Svar fra Jakob Elkjær
01. december, 2009 | Opinion | 2 kommentarer |
Af Jakob Elkjær
Politiken.dks kommunalvalgsdækning var planlagt i forvejen og bestod af en enorm mængde af artikler. Der blev ikke ændret på vagtplanerne på grund af udsigten til Valgpatruljens spinkle bidrag.
Valgpatruljen bidrog med en håndfuld webartikler skrevet i løbet af fire arbejdseftermiddage. Det er ikke nemt at ’afsløre’ på 16 timer efter at have gået to måneder på 1. semester, selv om der blev kæmpet bravt.
At tro, at det tager brødet ud af munden på færdiguddannede er et udtryk for selvovervurdering. Politiken.dk afsatte en redaktionschef en dag og derudover til forberedelse, der blev lavet aftale med tillids-repræsentant, brugt tid på efterkritik af artikler per mail, tid på intern efterevaluering etc. Det var næppe økonomisk set en overskudsforretning. Til gengæld gav det en realisme i kildekontakten i Valgpatruljen, som efter min vurdering var guld værd indlæringsmæssigt.
At tro, at medier sparer penge til bundlinien ved at indgå samarbejde med uddannelsessteder afspejler en grundlæggende mangel på forståelse for medieøkonomi.
Til gengæld vil det på sigt give et positivt bidrag til den pressede kulegravende journalistik, hvis man nedbryder barriererne mellem uddannelsessteder og medier i et frugtbart samarbejde. Det er en af de spændende modeller, man arbejder med i USA for at redde den kulegravende journalistik. Synd at spænde ben for det i Danmark.

december 11th, 2009at 12:20(#)
Hej Jakob
Jeg er ganske enig i, at samarbejde mellem uddannelser og medier kan være gavnligt – både for uddannelsen og for det pågældende medie.
Det, som vi i KaJO hele tiden har efterlyst fra ledelsens side, er en klar medieværkstedsaftale. Og det havde studiet ikke fra begyndelsen.
Du skriver:
“Politiken.dk afsatte en redaktionschef en dag og derudover til forberedelse, der blev lavet aftale med tillids-repræsentant, brugt tid på efterkritik af artikler per mail, tid på intern efterevaluering etc.”
Husk på, hvem der fik aftalen med Politikens tillidsrepræsentant i hus. Det gjorde DJ via KaJOs informationer om valgtjekkergruppen.
Politikens tillidsrepræsentant var ikke informeret om samarbejdet, før vi gik ind i sagen. Og det er netop dét, som KaJO har været ude at pointere over for studiet, og som DJ gjorde Politikens tillidsrepræsentant opmærksom på.
I KaJO hilser vi valgtjekkergrupper og lignende samarbejder velkommen – så længe der forelægger en klar aftale, der er godkendt af DJ. Det kunne vi i begyndelsen konstatere, at der ikke gjorde. Derfor reagerede vi naturligvis.
Jeg finder også din udtalelse om de studerendes niveau ærgerlig.
Du skriver:
“Det er ikke nemt at ’afsløre’ på 16 timer efter at have gået to måneder på 1. semester, selv om der blev kæmpet bravt.”
Så vidt jeg ved, var der også otte studerende fra 3. semester med i valgtjekkergruppen. Så dit forsøg på at negligere de studerendes kompetencer holder ikke helt.
Yderligere vil jeg tillade mig, at spørge dig, om du tror, at det kunne have været muligt for de studerende at være blevet klædt endnu bedre på til valgtjekkergruppen?
Så vidt jeg er orienteret, bestod Politikens bidrag i et oplæg på 1,5 time. Ret mig, hvis jeg tager fejl.
Halvanden times coaching fra Politiken og to publicerede artikler fra de studerende til Politikens web.
Tja. Hvis vi endelig skal tale om tjenester, så kunne det tyde på, at de studerende har gjort Politiken en tjeneste den uge og ikke omvendt…
Mvh
Maria Djurhuus Petersen
Formand for KaJO
december 11th, 2009at 15:38(#)
Undskyld. Fire artikler blev der publiceret i alt.
Så fik jeg vist selv rettet den fejl :-)
Mvh Maria