Foto: Gudmund de Stordeur

af Gudmund de Stordeur

Gode råd fra psykolog Camilla Carlsen Bechsgaard til journalister i de mere dybdeborende interviews:

• Lav en fast aftale fra starten om, hvad rammen er for interviewet. Bliv enig med kilden om, hvad I må og ikke må tale om. Rammen skaber tillid og tryghed.
• Lad være med at tro, at du ved, hvad kilden føler og tænker. Hvis du definerer kildernes følelser, lukker de i. Vær konstant nysgerrig og nærværende.
• Brug dig selv til at spejle dig i kilden – sæt dig i kildens sted.
• Hvis kilderne lukker i, så lad være med at skubbe på med spørgsmål. Stop op og træk dig lidt tilbage. Måske skal rammen for interviewet ændres – genforhandl rammen.
• Vær åben for at køre ud af en tangent – svarene ligger måske her.
• Brug pausen aktivt i interviewet. Små pauser ind imellem kan skabe en bedre kontakt.

Du har sikkert stået i situationen: Din kilde har svært ved at sætte ord på sine tanker og følelser eller måske lukker kilden i og vil pludselig ikke snakke om bestemte emner. Psykologer oplever ofte disse scenarier i deres arbejde. De bruger forskellige teknikker til at skabe en god kontakt og få deres klienter til at åbne sig. Psykolog Camilla Carlsen Bechsgaard giver her sit bud på, hvad journalister kan lære af psykologer.

SAMTALETERAPI. »Værsgo’ at sætte dig ned,« siger Camilla Carlsen Bechsgaard, mens hun peger på en cremehvid sofa midt i rummet. Jeg synker ned i sofapuderne, mens hun placerer sig i en lænestol lige over for mig. Hendes øjne hviler undersøgende og nysgerrigt på mig. Hun er psykolog, og hver dag sidder hun her og spørger ind til folks psykiske problemer for at hjælpe dem ud af en krise. Jeg er dog ikke kommet for at få hjælp. I stedet er jeg kommet for at lære. Den næste times tid skal vi nemlig sammen prøve at finde frem til, hvad journalister kan lære af psykologer i de mere dybdeborende interviews.

Ramme som køreplan
Camilla Carlsen Bechsgaard lægger ud med at fortælle, at det vigtigste for en god samtale er at få lavet en ramme fra starten.
»Rammen er grundlaget for det, som skal ske videre frem. Det kan give dig mulighed for at vide, at du kan komme af med alle dine informationer på en struktureret måde,« forklarer hun.
En ramme er en aftale mellem psykologen og klienten, der fortæller noget om, hvad de begge forventer og har brug for af samtalen og hvilke ting, de skal tale om. Sammen finder de frem til nogle regler, som de overholder og følger. Så und-
går psykologen også at overskride klientens grænser.
Psykologen drager parallellen til journalist-ens arbejde, mens hun iagttager mig intensivt.
»Det, kunne jeg forestille mig, var det samme i jeres situation. Man (kilden red.) har et eller andet, som man enormt gerne vil fortælle, men hvordan pokker skal man få begyndt, og får man nu sagt det, som er vigtigt for én at sige? Der er det rart for kilden, at jeg som ekspert siger, at jeg ved, hvad det er for nogle ting, vi skal rundt om, for at du får fortalt mig det, der er vigtigt for dig at sige. Det er sådan en gensidig afklaring,« fortæller hun.

Tillid, så kilden vil tale
En klar aftale er altså fundamentet for et godt tillidsforhold. Men for at bevare den gode kontakt hele vejen igennem er det ifølge Camilla Carlsen Bechsgaard vigtigt, at man viser, at man konstant er nysgerrig, og at man ikke går ind og dømmer personen.
Hun læner sig frem mod mig og spærrer øjnene lidt mere op:
»Selvfølgelig hvis man sidder og interviewer Peter Lundin, så skal man ikke give udtryk for, at man synes, det er helt i orden, det, han har gjort. Men samtidig skal han også kunne mærke den her nysgerrighed overfor: ’hvordan er du som person, og hvordan er dit liv endt med at blive sådan, som det er nu? Og det har jeg egentlig lyst til at finde ud af sammen med dig lige nu’. Uanset hvor forskruede, de er.«
Det værste, man kan gøre, når man skal få klienterne til at åbne sig op, er at bestemme personernes følelser på forhånd. Camilla Carlsen Bechsgaard bruger et dødsfald som eksempel:
»Der er ligesom en eller anden traditionel forventning om, hvad man skal føle, når der er nogen, som er døde, men det kan faktisk være nogle helt andre følelser, der kommer frem med noget. Vrede, forvirring eller lettelse – alt efter, hvordan dødsfaldet er foregået. Derfor er det vigtigt, at klienterne kan mærke, at der er rum til den følelse, og at jeg ikke har nogen defineret forventning om, at det skal være en bestemt følelse, de skal komme med,« forklarer hun.

