I 90 minutter og lidt til er det Andreas Krauls opgave at bruge sproget til at give lytterne spændende og anderledes oplevelser. Det har han gjort så godt, at han sidste år vandt DR’s sprogpris. Lixen har fulgt ham en dag i Parken, hvor han reporterer til P3 Sporten.

Af Jakob Balthazar Munk

Han kigger på en blok, der ligger foran ham. Høretelefonerne sidder klistret til ørerne, og mikrofonen er ikke langt fra munden.

»Sikke en fest, vi skal have nu i dag, åh ja, åh ja, åh. Det er FC København, der med mesterskabet sikkert i hus inviterer til guldfest med garanteret champagneknald og guldtrøjer.«

Ordene kommer i en lind strøm, uden pauser eller unødvendige fyldord.

Da replikken er leveret, læner han sig tilbage i stolen. Han trækker på smilebåndet. Kigger ud over de mange mennesker, der strømmer til fodboldkamp med guldhatte, flag og nogle sågar med badedyr.

De er kommet for at se sæsonens sidste kamp mellem FCK og SønderjyskE, hvor førstnævnte kan fejre deres syvende mesterskab på ti år. Der er lagt op til forløsning, løftede arme og råben i vilden sky, og den entusiasme skal elegant formidles videre. Det er derfor, Andreas Kraul sidder klar.

»Når man sidder på stadion, ser man ikke kun kampen. Du ser også tilskueren, der opfører sig mærkeligt, træneren, der sparker til en plastikstol, og man kan dufte, hvis der er gået ild i pølsegrillen. Alle de ting skal vi bruge sproget til at formidle videre og skabe nogle billeder hos folk. De kan stå i Bolbro og klippe hæk og være til fodbold tre steder på samme dag,« fortæller Andreas Kraul.

Sport er leg og sprog

Han er kun ét sted den 5.oktober 2009. I DR Byens koncertsal til sprogsymposion, hvor han kort tid forinden er blevet kaldt op på scenen. Jakkesættet sidder stift på skulderne, smilet tegner sig på læberne, og i den ene hånd hviler et sandt farveorgie i form af en buket blomster.

Som den første sportsjournalist nogensinde har Andreas Kraul vundet DR’s sprogpris for sin evne til at være ’hurtig, morsom, præcis, afslappet og chanceskabende i sit sprog’. En titel, Andreas Kraul er taknemmelig for.

»Det var virkelig rart for også at cementere, at sportsjournalistik er et fantastisk område til netop at lege med sproget. Et område med meget komprimerede følelser og derfor et sted, hvor man kan få lov til at bruge nogle andre ord og sproglige vendinger,« siger han og fortsætter.

»Så jeg var sindssygt glad. Både på mine vegne og på sportsjournalistikkens vegne.« Stemmen er opløftet.

Ligesom efter en god omgang sex

I Parken er det producernes mindre opløftede stemme, der krænger sig ind i øregangen.

»I giver mig et nervesammenbrud, inden vi er gået i gang.«

Hun fortsætter:

»Vi skal altså lige være lidt disciplinerede i dag for lytternes skyld.«

Et forsigtigt smil tegner sig på Andreas Krauls læber, og han løfter øjenbrynene. Han rømmer sig en enkelt gang, inden han skal levere sit oplæg.

Det farer engageret derudaf, og et kort øjelik efter kan han høre en kollega i en anden ende af landet, der be-skriver FC Nordsjælland:

»De har et saligt smil om læberne. Ligesom efter en rigtig god omgang sex.«

Klokken nærmer sig hastigt tre. Nu skal ordene, tage over.

»Det er igennem sproget, at man viser, om den levende reportage kan leve eller ej. Hvis sproget er fladt, kedeligt eller meget hardcore fodboldsprog, så vil vi tabe en masse lyttere. Vi prøver i Sport på 3’eren at have flere forskellige personligheder, så vi kan få et varieret program, og som også engang imellem giver lytterne et par spark i siden.«

Scoring i parken

Et enkelt spark til bolden bliver det til, da dommerne sætter spillet på banen i gang. To spillere skubber til hinanden med skulderen. Tre hurtige træk på højrekanten. Fire forkølede afslutninger og fem centimeter på den rigtige side. Bolden triller ind i nettet bag FCK’s målmand til lyden af larmende tavshed. Kun en sparsom samnling mørkeblå trøjer hopper vildt rundt på banen.

Andreas Kraul læner sig frem i stolen og taler i headsettet.

»Scoring i parken.«

Han kigger ned på de lykkelige Sønderjyske-spillere, der stormer rundt med løftede arme. Hans øjne ser koncentrerede ud, og da han hører signalet i hovedtelefonerne fra studiet, går han straks i gang med at snakke:

»Der er nemlig scoret i Parken, det er gæsterne fra SønderjyskE, der har bragt sig foran 1-0. Mål af Kenneth Fabricius den ene angriber og ulv i Sønderjyskes flok.«

Munden bevæger sig, og blikket vandrer over den irgrønne bane, hænderne ligger foldede på det grå bord, og SønderjyskE er kun lige blevet færdig med at juble, da Andreas Kraul runder af.

»1-0 føring til gæsterne i Parken. De kæmper for overlevelse, og det gør de godt.«

Sagde jeg det ikke

I Århus går det ikke så godt. I Esbjerg er der scoring. Og en scoring med hovedstød i Randers, mens det i Aalborg stadig står 0-0.

I Parken bliver det 1-1, og kort tid efter bliver det også 2-1 til FCK.

Lydniveauet eksploderer og skræmmer et par duer på toppen af tribunen langt væk. Andreas Kraul tager hænderne op mod høretelefonerne.

