Røde lejesvende?

Der er en klar rød tråd mellem de studerendes politiske overbevisning og deres foretrukne avis. Politiken er førstevalget hos 50 % af den nye årgang. Berlingske Tidende og Jyllands-Posten må nøjes med at være favoritlæsning hos otte og ti procent af journalistspirerne.

Om det er web-udgaverne af de tunge dagblade den nye årgang er vildest med vides ikke. I hvert fald interesserer 77 % af dem sig for sladder. Se hele undersøgelsen inde i avisen.

Ifølge David Hopmann, adjunkt på Journalistik og Statskundskab og
medforfatter til bogen “Kunsten at holde balancen”, har politisk
overbevisning ikke nogen generel betydning for journalisters arbejde.

“Det betyder intet, og diskussionen er forfejlet. Det er som at bedømme
en bils køreegenskaber ud fra, hvordan håndbremsen ser ud. Ja, en god
bil har en pæn håndbremse, men for køreegenskaberne betyder designet af
en håndbremse i praksis ikke rigtig noget,” siger David Hopmann. Han
forstår ikke, at man bliver ved med at fokusere på, om journalister er
røde eller blå.

“Der er aldrig nogen, der stiller spørgsmålstegn ved embedsmænd og deres
politiske ståsted. Det fungerer åbenbart fint. Så hvis de kan finde ud
af det, så kan journalister nok også,” siger han. Han påpeger, at man
ofte ser journalister skifte mellem medier med forskellige holdninger,
men at det ikke betyder, at journalisternes egne holdninger ændrer sig.

 Søren Dal Rasmussen

Der er selvfølgelig i udvalget en generel ærgrelse over, at der tilsyne-ladende er nogen, der ikke vil følge reglerne. Netop fordi vi synes, at det nuværende system er betydeligt bedre.

- Hvad blev der snakket om på sidste praktikudvalgsmøde med hensyn til paniksnyd?

Vi var enige om at tydeliggøre, at reglerne skal overholdes. Det bliver sendt med det næste materiale, som vi i praktikudvalget sender ud i forbindelse med den nye Panikdag her i november.

Det bliver individuelt for hvert enkelt medie. I de enkelte organisationer vil man orientere sine medlemmer om spillereglerne. Man kan skrive det ud internt, man kan sende det ud i et medlemsbrev. Vi blander os ikke i, hvordan de gør det. Det vigtige er, at budskabet kommer frem. Det er hele forudsætningen for, at vi kan have dette velfungerende læsevindue.

- Var der andre ideer oppe og vende?

Nej. Vi var enige om at beholde læsevinduet og ikke lave om på systemet, bare fordi der var nogle få rådne kar.

- Medierne fik jo også et brev om læsevinduet før sidste Panikdag. Er det overhovedet nok?

Vi må sige, at det er det, vi kan gøre i denne sammenhæng. Vi har jo ingen konkrete navne på medier, som har overtrådt reglerne. Så vi har ingen, som vi kan tage kontakt til.

- Hvad ville konsekvenserne så have været, hvis I kunne sætte navne på?

Der ville nok ikke være andre konsekvenser, end at vi ville tage særskilt kontakt til de medier, som det drejede sig om. Der ville vi så forklare dem, at en gentagelse ville få nogle konsekvenser.

- Nu har I så taget dette initiativ. Hvad er jeres forventninger til næste Pa-nikdag?

Forventningerne er helt klart, at folk følger spillereglerne. Så kan du betegne mig som naiv, men det er forventningen. Hvis man gerne vil bevare et system, der er bedre end før, så skal man også overholde det. Det er kun en fordel, at man har halvanden time til at læse alle ansøgninger igennem. Så sikrer man, at der ikke er nogen praktikanter, der bliver overset i processen. Hvis snyderi breder sig, så er det ikke samme ide.

- Hvad bliver konsekvensen, hvis der kan dokumenteres snyd til næste Pa-nikdag?

Vi drøfter først situationen, når den opstår. Det handler i sidste ende om omfanget set i forhold til de gevins-ter, der ligger i ordningen. Vi vil nødig have, at det er to eller tre, der dummer sig, som så skal ødelægge hele systemet.

Nana Frederikke Fischer

BOOM.

»De sidste år har vi haft adgangsbegrænsning til uddannelsen, hvilket typisk har den lidt omvendte effekt. Jo sværere, det er at komme ind, jo flere mennesker får lyst til at søge,« siger han.

