De har læst filmvidenskab, går i striktrøjer og ser Hitchcock i frokostpausen. De ser film, når vi andre arbejder, og de elsker at hylde det storslåede mesterværk. Filmanmelderne. Men det er blot den gængse fordom, for i virkeligheden handler det om branche-interesser og om ikke at træde folk over tæerne, mener erfaren filminstruktør, der bakkes op af forsker i kulturjournalistik.

Af Anton Willemann & Morten Elstrup

RYGKLAP. Venstreorienterede B-mennesker, der går i fløjlsbukser. Indspiste  og     umoderne    kulturradikale med en længerevarende humanistisk uddannelse i bagagen og minimum et par stumfilm på top 10-listen. Og vigtigst af alt: De har altid den korrekte mening. Det er nemt at fylde blokken med fordomme om de danske filmanmeldere. Men sæt filmen på pause. For når filmskaberne taler ud, er det ikke det billede, der skabes.

Venskaber over faglighed
Jannik Splidsboel, uddannet i filmvidenskab og erfaren filminstruktør, mener, at der of-test er tale om kritikere, der stryger branchen med hårene i stedet for at lade den faglige ekspertise være styrende.
»De er dygtige og vidende kulturspecialister, men det er ikke altid det, der kommer til udtryk, når de skriver anmeldelser af danske film,« siger han.
Jannik Splidsboel mener, at branchen udvikler sig i en faretruende og korrupt retning, fordi alle kender alle, og personlige interesser står foran de faglige.
»Jeg har alt for ofte oplevet situationer, hvor kollegaer har kendt filmanmelderne på kryds og tværs, og det har ikke givet læserne en faglig anmeldelse. Filmanmelderne har i højere grad ønsket at bevare de venskabelige bånd. På den måde overlever middelmådige film på positiv omtale, og læseren bliver ledt i en forkert retning,« lyder det fra Jannik Splidsboel.
Her knækker spolen for den mangeårige filmredaktør på Politiken, Kim Skotte. Han er træt af den evige klagesang om, at filmanmeldere er usaglige og indspiste:
»Jeg kender hverken filminstruktører eller andre branchefolk privat, og jeg deltager ikke i distributionsfester og den slags arrangementer. I stedet passer jeg mit arbejde, som er at give ærlig og retfærdig filmkritik,« siger Kim Skotte.
Dog mener den garvede redaktør og filmentusiast, at der muligvis er andre end ham selv, der lader sig påvirke:
»Filmbranchen i Danmark er uhyggeligt lille, men det er jo et medfødt vilkår, så det handler om at holde sig på måtten og ikke lade sig bløde op af andre.«
Kim Skotte medgiver dog, at branchen ikke er hellig, men han understreger, at der ikke er noget at komme efter hos ham.
»Man kan sikkert sagtens finde filmanmeldere andre steder, som lader sig drive med af store positive interviews i formiddagsblade og lange samtaler med spændende filmfolk, som de møder til premierer og andre fester.«

Venskabskorruption
Nete Nørgaard Kristensen, ph.d og ekspert i kulturjournalistik ved Københavns Universitet, mener, at det kan skabe problemer, at så mange i branchen har tætte relationer:
»Mange filmkritikere har en fortid i branchen, og man kunne da sagtens forestille sig, at nogle film bliver anmeldt bedre, end de har fortjent, fordi de interne relationer skal plejes,« siger Nete Nørgaard Kristensen.
Hun tilføjer, at mange filmkritikere har samme baggrund som filminstruktørerne, og at det ligeledes kan give hovedpiner hos anmelderne:
»Inden for kulturjournalistikken taler man ofte om venskabskorruption, og det er måske ikke så underligt, når man ser på de vilkår, filmanmelderne arbejder under,« siger Nete Nørgaard Kristensen.
Jannik Splidsboel håber på, at fremtiden kommer til at se lysere ud, når det gælder kvaliteten af filmanmeldelserne.
»Forhåbentlig går det op for læserne, at filmkritikerne står tættere på filmproducenterne, end man umiddelbart skulle tro, og at det giver kritikerne anledning til at huske på, at de er der for læsernes skyld – ikke deres egen,« slutter Jannik Splidsboel.