Hun er Danmarks eneste fuldtids-modejournalist. Meningerne er mange og holdningerne skarpe, når 75-årige Lotte Freddie taler om modejournalistikken i de danske dagblade. Hun efterlyser mere spalteplads. For selvfølgelig er det vigtigt.

Af Lise Karlshøj Ipsen & Karina Cecilie Møller

Kongens Have. Lotte Freddie tager scenevant opstilling foran kameraet. Linsen peger på hende. Hun bevæger sig i langsomme bevægelser, snurrer forsigtigt rundt på tæerne, vender ansigtet mod himlen og tilbage mod linsen igen. Som gammel fotomodel ved hun, hvad fotografen sukker efter. Hun er fordybet i kameraet, indtil hun spotter en håndtaske og ufortrødent spørger ejeren: »Er det en Armani det der?« På den modsatte side af gaden ligger hendes arbejdsplads Dagbladet Børsen.

Moden er vigtig
I Børsens mødelokale med udsigt til Kongens Have rammer solens eftermiddagsstråler Lotte Freddies velfriserede hår. De lange, lysegrå lokker kærtegner hendes ansigt.
»Spørger du mig om det?« Spørgsmålet kommer prompte, og tonefaldet er på en gang udfordrende og chokeret. Lotte Freddie kigger mistroisk på den unge journaliststuderende, som forsigtigt har tilladt sig at stille spørgsmålet: Hvorfor er det så vigtigt, at dagbla-dene har modestof? Efter hvad der føles som lang tid, falder svaret endelig.
»Jamen, det er da klart, at det er vigtigt! Er der da nogen af os, der ikke tager tøj på hver eneste dag? Det er noget, alle folk tager stilling til. Det er jo kulturstof og forbrugerstof. Så selvfølgelig skal der være modestof. Om ikke andet så fordi det er vores fjerdestørste eksporterhverv. Det er da ganske horribelt, som det stof bliver behandlet – eller som det stof ikke bliver behandlet,« argumenterer Lotte Freddie.
De velplejede hænder danser gestikule-rende rundt i luften i takt med den hefti-ge ordstrøm. Hænderne afslører på ingen måde, at de sidder på armene af en 75-årig dame. Den hvide tunika-skjorte er sirligt strøget, og det sorte bælte understøtter taljen. Et sporty, pink armbåndsur matcher perfekt læbestift og mobiltelefon. Der er intet tilfældigt ved Lotte Freddies udseende. Selv er hun dog ikke tilfreds.
»Havde jeg vidst, I kom i dag, ville jeg have taget noget andet tøj på,« siger hun og afslører en forfængelighed, som ikke er dalet med alderen.
Vores aftale er glemt et sted mellem photoshoots og planlægning af den næste rejse. I morgen går turen til Grasse i Sydfrankrig og modehusenes parfumerier.

Verden som kontor
Lotte Freddie er noget så sjældent som modeanmelder. Faktisk er Børsen den eneste avis i Danmark, som anmelder mode året rundt. Hun har beskæftiget sig med moden hele sit liv. Inden Bør-sen fik glæde af hendes skarpe blik for tidens tendenser, hed arbejdspladsen Berlingske Tidende. Og inden da var alverdens catwalks hendes kontor, når hun som model oplevede modeverdenen fra første parket. Hun blev fanget i fascinationen af denne verden, og viljestyrken var stor.
Undervejs bragte hun to børn til verden, men det skulle ikke være nogen hindring. Hun skruede sig nemt ned i de små, stramme kjoler og mødte på arbejde igen ti dage efter fødsler-ne.
»Det var ganske naturligt. Det var bare et spørgsmål om vilje. Jeg ville kunne passe tøjet igen,« siger Lotte Freddie og får det til at lyde som den største selvfølge.
Sådan var det dengang, og der er ikke meget, der har ændret sig siden.
»På grund af mit arbejde er jeg ikke nog-en god bedstemor, fordi jeg er så meget ude at rejse. Jeg ville gerne træde til. Men det er rigtig svært på grund af mit job,« konstaterer Lotte Freddie.

