Tilbud: Stort projekt til lille pris
02. december, 2009 | Opinion | 11 kommentarer |
Hvad er jeg værd? Det spørgsmål vil en hel del studerende snart stille sig selv, for håndværkseksamener betyder gode historier til salg. Journaliststuderende vil traditionen tro faldbyde deres varer i håbet om en byline i et medie og lidt guld til januarudsalget.
For mange studerende tror jeg, det handler mere om byline end honorar. På den frygtede Panikdag ser det jo godt ud, at man har fået bragt noget i et medie. Og derfor kommer pengene i anden række. Det gør de i hvert fald for mig selv og dem, jeg har vendt mine overvejelser med.
Men det er jo noget rod, at vi sådan sælger os selv til underpris. Sådan en skruebrækkermentalitet bliver ikke taget godt imod af Dansk Journalistforbund, som henviser de studerende til at tage samme tarif som en færdiguddannet minus den ekstra arbejdstid, man har brugt på opgaven. Et hurtigt overslag og lidt hovedregning resulterer i væsentligt mere end de 1000-1500 kroner, som medierne typisk tilbyder for en 1. årsopgave.
På KaJOs seneste bestyrelsesmøde gav flere medlemmer udtryk for, at de var blevet taget rimelig hårdt af de medier, de solgte til i januar i år. Og 1500 kroner for en uges arbejde er da vist heller ikke helt på linje med DJs retningslinjer.
Samtidig kandiderer fagforeningen på sin hjemmeside til næste års service-Henrik med guiden ’Hvordan sælger jeg mit produkt?’. Det er overskueligt og et godt udgangspunkt – men et spørgsmål rejser sig, når KaJOs retningslinjer henviser til, at man som studerende skal kræve en timetakst på 728 kroner – mens flere bestyrelsesmedlemmer har solgt en uges arbejde for 1500 kroner. Man kan vist roligt tale om et mismatch mellem, hvad man siger, og det man gør.
Og så er vi tilbage ved håndværkseksamener til januar og snakken om bylines og guld. Med et glimt i øjet er det mindre interessant, at KaJOs bestyrelse ikke lever op til egne retningslinjer – og mere interessant at spørge hvilke forhold, der er realistiske, når vi sælger vores arbejde? Jeg håber, at mange af jer har lyst til at deltage i debatten på det nye lixen.dk.
december 3rd, 2009at 17:36(#)
Kære Johan.
Jeg er da glad for, at du fik noget konstruktivt ud af at overvære vores sidste bestyrelsesmøde.
Jeg er en af dem, du henviser til i dit indlæg. Min artikel blev solgt for en slik. Mildt sagt.
Da jeg stod med min færdige artikel, havde jeg ingen retningslinier at støtte mig op ad. Jeg vidste ikke, hvad taksten var og måske mere vigtigt: Jeg anede ikke, om min historie reelt havde værdi. Og samtalen med redaktøren gjorde mig ikke mere sikker. Jeg fik indtrykket af, at den måske kunne klemmes ind i en obskur sektion, når kalenderen ramte agurketid. Derfor var jeg mere end tilfreds, med de dalere jeg trods alt fik tilbudt. Artiklen kom på forsiden af Odense-sektionen i Fyens.
Problemet ligger i høj grad ved aftagerne, der nemt kan udnytte en blåøjet, bylineivrig 1. semesters studerende.
Jeg kan fornemme på din ironiske tone, at realiteterne ikke rigtig er sunket ind. Hvis vi helt ukritisk slår armene over kors og takker ja til pebernødder, kan vi hurtigt stå i en situation, hvor vi tager arbejde fra eksempelvis freelancere. Derfor forsøger vi i KaJO og DJStud at påvirke og vejlede de studerende.
Vi er ikke blåøjede Johan. Vi er klar over, at artiklerne nok skal blive solgt til en lavere pris, men hvis vi intet gør, og hvis de studerende slet ikke stiller krav, vil vi blive udnyttet på bekostning af vores kommende kollegaer.
Din antydning af dobbeltmoral er en fin kickstarter til debat, men så heller ikke en tøddel mere. Du skriver, at KaJO ikke lever op til egne retningslinier. Det er temmelig søgt. De to tilfælde du henviser du, fandt sted i forbindelse med eksamen på 1. semester sidste år. På det tidspunkt havde jeg intet begreb om tariffer og “skruebrækkermentalitet”.
Og det er netop for at undgå lignende tilfælde, at vi har udarbejdet et solidt sæt retningslinier til vores hjemmeside, der kan støtte den studerende, når artiklen skal sælges.