Når kilderne ikke vil snakke
Camilla Carlsen Bechsgaard går derfor først ind og bruger sig selv, efter at klienten har sat ord på sine egne følelser. Det kan åbne op for helt andre ting.
Hun lægger hovedet en anelse på skrå, mens hun forklarer:
»Næste skridt er spejlingen. Så kan jeg gå ind og bekræfte dem i den følelse og sige ’ja, det kan jeg godt mærke på dig. Det må have været rigtig rart.’ Så får de den der: ’Puha, hun ser faktisk mine følelser og anerkender dem.’ Så kan det være, at de tør lukke op for posen for nogle af de andre følelser, som også ligger inde bagved.«
Som journalist må man altså frem for alt holde fast i de åbne spørgsmål, sætte sig i kildens sted og leve sig helt ind i personen, tænker jeg.
Ligesom journalister møder kilder, der pludselig ikke vil tale om personlige emner, støder Camilla Carlsen Bechsgaard også på klienter, der lukker i. Her er det vigtigt, at man stopper op og trækker sig lidt tilbage:
»Jo mere man skubber på med spørgsmål, jo mere fastlåst bliver situationen. Når de lukker i, så er det jo fordi, der er et eller andet, de ikke har lyst til at fortælle. Og hvis jeg bliver ved med mine spørgsmål, så får jeg jo bare presset dem længere ind i den aflukning. Det, jeg skal gøre, er at trække mig lidt tilbage og måske bare beskrive, hvad der sker lige nu og her,« forklarer hun.

Nye aftaler kan åbne op
Noget, man konkret kan gøre, hvis personen lukker i, er at ændre på den aftale, man lavede i starten. Man kan blive enige om, at der er nogle ting, man ikke skriver om i sin artikel, men blot bruger til baggrund for at få forstå hele historien. Så kan det være at personen igen føler sig tryg og vil snakke.
Det er også vigtigt at være åben overfor, at personen vil tale om nogle helt andre emner. Ofte gemmer svarene sig her:
»Mennesker er jo ikke sådan nogle opdelte enheder. Man kan tænke: ’hvorfor reagerer hun så voldsomt på det her? Men når man så går tilbage, så kan man se den sårbarhed, der har bygget sig op igennem rigtig lang tid. Det tager nogle gange bare lidt tid at finde frem til. Jeg tror, formlen for mig er at bevare den her åbenhed,« forklarer Camilla Carlsen Bechsgaard.

Pausen som redskab
Camilla Carlsen Bechsgaard fortæller, at pauser er en vigtig del af hendes arbejde. Men de skal bruges rigtigt:
»Nogle mennesker er meget nervøse og ude af balance med sig selv, og så skal man ikke holde mange pauser, for det vækker for meget angst. Men i andre situationer kan man komme meget længere ved at respektere pausen. Du får tænkt dig om, jeg får tænkt mig om, og vi når at lande i kontakten begge to. Det giver en bedre kontakt,« forklarer hun.
En bedre kontakt. Ordene hænger lidt i luften. Journalister skal altså heller ikke altid opfatte pauser som pinlige.
Camilla Carlsen Bechsgaard fortæller, at hun har gode erfaringer med at gøre brug af helt banale metoder: For eksempel skriver hun på et stykke notepapir, når hun føler, der skal være en pause. Og andre gange sidder hun blot og kigger eftertænksomt ud i lokalet.

Etikken frem for alt
Vores samtaletid er ved at være forbi, og snart sidder Camilla Carlsen Bechsgaard over for en ny klient i den varme sofa, hvor jeg efterhånden sidder godt plantet. Inden vi forlader hinanden, har psykologen en afsluttende kommentar, som vi journalister skal tænke over:
»De fleste kan sagtens få folk til at græde og fortælle en helt masse, hvis de går tæt nok på. Kunsten er, at få dem til at gå ud af rummet igen og føle, at de har deres værdighed i behold, og at de er blevet samlet op på en eller anden måde. Kan du få dem til at føle, at de faktisk går ud derfra med håret på panden stadigvæk, eller ef-terlader du et eller andet grædende nervevrag? Det er ikke artiklen for enhver pris!«