Kvalitetsstempel

Josephine Maria Schnablová Wiesener er en af de 25 ud af 380 ansøgere, der er blevet optaget på den populære uddannelse i år. For hende har det en vis betydning, at studiets snit ligger i den høje ende af skalaen.

»Jeg forventer, at jeg får tilegnet mig en masse ny viden og vil møde nye venner og udfordringer på studi-et. Selvfølgelig forventer jeg også, at det er en uddannelse af høj kvalitet i betragtning af, at det kræver så højt et gennemsnit at komme ind,« siger hun.

Flygtige uddannelsestrends

Jakob Ravn er ansat på Copenhagen Business School og ekspert i stu-die- og uddannelsesudvikling. Han forklarer, at mange sætter ligheds-tegn mellem et højt snit og en tilsva-rende høj kvalitet i uddannelsen.

»Det høje snit betyder, at der kommer nogle rigtig dygtige journaliststuderende ind, og at der også kommer nogle bedre journalistuddannede ud i den anden ende. Det er en konsekvens. Og så betyder det selvfølgelig noget for, hvad det er for en status, journalistuddannelsen har. Høje snit betyder også, at uddannelsen får en højere status,« forklarer han.

Han tror dog ikke, at uddannelsen er sikret mange ansøgere næste år som følge af dette års ansøgerstati-stik.

»Det kan flytte sig ret hurtigt, hvilke uddannelser, der er kraftigt søgt. Uddannelsestrends kan være ret kortvarige. Så det behøver ikke nødvendigvis at betyde, at der nu i en årgang vil være en høj søgning til journalistuddannelsen på RUC,« understreger han.

Ifølge tal fra Undervisningsmini-steriet har 25 procent flere unge søgt ind på en universitetsuddannelse i år i forhold til sidste år. Både journa-listuddannelsen på JH, SDU og RUC modtog flere ansøgninger i år, end de gjorde sidste år.

Ifølge en rundringning, som Lixen har foretaget, ringede medierne rundt før 9:30 på årets Panikdag. 17 % af de adspurgte SDU-studerende blev kontaktet før tid. Praktikudvalget har dog ikke modtaget en eneste klage eller henvendelse fra nogen om snyd. Formanden fra Praktikudvalget Christian Kierkegaard kalder tallet »overraskende og dybt problematisk«.

Lixen ringede rundt til de studerende på Center for Journalistik, som deltog i årets Panikdag.

11 ud af 65 adspurgte studerende havde oplevet at blive kontaktet af et medie på ulovlig vis i år.

To studerende blev kontaktet af flere forskellige medier på dagen.

Af Søren Dal Rasmussen

PANIKSNYD. Der var en, der var to, der var tre, der var fire. Ja, der var faktisk mange flere. Hver sjette af de adspurgte panikdagsdeltagere fra SDU blev kontaktet af et medie før tid på årets Panikdag.

En rundringning, som Lixen har foretaget, viser, at 11 ud af 65 stu-derende er blevet kontaktet mellem 8:00 og 9:30. Tallet overrasker formanden i Praktikudvalget Christian Kierkegaard.

»Det er noget nyt for mig, at der er medier, der kontakter de studerende på det tidspunkt. Jeg synes, at det er et meget højt tal i den sammenhæng,« siger han.

Tallet forarger også Christian Jensen, der er chefredaktør på Berlingske Tidende. Han er enig med Christian Kierkegaard. Branchen har svigtet.

»Det er et rystende tal og en meget bedrøvende udvikling. Jeg synes, at det er fattigt og ærgerligt, at vi som branche ikke evner at gå til det her med større modenhed. Reglerne er jo super enkle,« siger Christian Jensen.

Et kompliceret problem
Men problematikken er ikke enkel.

»Interessen for at indgå aftaler er stor fra begge sider. Intet system kan holde folk på måtten, hvis de er inte-resserede nok. Det er jo mennesker, vi har med at gøre,« siger praktikkoordinatoren for de tre uddannel-ser Pia Færing.

Et af de medier, der tidligere er blevet taget i at snyde er B.T. Det skete, da de i foråret 2009 ringede til en studerende aftenen før Panikdag-en. B.T.’s nyhedschef Casper Hjorth forklarede dengang:

»Når man skal bruge fire praktikanter, og det hele går så hurtigt på selve dagen, er det rart at have talt med folk på forhånd,« sagde han til Journalisten.dk.

Han understregede dog, at det ikke var B.T.’s mening at bryde reglerne dengang. Og man er nødt til at overholde reglerne, som de nu engang er, mener Christian Jensen.

