High risk-kamp: Sammenlagt sejr til SDU
02. juni, 2010 | Uddannelse |

Forhåndsfavoritterne fra SDU indfriede forventningerne og lod sig hylde som samlede vindere ved årets fodbolddyst mellem Journalisthøjskolen og SDU.
Af Hans Redder Nørgaard og Mikkel Cramon
5-4. Sådan lød de overbevisende cifre, da der efter to intense fodboldopgør kunne kåres en sammenlagt vinder af det prestigefyldte arvefjendeopgør mellem SDUs akademikere og de glade højskoleelever fra Smilets By.
Pigerne fra Danmarks sprødeste journalistuddannelse begyndte en helt igennem herlig eftermiddag ved at lammetæve DJHs Ulla United med overbevisende 4-2. Kirkebæk, Rygaard, Kromann og Fiil var spillerne, der med hver deres mål afgjorde basserallen allerede i første halvleg. Efter pausen var det tydeligt at se, at flere af de gulklædte SDU-piger allerede havde tankerne på den efterfølgende fest og med håndbremsen godt trukket, kørte de veldrejede damer en fortjent sejr hjem.
Et heftigt regnskyl senere blev det drengenes tur til at betræde den slidte og ujævne grønsvær. Kampens forløb er der ingen grund til at beskrive i detaljer her – det kan blot konkluderes, at højskolens hjemmehold fik nølet en 2-1-sejr i land efter forlænget spilletid. SDU-angriberen Jakob ”Det’ Krølle” Munks smukke mål til 1-0 står dog stadig som et højdepunkt i en ellers til tider rodet affære. Ved slutfløjt kunne jublen bryde ud blandt de mange tilrejsende fans – da stod det nemlig klart, at den samlede sejr var i hus.
Så gik det ellers løs med livemusik, tequilashots og tvivlsomme dansemoves til sent ud på natten. I hvert fald for nogle. En mindre, men markant samling SDU’ere faldt i stedet i søvn rundt omkring på højskolens udmærkede sofaer – på trods af løfter om at holde branderten kørende til den lyse morgen. De pågældende personers identitet er redaktionen bekendt.