KaJO er som en mor:
Hun kan godt være en emsig kælling, men det er sgu i en god mening.
december 4th, 2009at 12:47(#)
Kære Søren.
Så fik vi kickstartet den debat.
Jeg synes, det er interessant at debattere, hvordan vores venner på første semester skal gøre, når de måske får mulighed for at sælge opgaver om halvanden måned. Det er mindre interessant, at du og andre har solgt til underpris sidste forår.
Når det er sagt, forstår jeg ikke, at du nægter at kende til KaJOs retningslinjer for salg af artikler på daværende tidspunkt. Du var trods alt medlem af bestyrelsen, og en af de første dage på studiet fik vi udleveret en fin brochure fra jeres moder Dansk Journalistforbund, der vejledte os til ikke at sælge til underpris (altså ikke gå under pris minus den ekstra arbejdstid, som jeg beskriver i indlægget).
Lad os nu se fremad i stedet for at hænge i fortidens kedelige realiteter. Jeg har selv solgt en artikel alt for billigt, og det er ikke min hensigt at udstille KaJOs bestyrelse unødigt. Pointen er, at det er urealistisk at sælge til 728 kroner i timen med videre, som KaJO foreslår på sin hjemmeside. Og det illustrerer bestyrelsen selv – derfor er det relevant at inddrage.
Jeg vil i stedet spørge, hvad du mener, din artikel var værd, Søren? 1000, 2000 – eller 3000 kroner?
Hvis vi kan få en mere konkret debat af, hvad et projekt på første semester skal koste, har vores kolleger på semesteret under noget at forholde sig til, når de står i dit sted og forhandler med en manipulerende redaktør.
I mellem alt det småpersonlige må vi ikke glemme, at en trykt byline er en stor motivationsfaktor for de fleste. Jeg har indtryk af, at det er én af mange vigtige faktorer på en forestående Panikdag. Derfor er vi villige til at sælge billigt – eller gratis.
Jeg håber, at det kan give en åben og livlig debat af, hvordan vi som studerende generelt oplever forhandlinger med medierne i forbindelse med salg af artikler og andre produktioner.
Venlig hilsen,
Johan
december 5th, 2009at 02:17(#)
Kære Johan
Jeg forstår godt, det er nemt at snuble i retningslinjer, regler og kutymer, når man danser på en knivsæg. Jeg er ad åre blevet en glimrende danser på diplomatiets dansegulv, så jeg prøver at udlægge trinene.
Der er stor forskel på, hvad studerende kan, skal eller bør. Ligesom der er stor forskel på, hvad medier kan, skal eller bør. Samt hvad KaJO kan, skal eller bør.
Derfor kan den studerende vælge at sælge sine værker til et medie, der kan vælge at købe det. Mediet bør så give lige så meget som til en fastansat. Men de skal ikke. Den studerende bør forlange den reelle timepris, men kan vælge at sige ja til et lavere tilbud.
KaJO bør give den bedst mulige vejledning til sine medlemmer. Samtidig skal KaJO tænke længere end bylines og ekstra lommepenge. Derfor skal rådene ikke underminere det mediemarked, de studerende skal ud i. Samtidigt bør KaJOs råd være realistiske.
Studerende kan så vælge at lytte til KaJOs råd. Jeg synes, de bør. Men de skal ikke. Og KaJO kan ikke komme efter medlemmer, der ikke gør, som de bør.
Men endelig: Jeg sætter stor pris på debat, så kom endelig frisk med overvejelser, eksempler og meninger om salg af artikler.
Derfor er jeg da også interesseret i at høre dig opsummere kort, hvordan du mener KaJOs råd bør være til de studerende. Det kan jo være, vi kan lære noget.
Bedste hilsner,
Rasmus MP
Ps. En gammel kæphest, og noget jeg mener, du har helt galt fat i: At kalde en byline i den ene eller anden udgivelse for en vigtig faktor på panikdagen er i mine øjne grundlæggende forkert. Den altafgørende faktor er derimod, om man kan udvikle sig til at blive en god journalist. Når praktikstederne læser dine tekster, så er de fløjtende ligeglad om, de er blevet bragt eller ej.
december 5th, 2009at 16:06(#)
Kære Johan.
Jeg er glad for, at debatten er startet, omend den måske kunne have været sat mere elegant i gang.
Det, der støder mig, er din antydning om bevidst dobbeltspil i KaJO´s bestyrelse. Da min artikel blev solgt, havde jeg måske tre bestyrelsesmøder på rygraden. Og hvis jeg husker rigtigt, havde KaJO´s bestyrelse på det tidspunkt andre og mere presserende ting at koncentrere sig om.