»Vi må spille efter de regler, som vi har sagt ja til. Vi har jo ikke nog-en sanktionsmuligheder medierne imellem,« siger han og fortsætter:

»Jeg kan kun beklage, at der i år åbenbart har været forskel på det talte ord og den faktiske handling. Det er trist, at en så stor del af medierne har valgt at agere sådan.«

Frygt for læsevinduets fremtid
I foråret 2009 indførte Praktikudvalget en nyt system fra klokken 8:00 til 9:30. Det såkaldte læsevindue. Her får medierne uddelt ansøgninger og har så halvanden time til at læse dem igennem.

»Det er en ordning, der specielt blev lavet for at gøre det nemmere for praktikstederne. Specielt de store medier, der måske modtager over 50 ansøgninger,« forklarer faglig konsulent i DJ Henrik Bruun, der også er medlem af Praktikudvalget.

De positive meldinger strømmede ind på Panikudvalgets bord efter første forsøg med den nye ordning. 75 ud af 77 erklærede sig tilfredse med den nye ordning, da Praktikudvalget fik evalueringsskemaerne tilbage. I læsevinduet mellem 8:00 og 9:30 bliver det betragtet som snyd at ringe til hinanden. Noget som 17 % af Lixens adspurgte altså oplevede i år. Derfor irriterer det Henrik Bruun, at medierne tilsyneladende ikke har overholdt reglerne.

»Arbejdspladserne skal fandeme lade være med at ringe før klokken 9:30. Det er jo et system, der er afhængig af, at dem der er i systemet har lyst til, at det bliver overholdt. Pointen med læsevinduet bliver undermineret, og så bryder diget sammen. Det kan sagtens blive konsekvensen,« vurderer Henrik Bruun.

Derfor undrer det også formanden for praktikudvalget Christian Kierkegaard meget, hvorfor nogle medier i år har trykket på telefontasterne før tid og brudt reglerne. Han mener, at systemet er truet af den form for snyd.

»Konsekvensen bliver, at medierne mister den fordel, som læsevinduet giver. Når det først kommer frem, at 17 % af de studerende er blevet kontaktet før tid, så kan det jo betyde, at der næste gang er 20 %, der bliver kontaktet inden. Og så begynder medierne måske at frygte, at den praktikant, som man gerne vil have, er blevet ansat inden 9:30. Så begynder endnu flere at ringe tidligere. Og så er ideen forsvundet,« siger han.

Hun er Danmarks eneste fuldtids-modejournalist. Meningerne er mange og holdningerne skarpe, når 75-årige Lotte Freddie taler om modejournalistikken i de danske dagblade. Hun efterlyser mere spalteplads. For selvfølgelig er det vigtigt.

Af Lise Karlshøj Ipsen & Karina Cecilie Møller

Kongens Have. Lotte Freddie tager scenevant opstilling foran kameraet. Linsen peger på hende. Hun bevæger sig i langsomme bevægelser, snurrer forsigtigt rundt på tæerne, vender ansigtet mod himlen og tilbage mod linsen igen. Som gammel fotomodel ved hun, hvad fotografen sukker efter. Hun er fordybet i kameraet, indtil hun spotter en håndtaske og ufortrødent spørger ejeren: »Er det en Armani det der?« På den modsatte side af gaden ligger hendes arbejdsplads Dagbladet Børsen.

Moden er vigtig
I Børsens mødelokale med udsigt til Kongens Have rammer solens eftermiddagsstråler Lotte Freddies velfriserede hår. De lange, lysegrå lokker kærtegner hendes ansigt.
»Spørger du mig om det?« Spørgsmålet kommer prompte, og tonefaldet er på en gang udfordrende og chokeret. Lotte Freddie kigger mistroisk på den unge journaliststuderende, som forsigtigt har tilladt sig at stille spørgsmålet: Hvorfor er det så vigtigt, at dagbla-dene har modestof? Efter hvad der føles som lang tid, falder svaret endelig.
»Jamen, det er da klart, at det er vigtigt! Er der da nogen af os, der ikke tager tøj på hver eneste dag? Det er noget, alle folk tager stilling til. Det er jo kulturstof og forbrugerstof. Så selvfølgelig skal der være modestof. Om ikke andet så fordi det er vores fjerdestørste eksporterhverv. Det er da ganske horribelt, som det stof bliver behandlet – eller som det stof ikke bliver behandlet,« argumenterer Lotte Freddie.
De velplejede hænder danser gestikule-rende rundt i luften i takt med den hefti-ge ordstrøm. Hænderne afslører på ingen måde, at de sidder på armene af en 75-årig dame. Den hvide tunika-skjorte er sirligt strøget, og det sorte bælte understøtter taljen. Et sporty, pink armbåndsur matcher perfekt læbestift og mobiltelefon. Der er intet tilfældigt ved Lotte Freddies udseende. Selv er hun dog ikke tilfreds.
»Havde jeg vidst, I kom i dag, ville jeg have taget noget andet tøj på,« siger hun og afslører en forfængelighed, som ikke er dalet med alderen.
Vores aftale er glemt et sted mellem photoshoots og planlægning af den næste rejse. I morgen går turen til Grasse i Sydfrankrig og modehusenes parfumerier.