Nogle synes, at det er underlødigt
Mens Lotte Freddie sætter modejourna-listikken højt, har hun for længst erkendt, at den i Danmark generelt bliver nedpri-oriteret. Kærligheden til pangfarver og hadet til beige er lige så markant som hendes passion for sit arbejde. Derfor er svaret klart, da vi spørger til, hvorfor hun tror, at de danske dagblades redaktører nedprio-riterer modestoffet:
»De er dumme! Jeg fatter dem ikke. Jeg mener virkelig, at jeg synes, det er ultra-dumt. For der er jo ikke nogen mennesker, der ikke er interesseret i det på en eller anden måde. Men der sidder nogle herrer i toppen, som synes, mode er underlødigt.«
Den manglende forståelse skinner ud af Lotte Freddies ansigt. Hendes hænder ind-tager en spørgende position. Hun holder en kort pause, før hun fortsætter:
»Det er blevet en lille smule bedre, efter de har opdaget, hvor mange penge moden tjener hjem til Danmark. Men der er ikke nogen moderedaktioner på de andre dan-ske aviser. Og det samme gælder jo tv. Der er ingenting i dansk tv om mode. I Frankrig og England har de mange faste modeprogrammer hver eneste uge. Det bliver taget højst seriøst, og det bliver behandlet ordentligt.«
Der skal vist ikke herske nogen tvivl om, at Lotte Freddie også tager sit job seriøst. Stod det til hende, ville moden have mange flere spaltemillimeter end nu, hvor hun laver cirka et opslag om ugen til Børsen Weekend. Før hun kom til, dækkede avisen slet ikke modestof.
Da Lotte Freddie i 2002 fyldte 67, ville hendes mangeårige arbejdsgiver Berlingske Tidende ikke forlænge ansættelsestiden med hende. Derfor tog Lotte Freddie sin mappe under armen og bankede på hos Børsen lidt længere nede ad gaden.
»Jeg henvendte mig på Børsen og forklarede dem, at jeg synes, de skulle have noget livsstilsstof og noget modestof, som de har på Financial Times. Og så forklarede jeg, hvordan jeg synes, at det skulle være. Børsen er det danske svar på Financial Times, så det, syntes jeg, var en god idé. Det syntes Leif Beck Fallesen (chefredaktør på Børsen, red.) også. Dagen efter jeg holdt op på Berlingeren, startede jeg her,« husker Lotte Freddie.

Nej tak til pension
Mange på hendes alder ville måske have grebet chancen for endelig at sætte tempoet ned og lade pensionen tikke ind. En tanke, som ikke strejfede Lotte Freddie.
»Mine overvejelser var, at jeg absolut ikke havde lyst til at holde op med at be-stille noget. Jeg er glad for mit job – og jeg er god til det. Og når man er god til sit job, så gider man jo heller ikke holde op. Det er jo det samme med en skuespiller. Fordi de når en eller anden alder, så er deres talent vel ikke sluppet op? Det er jo fuldstændig utopi.«
At hun er god til sit job, er hun ikke ene om at mene. Hun bliver betragtet som at være en af de mest indflydelsesrige personer inden for dansk mode. Børsens læsere er et købestærkt publikum, og en positiv anmeldelse fra hendes hånd vækker opsigt i de danske modehuse. Det oplever hun, når en designer brokker sig over en anmeldelse, som ikke har fået plads i avisen eller et billede, som er for lille. Lotte Freddie tager dog kritikken med ro.
»Det er jo en kompliment, at folk gider tage hensyn til det, jeg skriver.«

»Jeg kender jo dem alle sammen«
Med indflydelse følger ansvar. Det er Lotte Freddie meget bevidst om. En kynisk kritik kan knuse enhver designerspirers drøm. Derfor er det ikke altid nemt.
Lotte Freddie erkender, at det til tider er en balancegang at være kritiker.
»Man skal være meget ydmyg over for den magt, man faktisk har, i forhold til at man jo i realiteten kan slagte en designer fuldstændig, hvis man synes, at det ser ud ad helvede til. Men det, synes jeg ikke, er min opgave. Hvis der er noget, jeg ikke synes om, så formulerer jeg det på en anden måde – man kan altid finde noget godt,« siger hun, mens hænderne tegner ottetaller over bordpladen.
»Det er virkelig et ansvar, jeg har. Hvis en designer, der plejer at være fantastisk dygtig, pludselig leverer noget, som ikke er i toppen, så skal det selvfølgelig skrives. Men det er svært. Der er jo det ved det, at jeg kender dem alle sammen.«
Positionen som Danmarks eneste egentlige modekritiker i en lille branche, hvor alle kender alle, er altså ikke altid nem. Men risikoen for at bumpe ind i en vred designer fredagen efter en dårlig anmeldelse kuer ikke den rutinerede modejournalist. Hun slagter dog aldrig nogen.
»Jeg ville aldrig nogensinde skrive, at noget var godt, hvis jeg synes, det var dårligt. Læserne skal regne med, hvad jeg siger. Men det er ikke min opgave at være sådan en bøddel, der slagter nye, stakkels, små designere, der gerne vil prøve at lave noget. Så må man prøve at formulere på en  anden måde. Eller også må man bare lade være med at skrive noget,« uddyber Lotte Freddie med en bestemt mine.
Tilbage i Kongens Have. Det vindblæste hår får en tur med den lillebitte lyserøde hårbørste, og make-uppen bliver betragtet i det blå Dior lommespejl. Hun løfter elegant frakkekraven i imiteret leopard-pels og retter endnu engang blikket mod kameraet. Karrieren som fotomodel ligger mange år tilbage. Men moden fylder stadig en stor del af Lotte Freddies liv.
Hun er endnu ikke klar til at slippe det store ansvar, kindkyssene og branchen. Og hun har svært ved at se, hvad hun skulle lave, hvis hun stoppede.
»Måske skal jeg grave noget mere i min have, men altså – hvor sjovt er det?«