Hvis jeg gik ud i morgen og solgte min artikel til samme beløb som sidste år, havde du en sag. Vi lader den ligge der.
Og lad os så gå til det, der er det væsentlige. I KaJO og DJStud er vi opmærksomme på problematikken. Vi har netop nedsat et udvalg, der skal forsøge at finde frem til konkrete retningslinier i forbindelse med blandt andet medieværkstedsaftaler. Problemstillingen er, som jeg ser det, meget lig det vi nu debatterer: At medievirksomheder ikke må kunne udnytte studerendes arbejdskraft på bekostning af eksempelvis freelancere. Selvom en enkelt aftale eller en enkelt artikel ikke hiver brødet ud af munden på vores kommende kollegaer, er der en frygt for, at det kan blive en glidebane.
Og freelancerne er også opmærksomme på det her. Mange af dem har svære vilkår for tiden, og det vil være naturligt, hvis de retter blikket mod os. Vi skal undgå, at freelancerne ser de studerendes samspil med branchen som en trussel. Derfor må vi stå stejlt på, at de studerende skal sælge deres arbejde til en fair pris.
Og hvad er fair, vil du nok spørge. Vi kan passende tage udgangspunkt i min artikel. Den røg for 1000 kroner. Selvom den ikke var noget journalistisk jordskælv, fik den forsiden af Odense-sektionen, og endte som citathistorie på flere store dagblade. Jeg brugte vel 30 timer på den. Selvfølgelig kunne jeg ikke kræve 25.000 for den. Den var ikke synderligt velskrevet, og derudover ville en udlært kunne skrive den på fem timer inklusiv research. Jeg mener, at 4-5000 ville være rimeligt. Jeg skal dog understrege, at det er min personlige vurdering.
Jeg har hørt mange sige at Fyens ikke vil give mere end 2000, når det er studerende der har lavet dem. Det er der en god grund til: De har fået kastet artikler i nakken af studerende. Derfor har de vænnet sig til konsekvent at underbyde. Og i den forbindelse er det interessant, at Århus Stiftstidende angiveligt har en politik, der hedder, at de normalt ikke betaler studerende for deres opgaver. I Århus har de for længst nået bunden af glidebanen. Det skal vi undgå i Odense.
Kys og kram
Din BS
december 5th, 2009at 16:19(#)
… Og tak til salsakongen MP for de smækre dansetrin.
december 5th, 2009at 16:50(#)
Kære Rasmus
Jeg oplever, at vi er enige langt hen ad vejen.
Nu synes jeg, det er interessant at se på, hvordan medlemmerne skal takle artikel-salg fremover.
Du skriver, at ‘KaJOs retningslinjer bør være realistiske’. Mener du, at de er det?
Jeg ved ikke, hvad det er realistisk at kræve for en historie til et medie. Men jeg vil gerne blive klogere, og derfor synes jeg, det er spændende at høre andres overvejelser på området.
Min umiddelbare tilgang er meget pragmatisk: Hvor meget, man kan få, afhænger af, hvor god historien er. Og så bliver det en vurdering fra gang til gang.
Det er problematisk, hvis mediet giver udtryk for, at historien er nul-og-niks – og efterfølgende putter den på forsiden (som jo mere eller mindre skete for Søren). Men hvordan kan man som medlem gardere sig imod det? Det nemme svar er, at det kan man ikke. Men man kan blive klogere til næste gang – og bedre til at vurdere eget værd.
Det hjælper bare ikke første semester, når de måske får mulighed for at sælge opgaver til januar. I den situation ville det være rart, at være klogere første gang.
Kan vi forvente at få mere end 1000-1500 kroner for en artikel? Hvis ‘JA’; er det det udgangspunkt, vi skal gå til arbejdsgiverne med. Hvis ‘NEJ’; er det måske værd at tilføje til KaJOs retningslinjer. Så de bliver mere realistiske.
Man kunne også indføre studietakster. Forestil dig et scenarium, hvor mediet betaler for de timer, vi har brugt på opgaven. Men timelønnen er halveret i forhold til freelancetaksten. Kunne det være en model?
Bedste hilsener,
Johan
PS. Sad jeg på et praktiksted, ville jeg mene, at det sender et positivt signal, hvis man har solgt artikler. Men jeg synes da heller ikke, det er afgørende. Derfor håber jeg, at du har ret.
december 5th, 2009at 16:59(#)
Ooh Søren aka. BS
Nu er der ved at være lunt på dansegulvet.