Verden som kontor
Lotte Freddie er noget så sjældent som modeanmelder. Faktisk er Børsen den eneste avis i Danmark, som anmelder mode året rundt. Hun har beskæftiget sig med moden hele sit liv. Inden Bør-sen fik glæde af hendes skarpe blik for tidens tendenser, hed arbejdspladsen Berlingske Tidende. Og inden da var alverdens catwalks hendes kontor, når hun som model oplevede modeverdenen fra første parket. Hun blev fanget i fascinationen af denne verden, og viljestyrken var stor.
Undervejs bragte hun to børn til verden, men det skulle ikke være nogen hindring. Hun skruede sig nemt ned i de små, stramme kjoler og mødte på arbejde igen ti dage efter fødsler-ne.
»Det var ganske naturligt. Det var bare et spørgsmål om vilje. Jeg ville kunne passe tøjet igen,« siger Lotte Freddie og får det til at lyde som den største selvfølge.
Sådan var det dengang, og der er ikke meget, der har ændret sig siden.
»På grund af mit arbejde er jeg ikke nog-en god bedstemor, fordi jeg er så meget ude at rejse. Jeg ville gerne træde til. Men det er rigtig svært på grund af mit job,« konstaterer Lotte Freddie.

Nogle synes, at det er underlødigt
Mens Lotte Freddie sætter modejourna-listikken højt, har hun for længst erkendt, at den i Danmark generelt bliver nedpri-oriteret. Kærligheden til pangfarver og hadet til beige er lige så markant som hendes passion for sit arbejde. Derfor er svaret klart, da vi spørger til, hvorfor hun tror, at de danske dagblades redaktører nedprio-riterer modestoffet:
»De er dumme! Jeg fatter dem ikke. Jeg mener virkelig, at jeg synes, det er ultra-dumt. For der er jo ikke nogen mennesker, der ikke er interesseret i det på en eller anden måde. Men der sidder nogle herrer i toppen, som synes, mode er underlødigt.«
Den manglende forståelse skinner ud af Lotte Freddies ansigt. Hendes hænder ind-tager en spørgende position. Hun holder en kort pause, før hun fortsætter:
»Det er blevet en lille smule bedre, efter de har opdaget, hvor mange penge moden tjener hjem til Danmark. Men der er ikke nogen moderedaktioner på de andre dan-ske aviser. Og det samme gælder jo tv. Der er ingenting i dansk tv om mode. I Frankrig og England har de mange faste modeprogrammer hver eneste uge. Det bliver taget højst seriøst, og det bliver behandlet ordentligt.«
Der skal vist ikke herske nogen tvivl om, at Lotte Freddie også tager sit job seriøst. Stod det til hende, ville moden have mange flere spaltemillimeter end nu, hvor hun laver cirka et opslag om ugen til Børsen Weekend. Før hun kom til, dækkede avisen slet ikke modestof.
Da Lotte Freddie i 2002 fyldte 67, ville hendes mangeårige arbejdsgiver Berlingske Tidende ikke forlænge ansættelsestiden med hende. Derfor tog Lotte Freddie sin mappe under armen og bankede på hos Børsen lidt længere nede ad gaden.
»Jeg henvendte mig på Børsen og forklarede dem, at jeg synes, de skulle have noget livsstilsstof og noget modestof, som de har på Financial Times. Og så forklarede jeg, hvordan jeg synes, at det skulle være. Børsen er det danske svar på Financial Times, så det, syntes jeg, var en god idé. Det syntes Leif Beck Fallesen (chefredaktør på Børsen, red.) også. Dagen efter jeg holdt op på Berlingeren, startede jeg her,« husker Lotte Freddie.