Til lyden af speakeren, der drevent råber målscorer Cesar Santins navn, kan P3’s lyttere høre hvordan:

“Det hele er vendt på hovedet i Parken. Det kan det gøre mange gange endnu rundt omkring i Superligaen denne søndag.”

Fra pladserne ikke så langt derfra kigger en lyshåret knægt med en svømmende stor FCK-trøje på sin far. Hans læber forstrækker sig i et smil, mens han udbryder:

»Sagde jeg det ikke, far?«

Og drengen er ikke den eneste, der siger ting. Æteren er fyldt med scoringer.

Konsekvenserne bliver i hast udledt fra de forskellige reportere, der kæmper for at overgå hinanden i opfindsomhed, hurtighed og skarphed.

Værten i studiet har travlt med at sende lytteren frem og tilbage, og vi kommer også tilbage til Parken, hvor der er blevet scoret til 3-1.

»Ja, for nu banker FC København målene ind bag SønderjyskE’s keeper David Ousted. Dame’n Doye scorer for anden gang i kampen.«

Andreas Kraul fortæller, mens han skiftevis kigger på banen, hvor SønderjyskE hovederne nærmer sig græstæppet mere og mere, og på det lyseblå papir, der ligger foran ham. Det papir med alle klistermærkerne med spillernes navne på. Dér, hvor alle de vigtige oplysninger om dagens kamp er at finde.

Papiret har en helt speciel betydning for kommentatorens sproglige udfoldelser.

»Jeg bruger enormt meget tid på forberedelse. Jeg har mine små sedler med navne på spillerne og sørger for, at alle de relevante oplysninger er samlet på et ark, så jeg præcis ved, hvor de står. De står det samme sted hver gang, og når jeg har den sikkerhed og forberedelse på plads, så frigør det noget energi og hjernekapacitet til at sidde og lege med sproget.«

På hovedet fra 10-metervippen.

Dommerens fløjte har lydt for sidste gang. Parken er forvandlet til et jubelskrig efter 3-1 sejren. Tilsku-erne klapper. Spillerne omfavner hinanden. De første øl gør deres entré på grønsværen, og Andreas Kraul rejser sig fra sin stol og tager mikrofonen i hånden. Han smyger sig igennem menneskemængden og helt ned mod sidelinjen, hvor han kalder på en vagt:

»Hey.. kan du åbne?«

Vagten reagerer straks og åbner porten. Her står SønderjyskEs Rasmus Hansen ikke langt derfra. Han har et stort smil på læberne, mens sveden glinser på panden. Andreas Kraul prikker ham på skulderen, snakker med ham i et par sekunder, inden han stikker mikrofonen op i hovedet på ham.

»Rasmus Hansen, tillykke med nederlaget.«

Fodboldspillerne trækker på smilebåndet og griner, mens han prøver at få vejret og taler ned i mikrofonen.

»Jo tak, det er det bedste nederlag, jeg har prøvet som fodboldspiller.«

De snakker, folk klapper, og FCK spillerne lapper succesen i sig, da de sprøjter med de gigantiske øl, der er kommet på banen.

Andreas Kraul klapper Rasmus Hansen på ryggen, går tilbage mod tilskuerpladserne.

»Undskyld, jeg er besværlig igen.«

Han henvender sig til stewarden, der smiler, hvorefter han lader Andreas Kraul komme tilbage til kommentatorboksen. Han taler i mikrofonen mod studiet.

»Så er jeg her igen.«

Klar til at fortælle til dem, der stadigvæk lytter, med sin rolige og mundrette lyd. Men sådan har det ikke altid været. Ikke dengang han som praktikant på DR stod til en kvindekamp i Dalum-hallen og ventede på, at en studievært skulle sætte ham igennem. Live for første gang.

»Jeg havde skrevet alt ned, jeg skulle sige, og det lød sikkert fuldstændig forfærdeligt.«

Han eksemplificerer, mens han tænker tilbage.

»At begynde at sige noget i radioen er ligesom at kaste sig ud fra 10-meter-vippen uden at vide, om der overhovedet er vand i bassinet.»Kærlighed mellem mænd

I FCK spillernes ganer er der øl. Masser af det. Også i tilskuernes for den sags skyld. De er ved at omdanne det nationale fodboldstadion til en festival, og i midten af den grønne bane er en scene ved at blive sat op. En flok lykkelige FCK spillere er trådt derop. Nogle underlige rockstjerner med hvide fodboldtrøjer fyldt med græs og læber fyldt med et ukueligt smil.

De står i en klump og kigger på fotograferne, der står med deres store linser foran dem. De griner, venter, og da anfører Hjalte Bo Nørregaard fatter pokalen, venter folk spændt.

Andreas Kraul er igennem i radioen igen:

»Lad os bare sige 1-2-3 og lytte til Parken, når det her sker.»

Et jubelbrød eksploderer, da anføreren løfter den tunge pokal over hovedet, og guldkonfettien springer op på begge sider.

»Og sådan. Guldglimmer over FCK’s anfører og spillere. De vinder superligaen med 9 points margin ned til OB.»

Øjnene vandrer over spillerne, der skiftes til at bære den glinsende pokal.

»FCK har slået en rekord for det hold, der har lukket færrest mål ind nogensinde. Og for at fejre det fik vi en sjov episode, da spillerne skulle præsenteres. Johan Wiland og Jesper Christiansen skulle præsenteres sammen, og ind kom de på den lille bil, man normalt henter skadede spillere med. To målmænd, der trods konkurrencesituationen holder af hinanden.»

Der er en kort pause.

»Som vi siger her i Sport på 3’eren:Der er næsten ikke noget bedre end kærlighed mellem mænd.»