Mette Vibe Utzon kom ind på Journalisthøjskolen med pressekortet i baglommen. Hun havde læst journalistik i USA og arbejdet på Ugeavisen København og Penge & Privatøkonomi. Hun var derfor efter eget udsagn ulidelig at være sammen med i timerne. Foto: Sophie Bremer.

I mange seeres hoveder er hun stadig den skrappe moster fra ’Kontant’. I Hendes egen knop har der aldrig været tvivl. Drømmen om at lave udlandsjournalistik og stå i Beiruts kugleregn som korrespondent førte hende ind i faget. Der skulle bare gå 16 år, før hun kom til at arbejde med udlandsstof på Horisont. Selv om hun for længst har sagt farvel til forbrugerjournalistik, kan hun dog stadig godt finde inspiration ved en tur i Bilka.

af Morten Bang og Sophie Bremer

UDSYN. En lørdag formiddag kører Mette Vibe Utzon fra sit hjem i det eksklusive København K ud til Bilka i indkøbscenteret Fields på Amager. Målet er, som en anden svensker i Danmark, at fylde den gamle, slidte Volvo til randen med øl til datterens 17 års fødselsdag. Som altid stirrer folk på Mette Vibe Utzon, da hun for første gang træder ind i det overfyldte varehus. ’Det er jo hende fra TV!’ Men denne gang glor hun ligeså meget tilbage. For hun er trådt ind i en ny verden. En verden der gør, at hendes vogn denne lørdag bliver fyldt med meget mere end alkohol. Hun vader rundt mellem Bilkas enorme varehylder og kigger måbende på kvinderne. De har dullet sig op og gjort sig klar til ugens højdepunkt: familieudflugt i Fields. Selv er hun iført afslappede jeans og vil helst bare have det overstået, så hun kan komme tilbage til det vante København K. Der ligner folk hende selv eller er i hvert fald ’basically the same all over.’ Men selvom hun synes, at Bilka denne lørdag er verdens mest rædselsfulde sted, så er der alligevel andet end det klistrede supermarkedsgulv, som får hende til at hænge fast.
Mette Vibe Utzon kommer dalende ned med rulletrappen i DR Byens forhal med ordene:
»Ja, undskyld, jeg kommer for sent, men det er altså jer, der er tidligt på den!«
Efter håndtrykkene letter vi med retning mod ’newsroom’. Stemningen i DRs glasgigant af et hovedsæde er trykket. Vi er blevet presset ind inden et møde, der skal sætte ord på fremtiden i DR. Ved en kaffeautomat møder Mette Vibe Utzon en af dem, der er blevet fyret. Han har fået beskeden på forhånd. Hun spørger afdæmpet til, hvordan han har det. Han virker mærket. Bagefter lister vi os ind i et mødelokale og lidt væk fra den afventende stemning, der præger sniksnakken omkring kaffeautomaten.