Nej tak til pension
Mange på hendes alder ville måske have grebet chancen for endelig at sætte tempoet ned og lade pensionen tikke ind. En tanke, som ikke strejfede Lotte Freddie.
»Mine overvejelser var, at jeg absolut ikke havde lyst til at holde op med at be-stille noget. Jeg er glad for mit job – og jeg er god til det. Og når man er god til sit job, så gider man jo heller ikke holde op. Det er jo det samme med en skuespiller. Fordi de når en eller anden alder, så er deres talent vel ikke sluppet op? Det er jo fuldstændig utopi.«
At hun er god til sit job, er hun ikke ene om at mene. Hun bliver betragtet som at være en af de mest indflydelsesrige personer inden for dansk mode. Børsens læsere er et købestærkt publikum, og en positiv anmeldelse fra hendes hånd vækker opsigt i de danske modehuse. Det oplever hun, når en designer brokker sig over en anmeldelse, som ikke har fået plads i avisen eller et billede, som er for lille. Lotte Freddie tager dog kritikken med ro.
»Det er jo en kompliment, at folk gider tage hensyn til det, jeg skriver.«

»Jeg kender jo dem alle sammen«
Med indflydelse følger ansvar. Det er Lotte Freddie meget bevidst om. En kynisk kritik kan knuse enhver designerspirers drøm. Derfor er det ikke altid nemt.
Lotte Freddie erkender, at det til tider er en balancegang at være kritiker.
»Man skal være meget ydmyg over for den magt, man faktisk har, i forhold til at man jo i realiteten kan slagte en designer fuldstændig, hvis man synes, at det ser ud ad helvede til. Men det, synes jeg ikke, er min opgave. Hvis der er noget, jeg ikke synes om, så formulerer jeg det på en anden måde – man kan altid finde noget godt,« siger hun, mens hænderne tegner ottetaller over bordpladen.
»Det er virkelig et ansvar, jeg har. Hvis en designer, der plejer at være fantastisk dygtig, pludselig leverer noget, som ikke er i toppen, så skal det selvfølgelig skrives. Men det er svært. Der er jo det ved det, at jeg kender dem alle sammen.«
Positionen som Danmarks eneste egentlige modekritiker i en lille branche, hvor alle kender alle, er altså ikke altid nem. Men risikoen for at bumpe ind i en vred designer fredagen efter en dårlig anmeldelse kuer ikke den rutinerede modejournalist. Hun slagter dog aldrig nogen.
»Jeg ville aldrig nogensinde skrive, at noget var godt, hvis jeg synes, det var dårligt. Læserne skal regne med, hvad jeg siger. Men det er ikke min opgave at være sådan en bøddel, der slagter nye, stakkels, små designere, der gerne vil prøve at lave noget. Så må man prøve at formulere på en  anden måde. Eller også må man bare lade være med at skrive noget,« uddyber Lotte Freddie med en bestemt mine.
Tilbage i Kongens Have. Det vindblæste hår får en tur med den lillebitte lyserøde hårbørste, og make-uppen bliver betragtet i det blå Dior lommespejl. Hun løfter elegant frakkekraven i imiteret leopard-pels og retter endnu engang blikket mod kameraet. Karrieren som fotomodel ligger mange år tilbage. Men moden fylder stadig en stor del af Lotte Freddies liv.
Hun er endnu ikke klar til at slippe det store ansvar, kindkyssene og branchen. Og hun har svært ved at se, hvad hun skulle lave, hvis hun stoppede.
»Måske skal jeg grave noget mere i min have, men altså – hvor sjovt er det?«

Forhåndsfavoritterne fra SDU indfriede forventningerne og lod sig hylde som samlede vindere ved årets fodbolddyst mellem Journalisthøjskolen og SDU.

