at public service-stationen både arbejder med et nationalt og internationalt perspektiv. Steffen Kretz mener, at historierne skal være nærværende, men det kan også lade sig gøre fra udlandet:
»Jeg har valgt at gøre historierne fra alle dele af verden nærværende ved at fortælle dem gennem mennesker, hvis liv er ændret på grund af tørke, oversvømmelser eller lignende.«

Tager ikke stilling

DR ser på klimaspørgsmålet med et åbent sind, men tager samtidig bestik af, at hovedparten af verdens videnskabsfolk mener, den globale opvarmning er menneskeskabt. Steffen Kretz siger:

»Vi har ingen holdning naturligvis, men arbejder med et åbent sind på seere og lytteres vegne for at afklare fakta og aflive myter.«

DR tager altså ikke stilling til om den globale opvarmning er menneskeskabt. Men når det kommer til vægtningen, bliver der ikke vægtet 50-50.

»Skeptikerne findes, og de kommer naturligvis til orde. Men det ville ikke være en afbalanceret og nuanceret dækning, hvis vi skulle høre en skeptiker i hvert et indslag,« slår Steffen Kretz fast.

Skriv kommentar