‘Hold nu kæft, Mette!’
Mette Vibe Utzon har villet være journalist så længe, at hun ikke kan huske, hvornår tanken opstod i hendes hoved. Hun ville være korrespondent. Drømmen var at stå i Beiruts kugleregn og rapportere hjem. Alligevel var vejen mod Journalisthøjskolen belagt med omveje og sidespring.
Efter at have stillet den værste rejsesult efter gymnasiet strejfede hun omkring Københavns Universitet og teatervidenskab. Starten på studiet kom mest, fordi alle i omgangskredsen begyndte at læse på universitetet. Da eksaminerne begyndte at fylde mere end cigaretter og te-drikning, droppede hun derfor ud.
»Jeg syntes, det var hyggeligt, men blev enig med mig selv om, at det sgu ikke gik i det lange løb. Ad nogle omveje hørte jeg så om et legat via Rotary, som jeg fik. Jeg havde ikke noget med Rotary at gøre overhovedet, men det gav mig mulighed for at komme til USA – i Georgia af alle steder – og læse journalistik i et år. Der lærte jeg grundelementerne i journalistik og blev meget grebet af det,« fortæller hun.
Men et år i Georgia betød langt fra en fribillet til Journalisthøjskolen:
»Jeg havde utrolig svært ved at komme ind på den skide journalisthøjskole. Jeg var lige ved flere gange, inden det lykkedes. Jeg har mig selv mistænkt for, at det var fordi, alle mine paratvidenspørgsmål var forkerte. Jeg fulgte nemlig heller ikke specielt godt med den gang. Sådan som jeg tror, at folk i virkeligheden ikke gør,« fortæller hun.
Den ulige vej ser hun dog snarere som den lige vej, når man skal være journalist.
»Uanset hvad Bertel Haarder og alle mulige andre siger, så vil jeg stadig mene at for en journalist, er det absolut det bedste at have lavet alt muligt andet, inden man kommer ind på uddannelsen. Man bliver kun en bedre journalist af at have rejst eller været ude og tørre røv som hjemmehjælper,« mener hun.
Hun blev i stedet skribent på så forskellige steder som Penge & Privatøkonomi og »det rebelske« Ugeavisen København. Da hun så endelig fik slået ruden ind til Journalisthøjskolen, havde hun allerede samlet erfaring. Måske endda for meget.
»Jeg kom ind med pressekortet i baglommen. Jeg havde læst på skole i USA og havde oven i købet arbejdet som journalist. Jeg var ikke til at holde ud. Jeg kedede mig det første stykke tid. Jeg synes godt, at jeg kunne finde ud af det, lærerne var dårlige og blah, blah, blah. Det var altid sådan, at lige op til pausen begyndte jeg at stille spørgsmål inde i auditoriet, og folk begyndte at råbe ’HOLD NU KÆFT, METTE’, vi vil til kaffe for fanden’. Jeg var snotirriterende,« erindrer Mette Vibe Utzon, inden hun tilføjer:
»Det har mine klassekammerater da heller ikke undladt at fortælle mig siden hen.«
Det var efter eget udsagn først i praktiktiden på TV 2 Lorry, at hun for alvor følte sig udfordret.
Allerede som praktikant blev Mette Vibe Utzon kastet på skærmen og fik lov til at spille studieværtsrollen. Drømmene om at blive krigs-
korrespondent blev derfor gemt væk bag teleprompteren.
»Jeg har lige lavet en bog, hvor jeg skriver, at jeg havde regnet med, at jeg skulle stå nede i Beirut med kuglerne flyvende om ørene, men jeg endte med at stå i et overbelyst studie med pudder på kinderne. Det var simpelthen ikke sådan, at jeg troede det skulle gå,« fortæller hun.
Men det ene jobtilbud tog det andet, og efter et par år endte hun i jobbet som hardcorevært og interviewer på Kontant – et job, der satte hende på listen over berømte og berygtede journalister.
»I virkeligheden rager forbrugerstof mig en papskid for at sige det lige ud. Sådan noget med at teste køleskabe, det siger mig ingenting. Jeg kan godt se, at forbrugerstof skal handle om noget, folk kan bruge til noget, men nogle gange kan jeg ikke lade være med at tænke ’Aaargh, så få dog nogle rigtige problemer’,« siger hun og slår ud med armene.

Ringen er sluttet
Efter mange år i DR zappede hun kanal og blev ansat hos TV2 som vært på 22-nyhederne. Alligevel valgte Mette Vibe Utzon at stoppe efter kort tid.
»Jeg havde stået i det overbelyste studie i så mange år og gjort det samme igen og igen. Jeg synes bare, at jeg stod og gentog mig selv, og det kunne jeg ikke mere. Hvis man er en god studie-vært, så giver man noget af sig selv, hver gang man er på, men man skal dosere det, for det skal ikke fylde for meget. Hvis jeg skal levere en vare, så er det lidt ligesom at være skuespiller, så yder man en præstation. Hvis man holder op med det, så står man bare og læser op fra teleprompteren. Jeg kunne simpelthen ikke mærke mig selv længere.«
Derfor stoppede hun og var i en periode selvstændig inden jobbet som reporter og vært på Horisont blev en mulighed.
»Det er i virkeligheden først nu, at ringen ligesom er sluttet. Jeg tænkte, okay, nu er jeg blevet så gammel, at hvis jeg skal prøve at være reporter, så er det nok nu, inden jeg bliver for gammel. Man kan sige om mig, at nu er jeg nået til de rigtige problemer. Det er dét, der virkelig betyder noget i verden. Og det er dét udsyn, jeg sommetider synes, vi savner i Danmark. Det er det, jeg gerne vil stå for i Horisont.«

