Lixen.dk

Avisen lever ikke videre på e-læsere

01. december, 2009  |  Branche, Slideshow  |  1 kommentar | 

Tidligere har mange forudset, at e-læsere som denne Amazon Kindle vil blive papiravisernes redning, men  det afviser Henrik Thøgersen fra Danske Specialmedier. Foto: David Sifry

Tidligere har mange forudset, at e-læsere som denne Amazon Kindle vil blive papiravisernes redning, men det afviser Henrik Thøgersen fra Danske Specialmedier. Foto: David Sifry

af Hans Redder Nørgaard

Siden Amazon lancerede deres første elektroniske bog- og avislæser Kindle i 2007, er den af mange blevet udråbt som den trykte presses redning. Nu er apparatet endelig kommet til Danmark, men ifølge markeds- chefen fra Danske Specialmedier egner Kindle og andre e-læsere sig slet ikke til at læse aviser og magasiner.

DIMSEDUT. »E-læsere egner sig perfekt til at læse bøger, men kort sagt ser jeg ikke store muligheder for magasiner og aviser,« siger markeds-chef Henrik Thøgersen fra Danske Specialmedier,
Han har længe fulgt de såkaldte e-læseres udvikling.
E-læsere er allerede slået igennem i USA, hvor salget er eksploderet de seneste år. Den bedst sælgende læser er Amazons Kindle, som alene i 2009 har solgt op imod tre millioner eksemplarer. Ved hjælp af en indbygget internetforbindelse kan man med få tryk hente en bog, en avis eller et magasin lynhurtigt ned på sin Kindle og begynde at læse. Og det til en billigere pris end den udgave, du kan finde i butikken, fordi der ikke går penge til tryk og distribution.
Vi har hørt det så mange gange før: Aviser og magasiner verden over er i krise, fordi deres forretningsmodeller ikke hænger sammen. Derfor leder mediehuse desperat efter en holdbar løsning, som kan sikre, at der også i fremtiden vil være et marked for deres journalistik. Meget opmærksomhed har de sidste år drejet sig om elektroniske bøger, de såkaldte e-læsere, der nu også er blevet tilgængelige i Danmark og resten af Europa.

Mobiler og bærbare er bedre
E-læsernes mange muligheder må lyde som sød musik hos de mange trængte mediehuse verden over, og flere store udenlandske aviser og magasiner har gjort deres aviser tilgængelige for e-læserne. Men ifølge Henrik Thøgersen er det ikke her, nøglen til den trykte presses overlevelse skal findes. Han mener, at der er nogle helt elementære egenskaber, som e-læserne ikke opfylder.
»Der er ingen mulighed for interaktion med læserne, og det er for eksempel ikke muligt at kommentere på artikler,« siger han og fortsætter:
»Derfor er der reelt ikke nogen forskel på at læse en gammeldags trykt avis og en e-læserudgave af samme avis.«
Og så er der ikke nogen pointe i at have endnu et nyt apparat med i tasken hver dag, mener Henrik Thøgersen.
»Jeg ved godt, at alle medier er på jagt efter nye forretningsmodeller i øjeblikket, men løsningen skal ikke findes her,« siger han.
Henrik Thøgersen mener i stedet, at der er meget større muligheder i de allerede udbredte bærbare computere og mobiltelefoner.
»Dem går vi allerede rundt med, og de bliver hele tiden bedre og mere mobile. Så jeg tror, at det bliver her, vi i fremtiden vil læse vores nyheder og magasiner,« forudser Henrik Thøgersen.

Kommentarer

  1. Mikkel Cramon says:

    december 3rd, 2009at 18:26(#)

    Fedt Hans!

Skriv kommentar