Af Thomas Gadegaard Frølich

Jeg abonnerer på Lixen, og jeg er godt tilfreds. Redaktørerne og skribenterne gør et fremragende stykke arbejde og leverer journalistik, som sagtens kunne være lavet af professionelle medier (Fagbladet Journalisten er enig).
Desværre var novemberudgavens leder et vildskud: Lixen kritiserede KaJO og Dansk Journalistforbund for at ville sikre sig, at de stude-rende ikke bare leverede gratis arbejdskraft til Politiken uden at få et uddannelsesmæssigt udbytte, men argumentationen var både tynd og mangelfuld.

Inden jeg bliver anklaget for at være bitter over, at Journalisthøjskolen ikke har lignende samarbejdsaftaler med et landsdækkende dagblad (og populært praktiksted), skal det siges, at medieværksteder ikke er et u-kendt fænomen i Århus.
Journalisthøjskolen har tidligere haft samarbejder med blandt andet Jyllands-Posten, men vi har ikke set medieværksteder i stor stil, siden en gruppe studerende meddelte, at de hellere ville lave deres egen avis end levere gratis nyheder til Jyllands-Posten.

Jeg skal ikke afvise, at der kan være en uddannelsesmæssig gevinst ved medieværkstederne, som ikke kan opnås på andre måder. Men jeg har endnu ikke hørt argumenter, som kan legitimere, at vi samtidig er gratis arbejdskraft. Og det er vi – også når medieværkstedet har et andet formål end at få vores historier bragt.
Der er ingen danske medier, som har en særlig sektion til andenrangs-journalistik, de har fået gratis: Hvis det bliver trykt, har vi taget arbejde fra færdiguddannede journalister. Punktum.

Derfor synes jeg også, Lixen skyder ved siden af målet med argumentet: »Det gavner de studerendes udvikling at være tæt på branchen. Det gælder måske endda i endnu højere grad før praktiktiden.«
Selvfølgelig gavner det vores journalistiske udvikling at være tæt på branchen, men når vi tilbringer over en tredjedel af vores uddannelse i praktik som en del af branchen, burde vi være dækket ret godt ind.
Vi har længere praktiktid end nogen anden uddannelse, og Lixen får aldrig underbygget sin påstand om, at det skulle være særligt gavnligt at være tæt på branchen inden praktiktiden. Hvad er det, vi ikke når i løbet af de 12 eller 18 måneder?

Lixen får heller aldrig stillet spørgsmålet: ‘Kunne Jacob Elkjær have lavet et faktatjekprojekt – i samarbejde med Politiken eller alene – hvor studerende ikke undergraver de arbejdspladser og den løn, vi selv skal leve af om meget kort tid?’
Journalistforbundets retningslin-ier for medieværksteder kræver en honorering – det kan være i form af feedback – som »skal stå i et rimeligt forhold til virksomhedens udbytte af stoffet.« Læg mærke til formuleringen ”et rimeligt forhold”: Journalistforbundet og KaJO krævede ikke engang, at feedbacken skulle svare til stoffets fulde værdi.

Hvis lederskribenten har ret i, at det krav »ikke kan forenes med de faktiske vilkår, som branchen fungerer under«, er det ikke KaJO, Journalistforbundet og studierne, der skal tilpasse sig. Hvorfor skal vi samarbejde med medier, som ikke vil eller magter at bruge tid på at uddanne os, mens vi arbejder gratis for dem?

Lixen skriver selv, at det tidligere   samarbejde med Fyens Stiftstidende sikrede »trykte artikler og – endnu vigtigere – en faglig succesoplevelse til en lang række studerende.« Når lederen 12 linier senere alligevel godtager påstanden om, »at det ikke er målet med undervisningen (medieprojekterne) at få artiklerne eller indslagene solgt« og dermed tager afstand fra Stiftstidende-argumentet, lugter det lidt af, at skribenten godt er klar over, det ikke er en god sag.

Og det er sådan set forståeligt nok: De færreste kan forhåbentlig se sig selv i spejlet og helt oprigtigt argumentere for, at en mild seksuel ophidselse over at se sin byline i et større dansk dagblad er vigtigere end at sikre, at vi ikke trykker lønningerne på det marked, vi selv er en del af om ganske kort tid.
Det kan desværre stilles så firkantet op, og derfor var det helt rigtigt, at KaJO reagerede. Om et par år vil du takke dem.