Bøsseparet i Harlem er også vigtig
Selv om forbrugerstoffet rager hende en papskid, så har hun alligevel taget en snert af tilgangen fra forbrugerjournalistikken med til Horisont. Det nære. De ugentlige 25 minutters globalt udsyn skal ikke være elitært snæversyn. Så når Horisont dækker borgmestervalget i New York, kigger Horisont også inden for hos den enlige mor eller bøsseparet fra Harlem. Det har kostet kritik.
»Der sidder folk, også internt i DR, der synes, at vores dækning af Berlinmurens fald var det værste crap længe, men vi har på Horisont valgt at tage udgangspunkt et eller andet sted. Hvis der er fest i Berlin, så er det i festen, udgangspunktet ligger. Så skal vi nok fortælle de andre ting hen ad vejen,« forklarer Mette Vibe Utzon.
Hun kan dog godt se den kritik, som blandt andre Mette Fugl har givet udtryk for. Det med, at der godt kan blive for meget ’Hr. og Fru Hakkebøf’ over det, hvis der ikke er eksperter, der kan sætte tingene i perspektiv.
»Det er rigtigt, at vi som journalister æder vores eget eksistensgrundlag op, hvis vi kun laver det der overflade-journalistik. Det kan jeg godt forstå, nogle er bekymrede for. Man har bare i udlandsjournalistikken i de sidste mange år i mine øjne haft det stik modsatte. Så jeg synes godt, at man vende sig lidt mere i den anden retning. Jeg tror,  sandheden ligger et eller andet sted mellem Mette Fugl og så de største populister,« siger hun.
Hun understreger, at hun ikke er bange for kloge talende hoveder på tv. Når hun ikke selv kan være med, så er det dog på tide at holde igen.
»Der mener jeg, det er min fornemste opgave som journalist at sige ’Hov! Stop! Stands! Ham der kender jeg ikke, og jeg forstår ikke, hvad han siger.’ Det har man lov til at sige. Fordi minus de fem, der har været der eller har læst om det på universitetet, så ved almindelige mennesker det formentlig ikke. Det er som om, at hvis man ikke har været i et land, så må man ikke tale med om, hvad der sker,« siger hun opildnet og fortsætter:
»Der er et eller andet dogme om, at det skal være svært at forstå, bare fordi det er udlandsjournalistik, og det, synes jeg, er noget pjat!«
Et andet af de benspænd, som Mette Vibe Utzon og resten af Horisont-redaktionen har lagt for sig selv, er, at man ikke laver et program bare fordi, der er en anledning.

Ingen Libanon i denne omgang
»Vi siger ikke længere ’Vi må nok hellere tage til Sydafrika, fordi der er valg’. Niks, det må vi ikke! Kun hvis der er en klar historie i det. På den måde har vi gjort op med, hvad vi synes, er den gamle måde at tænke på. Og det, er der også mange, der synes, er forkert. På den måde er vi stadig i en brydningstid på Horisont,« forklarer hun.
Virkeligheden er dog ikke helt så enkel. Hun fortæller om, hvordan hun i et stykke tid har forsøgt at komme til Libanon. Danske FN-soldater er lige rejst derned for at sikre freden, og hun har skaffet aftalerne med forsvaret. Indtil videre er planerne dog strandet på skrivebordet. Ærgrelsen er tydelig at høre på hende, men hun bruger det som eksempel på de nye tider på Horisont.
»Jeg kunne ikke argumentere for, hvorfor vi skulle lave noget om det, men jeg forsøger stadig at finde historien, så jeg kan få min ide igennem! Jeg bliver bare lige nødt til at finde en vinkel først. Det er helt sikkert noget, der har ændret sig,« fortæller Mette Vibe Utzon.
Hun mener, at danskerne i de senere år har lukket sig meget om sig selv. Derfor er udlands-journalistikken i hendes øjne vigtigere end nogensinde.
»Jeg tror, at hvis Horisont har været vigtigt, så er det måske i endnu højere grad i dag. Så kan man så spørge, hvor vigtig det er at snakke med en almindelig new yorker. Det er det måske heller ikke, men det kan måske få nogen til at interessere sig for emnet og søge flere informationer et andet sted. Der har tv’s rolle ændret sig meget i de seneste år,« mener hun.
Mette Vibe Utzons egen opfattelse af udsyn har ændret sig. Nogle gange behøver man ikke søge kugleregnen i Beirut. Der er det nok at tage på tilbudsjagt på Amager.
»Jeg møder jo stortset kun mennesker, der ligner mig selv. Det vil jeg ønske for jeres gene-ration af journalister, at I husker det der med – søg ud – prøv at opdage, hvordan fanden tænker folk? Jeg kan godt i min egen hovmod og arrogance glemme det lidt. Det er det samme som, når store dele af den intellektuelle skare ikke kan fatte, hvordan fanden folk kan stemme på Dansk Folkeparti. Det er også, fordi vi ikke aner, hvordan folk tænker,« siger hun.
Tilbage i Bilka kigger Mette Vibe Utzon fra de andre kunder til sin mand Jesper og siger:
»Jeg tror, at jeg nogle gange glemmer, hvordan resten af verden ser ud. Altså, hvor er det godt, at tage i Bilka en gang imellem, og se hvordan danskerne også ser ud.«
De løsner sig fra gulvet og fylder bilen med øl. Hun kører retur fra Bilka med visheden om, at man ikke altid skal skue mod udlandet for at få fornyet udsyn og udvidet sin horisont.