Lixen.dk

Kravling 2010: Uforskammet, respektløst og effektivt

30. maj, 2010  |  Slideshow, Uddannelse | 

Kravlingprisen 2010 gik til Jonas Vester, som er praktikant på Dagbladet Ringkøbing-Skjern. Han fik den eftertragtede pris for sin artikelserie om mobilhuller i Vestjylland.

Af Lise Karlshøj Ipsen

VINDER. »Jeg havde helt ærligt ikke ventet det.«
Det var en stolt, men også overrask-et praktikant, der modtog den prestigefyldte pris for unge journalister.
»Det er enormt stort, og jeg er rigtig, rigtig stolt. Men jeg er også overrasket efter at have kigget på listen over nominerede,« sagde Jonas Vester umiddelbart  efter prisoverrækkelsen.
Skal man tro dommerkomiteen, har den 21-årige DJH’er ingen gund til at betvivle, at han hører hjemme i det gode selskab. De begrundede kåringen således:
»Jonas Vesters artikelserie er et fremragende eksempel på politiker-opdragelse, der virker, og det er fantastisk, at man skal drage helt til Dagbladet Ringkøbing-Skjern for at finde den. Historien var der. Borgerne blev svigtet. Ministeren gad ikke svare. Derfor røg hans mailadresse på forsiden. Uforskammet? Ja da. Respektløst? Helt sikkert. Effektivt? Ja.«
Det var altså en begejstret dommerkomite, som havde fået deres sag for med at udvælge ti nominerede ud af hele 80 indstillede journalis-tiske projekter. Mest imponeret var dommerkomiteen over Jonas Vesters artikelserie, og han kunne modtage statuette og ikke mindst en check på 25.000 kroner oven i de overdø-vende klapsalver og begejstrede tilråb fra medstuderende og branchefolk.

Frihed til den gode historie
At Jonas Vester overhovedet har fået plads og tid til at være uforskammet og respektløs, er han sit praktiksted taknemmelig for. Han har nemlig fået den fornødne tid til at fordybe sig i sin historie.
»Det har været rigtig fedt. Jeg brugte en hel arbejdsdag på bare at køre rundt med min mobiltelefon og finde steder, hvor der ikke var dækning. Så der var meget frihed. Det viser også, at det er et godt praktiksted,« nærmest råber han for at overdøve den lille flok af trofaste studiekammerater, som hele aftenen har heppet entusiastisk på ham.
Til spørgsmålet om hvorvidt han nu vil gå målrettet efter Kravlings storebror, Cavling-prisen, svarer Jonas Vester:
»Ej, jeg har fået nok med den her,«  siger han og løfter op i den overdimensionerede pap-check til en værdi af 25.000 kroner.
Vinderen af Fotokravlingen blev Jonathan Bjerg Møller for en multimedie- og fotoreportage fra Bang-ladesh.

Skriv kommentar