Jeg forstår glidebaneproblematikken, og jeg ønsker selvfølgelig ikke, at den ene Stift lærer for meget af den anden.
Nu nævner du selv 2000 kroner som en fair pris i dit tilfælde. Vil I melde noget sådant ud til folket på første semester? Det kunne da være fremragende, hvis man var i stand til at forhandle lidt med Seerup første gang, man havde ham i røret.
Kunne det eventuelt blive et tirsdagsarrangement? ‘Workshop: Sådan undgår du at prostituere dig selv’ (altså sælge til underpris). Erfaringen viser jo, at et catchy navn giver større tilslutning.
Og hvad med studietakst-ordningen, som jeg lige luftede for MP. Er det én du ser fremtid i?
Bedste hilsener,
Johan
december 6th, 2009at 14:28(#)
Hej Drenge
Jeg synes – ligesom jer – at det er en super central debat, der skal have noget (velovervejet) gas. Folk læser jo det her og bruger måske endda jeres overvejelser i den virkelige verden.
@Søren: Tager du 1000 kroner i timen, bør du overveje, om det ikke kan blive svært at freelance i fremtiden? På nuværende tidspunkt tror jeg, det er urealistisk. Vi har selv accepteret lavere betaling i flere år, og det kommer til at tage noget tid at omvende redaktørerne.
@Johan: Søren nævner nemlig ikke 2000 som en fair pris for sine bedrifter. Derimod er hans personlige bud 4-5000 for artiklen (Som han mener, en uddannet kunne bedrive på FEM timer).
Når man som studerende skal vurdere prisen på sit produkt, bør man overveje, hvad en uddannet journalist kunne have klaret arbejdet på. Og det er naturligvis det beløb, du bør kræve. Sådan lyder KaJOs råd.
Jeg ser altså ikke noget revolutionerende i studietakstordning. Hvad er det nyskabende jævnfør ovenstående? Har jeg overset noget?
Johan vender gentagne gange tilbage til første semesters kommende dilemma. Men er du selv blevet klogere siden første semester? Du skriver, at du selv har solgt en artikel alt for billigt. Er det ud fra egne moralske skrupler – eller KaJOs retningslinier? Hvordan var din fremgangsmåde, da du for nylig solgte en artikel til Fyens Stiftstidende?
For mig at se handler det om at kunne se sig selv i spejlet efter en handel. Har man fået, hvad produktet var værd? Jeg har selv prøvet det lodret modsatte, og det er en rigtig modbydelig og utilfredsstillende fornemmelse:
Med min lærers positive bedømmelse af min håndværkseksamen som optimistisk ballast kontaktede jeg Århus Stiftstidende. De ville kun betale for noget ekstraordinært – og det var min historie ikke. Derfor ringede jeg til Jyllands-Posten, der var mere positiv. Jeg forelagde dem mine artikler og et beløb på 4000 kroner, som de accepterede. Da jeg sendte artiklerne i retning af JP, skrev jeg, at Stiftstidende også havde fået tilbudet (jeg tænkte, at det ville få JP til definitivt at acceptere mit tilbud).
Men Jyllands-Postens redaktør stejlede og beskyldte mig for at spille to medier ud mod hinanden. Han bad mig om ikke at kontakte dem igen. Da mine artikler var Århus-historier, efterlod det mig umiddelbart med Stiftstidende som eneste aftager. Jeg ringede derfor til dem igen. De gentog, at historien ikke var noget, de ville bruge penge på, men at jeg kunne sende artiklerne, som de eventuelt ville bruge senere. Det fik mig til at sende dem. Alternativet var, at de slet ikke ville blive bragt.
To dage senere fyldte mine artikler hele forsiden samt en dobbeltside inde i avisen. Chefredaktørens leder tog afsæt i mine artikler, og de efterfølgende dage fulgte flere opfølgende historier på emnet – med mine billeder som illustration.
Jeg var chokeret og fremlagde min opfattelse af sagen for chefredaktøren. Det fik ham til at sende en check på 1000 kroner. Barmhjertigt? Nej. Nedværdigende? Ja.
Ovenstående er et eksempel på, hvor svært det kan være at bedømme kvaliteten af ens eget arbejde. Jeg var naiv og meget ivrig efter at få publiceret min historie. Men vejen dertil – og ikke mindst resultatet – var utilfredsstillende. Jeg vidste godt, at mine artikler var mere værd, og JP havde jo også umiddelbart accepteret de 4000.
Men hvad kan vi lære af alt det rod?
