’Iført røde strømper og Fjällräv’ blev bragt i 7. Nummer af Lixen. Her prøver en ydmyg og forslået mand at se lidt nærmere på, hvor slemt det egentlig står til i DK.

Af Mathias Sommer

DISSEKERING. Vi har set det før: En kvinde, der fryser om fødderne, og kaster lidt østrogenholdig galde ud over mændene og de fastlåste køns-roller, som dette onde væsen, med en diller, insisterer på vedligeholdelsen af.
Selvom det etymologisk kan skabe lidt forvirring, synes jeg efterhånden, vi er nået frem til to overordnede syn på ”kønskampen”, nemlig ligeværd og ligestilling.
Førstnævnte kæmper for værdien af et menneske; mand, kvinde, sort, gul, lilla, – man skal behandles med den respekt, et menneske fortjener. Sat i et mediemæssigt perspektiv, indebærer nævnte ide, at mine forventninger til en artikel helst ikke skulle påvirkes af, om byline lugter af mand eller kvinde (eller sort eller lilla).
Ligestilling til gengæld. Ligestilling er en skrue uden ende, en spændetrøje, en insisterende HOVSA-politik, der først er opnået, når kvinderne har savet patterne af, og mændene har ladet samme skæbne overgå deres ‘lower horn’ (lad det ved gud ikke ske i min tid på jord). Denne ide indbefatter, at vi handler ens, går i samme tøj, har ens interesser… og ved at kvotere i bestyrelser, på direktørposter, i rockbands – opnår vi den totale ligestilling, og den ækvivalerer – som vi alle jo ved – med lykke. I Edens have var Adam og Eva jo begge nøgne.
Og med ovenstående definitioner in mente, vil jeg se lidt nærmere på klummen, som jeg desværre mener forfalder til sidstnævnte.

Tøj, uha uha

Klummeskribenten mener, man skal holde op med at diskutere tøj; mere nøjagtigt: man skal ikke diskutere klæder på en kvinde, medmindre  man i samme omfang diskuterer mandens (ligestilling).
Og først nu i mit lille modsvar, tror jeg, læseren vil spore eksplicitte u-enigheder:
Jeg er ret sikker på, at baggrunden for at kommentere på Michelle Obamas tøj, ved IOC-mødet i DK, klart og uafværgeligt var, at der (blandt kvinder) befinder sig en (overvejende) meget stor interesse for tøj. Da Michelle Obama er forgangskvinde for alt, hvad er godt, må hun også vide, hvad er oppe i tiden – derfor fik hendes påklædning en kommentar med på vejen.
Feministers argumenter mod sådanne anskuelser er, at kvinder fornedres til sexsymbolske pyntedukker, der nikker, når man prikker til dem, – men er der nogen sammenhæng? Se jer omkring. Kvinder GÅR op i tøj; for egen og andres skyld.
Det er således ingen hemmelighed, at mange kvinder køber billedbladet, blot for at se, hvilken kjole Prinsesse Benedikte var iført under seneste fancy-pancy galla-pjank.. Altså eksisterer et segment, der har interesse i Michelles tøj.
Af samme grund tangerer klummen nærmest boomerang, idet den vender retur mod, hvem den skal forsvare: nemlig kvinden. Vi hører ikke om Michelles tøj for mændenes skyld.
For Prins Knud: ubalancen, der er mellem den opmærksomhed kvinder og mænd får for deres tøj, er skabt af egne rækker – kvinderne får denne opmærksomhed, fordi de selv efterspørger den.

Familiefar og karrierekvinde

Klummen kulminerer til sidst, hvor skribenten tillader sig lidt større armbevægelser. Hun mener, man skal droppe betegnelser som ´karrierekvinde´ og ´familiefar´ (husmor??), idet disse fastholder os i et forældet kernefamilie-billede.
Og gu har vi forladt kernefamiliebilledet – vi befinder os i postmodernismens paradoks om (u)gyldigheden af alt, en æterisk virkelighed, der kun afspores yderligere af afstumpede indlæg som det omhandlende. Sagen er nemlig klar.

De nævnte begreber benytter vi til at beskrive os selv og hinanden. Og markedet er (igen) forklaringen på at de fortsat eksisterer, var de forældede og udvandede, var de heller ikke i brug. Med andre ord: Var der flere karrierekvinder end karrieremænd, ville ordet ikke eksistere.
De er altså begge udtryk for afvigelser. Hvorfor der er afvigelser er imidlertid interessant.
Og som jeg har forstået det, skyldes de kort og godt den natur, vi kommer af.
Det har altid været sådan – og er det også for de dyreracer, jeg lige kan komme på (måske udover søheste og sorte enker) – at hannen er jægeren og forsvareren, der henter bytte/mad/penge/proviant til sin partner, som sørger for omsorg og kærlighed til deres fælles afkom.

Dette forhold har vi totalt smadret, og det er vel ikke i sig selv negativt. Kvinder skal gøre lige nøjagtig, som de har lyst (lad det dog være ind-enfor lovens grænser). Man hører ligefrem om de mange komparative fordele, der opstår i smuk synergi, når kønnene supplerer hinanden på arbejdsmarkedet. Men karriereorienterede kvinder må og skal respek-tere kvinder, der nedtoner karrieren for at hellige sig familien og det nære, for i denne store debat, synes jeg klart, at disse ufrivilligt er røget ud af synsfeltet.
Kvinden har i dag opnået total lighed (ligeværd) i Danmark, af samme grund, finder jeg det en kende ærgerligt, at skribenten ikke beskæftiger sig med andre kulturer, som i Saudi-Arabien, hvor kvinder end ikke må vise deres ansigter – og helt sikkert heller ikke skrive feministiske klummer!