Hvis en avis vil trykke dine artikler, er de penge værd. 1000 kroner for to artikler er absurd. Det ved redaktøren også godt. Jeg havde formentlig brugt ca. 40-50 timer på artiklerne. En uddannet havde nok klaret det på 10. Selvom beløbet lyder højt, var artiklerne altså nærmere 7000 værd. På nuværende tidspunkt tror jeg, det som studerende er urealistisk at få den betaling fra et dagblad. Fagblade betaler gerne i den størrelsesorden (To 2. semesters studerende fra DJH har for nyligt solgt et par artikler til frisørernes fagblad for 30.000 kroner!!).
Vi bør sammen forsøge at presse betalingen i den rigtige retning. Når man kontakter et medie for at afsætte sine artikler, bør man have en klar strategi: Hvad har været omfattende i arbejdet med artiklerne – hav argumenterne klar. Ren logisk tænkning vil kunne forklare dit timeforbrug og gøre det sværere for redaktøren at insistere på 1000 eller 2000.
Fyens Stiftstidende er det umiddelbart største problem for os SDU’ere. Jeg synes, det ville være smukt, om man kunne danne en form for fælles front og insistere på retfærdig betaling. Nogle artikler kan selvfølgelig kastes af sted efter to timer – men det er de færreste. Særligt historier, man selv researcher sig frem til – som vi på studiet jo oftest gør.
Jeg synes, et tirsdagsarrangement om salg af artikler ville være en super god idé. Selvom retningslinierne på KaJOs hjemmeside er klarlagt, tyder meget på, at det godt kunne blive gentaget og forklaret. Jeg har fx selv stadig svært ved at forstå, at mit arbejde kan være 728 kroner værd.
Bedste hilsner
Silas
december 6th, 2009at 21:47(#)
@Johan: Dansepartnerne står jo nærmest i kø nu.
Silas fik rettet misforståelsen, men hvis du spørger mig, om jeg vil anbefale de studerende ikke at lade sig spise af med 1000, så ja.
Vil jeg gerne se en “workshop” på medietorvet? Ja, det er oplagt. Og der var netop lagt i ovnen til fagpolitiske muffins tirsdag den 8. Desværre blev det ikke til noget i denne omgang.
Som udgangspunkt kunne jeg godt forestille mig en form for studietakst-ordning, men jeg tror, at en fastlåst standart-takst vil være svær at fastsætte.
@Silas: Du har ret, når du siger, at 1000 kr. er urealistisk. Men det var mere set i forhold til mit tidsforbrug, og ikke en freelancers. Det anslåede timetal for en udlært er også skåret ind til benet. Jeg kørte rundt på hele Fyn med bus, hvilket en udlært næppe havde behøvet.
Jeg er stor tilhænger af din “strategi-tænkning”. Jeg henviser igen til KaJO´s hjemmeside, hvor der ligger en række gode råd. Også omkring strategi. Men der kan naturligvis arbejdes endnu mere med det aspekt også.
Søren
december 11th, 2009at 12:30(#)
Hej Johan og Morten – og andre
Jeg kan ikke finde Mortens svar i avisen til Troels og jeg, så derfor skriver jeg mit spørgsmål her.
Hvad ser I som en ny løsning på medieværkstedsaftalerne?
Som det er nu står der i medieværkstedsaftalen, at et medie enten skal give coaching/vejledning eller løn til de studerende.
Hvis det er en gammel fagforeningsparole enten at kræve løn eller vejledning, hvad synes I så er “den nye vej” at gå i fremtiden?
Johan skriver ovenfor, at han selv har solgt en artikel til Fyens. Kan du fx forklare, hvordan du gjorde det – og gjorde du det evt. på en ny måde, som kan inspirere en mulig ny medieværkstedsaftale?
Mvh
Maria Djurhuus Petersen
Formand for KaJO
december 21st, 2009at 15:11(#)
Hej Maria.
Jeg solgte ganske rigtigt en artikel til Fyens i efteråret, men det var ikke på en revolutionerende ny måde. Og heller ikke til en revolutionerende høj pris.
Så jeg tror ikke, der er så meget nyt at lære af mit eksempel.
Det er dog kommet mange gode ideer på bordet i løbet af denne tråd. Derfor håber jeg, at KaJO til foråret realiserer den ‘workshop’, som Søren omtaler ovenfor.
Nogle helt faste rammer kan vi måske ikke finde – men hvis alle studerende bliver mere opmærksomme på, hvilke betingelser de sælger under, og hvilken prisen de kan sælge til, er vi et godt skridt videre.
Glædelig jul og festligt nytår.
Venlig hilsen,
Johan