Af Hans Redder Nørgaard og Mikkel Cramon

5-4. Sådan lød de overbevisende cifre, da der efter to intense fodboldopgør kunne kåres en sammenlagt vinder af det prestigefyldte arvefjendeopgør mellem SDUs akademikere og de glade højskoleelever fra Smilets By.
Pigerne fra Danmarks sprødeste journalistuddannelse begyndte en helt igennem herlig eftermiddag ved at lammetæve DJHs Ulla United med overbevisende 4-2. Kirkebæk, Rygaard, Kromann og Fiil var spillerne, der med hver deres mål afgjorde basserallen allerede i første halvleg. Efter pausen var det tydeligt at se, at flere af de gulklædte SDU-piger allerede havde tankerne på den efterfølgende fest og med håndbremsen godt trukket, kørte de veldrejede damer en fortjent sejr hjem.
Et heftigt regnskyl senere blev det drengenes tur til at betræde den slidte og ujævne grønsvær. Kampens forløb er der ingen grund til at beskrive i detaljer her – det kan blot konkluderes, at højskolens hjemmehold fik nølet en 2-1-sejr i land efter forlænget spilletid. SDU-angriberen Jakob ”Det’ Krølle” Munks smukke mål til 1-0 står dog stadig som et højdepunkt i en ellers til tider rodet affære. Ved slutfløjt kunne jublen bryde ud blandt de mange tilrejsende fans – da stod det nemlig klart, at den samlede sejr var i hus.
Så gik det ellers løs med livemusik, tequilashots og tvivlsomme dansemoves til sent ud på natten. I hvert fald for nogle. En mindre, men markant samling SDU’ere faldt i stedet i søvn rundt omkring på højskolens udmærkede sofaer – på trods af løfter om at holde branderten kørende til den lyse morgen. De pågældende personers identitet er redaktionen bekendt.

Af Jakob Balthazar Munk

Han kigger på en blok, der ligger foran ham. Høretelefonerne sidder klistret til ørerne, og mikrofonen er ikke langt fra munden.

»Sikke en fest, vi skal have nu i dag, åh ja, åh ja, åh. Det er FC København, der med mesterskabet sikkert i hus inviterer til guldfest med garanteret champagneknald og guldtrøjer.«

Ordene kommer i en lind strøm, uden pauser eller unødvendige fyldord.

Da replikken er leveret, læner han sig tilbage i stolen. Han trækker på smilebåndet. Kigger ud over de mange mennesker, der strømmer til fodboldkamp med guldhatte, flag og nogle sågar med badedyr.

De er kommet for at se sæsonens sidste kamp mellem FCK og SønderjyskE, hvor førstnævnte kan fejre deres syvende mesterskab på ti år. Der er lagt op til forløsning, løftede arme og råben i vilden sky, og den entusiasme skal elegant formidles videre. Det er derfor, Andreas Kraul sidder klar.

»Når man sidder på stadion, ser man ikke kun kampen. Du ser også tilskueren, der opfører sig mærkeligt, træneren, der sparker til en plastikstol, og man kan dufte, hvis der er gået ild i pølsegrillen. Alle de ting skal vi bruge sproget til at formidle videre og skabe nogle billeder hos folk. De kan stå i Bolbro og klippe hæk og være til fodbold tre steder på samme dag,« fortæller Andreas Kraul.

Sport er leg og sprog

Han er kun ét sted den 5.oktober 2009. I DR Byens koncertsal til sprogsymposion, hvor han kort tid forinden er blevet kaldt op på scenen. Jakkesættet sidder stift på skulderne, smilet tegner sig på læberne, og i den ene hånd hviler et sandt farveorgie i form af en buket blomster.

Som den første sportsjournalist nogensinde har Andreas Kraul vundet DR’s sprogpris for sin evne til at være ’hurtig, morsom, præcis, afslappet og chanceskabende i sit sprog’. En titel, Andreas Kraul er taknemmelig for.

»Det var virkelig rart for også at cementere, at sportsjournalistik er et fantastisk område til netop at lege med sproget. Et område med meget komprimerede følelser og derfor et sted, hvor man kan få lov til at bruge nogle andre ord og sproglige vendinger,« siger han og fortsætter.

»Så jeg var sindssygt glad. Både på mine vegne og på sportsjournalistikkens vegne.« Stemmen er opløftet.

Ligesom efter en god omgang sex

I Parken er det producernes mindre opløftede stemme, der krænger sig ind i øregangen.

»I giver mig et nervesammenbrud, inden vi er gået i gang.«

Hun fortsætter:

»Vi skal altså lige være lidt disciplinerede i dag for lytternes skyld.«

Et forsigtigt smil tegner sig på Andreas Krauls læber, og han løfter øjenbrynene. Han rømmer sig en enkelt gang, inden han skal levere sit oplæg.

Det farer engageret derudaf, og et kort øjelik efter kan han høre en kollega i en anden ende af landet, der be-skriver FC Nordsjælland:

»De har et saligt smil om læberne. Ligesom efter en rigtig god omgang sex.«

Klokken nærmer sig hastigt tre. Nu skal ordene, tage over.

»Det er igennem sproget, at man viser, om den levende reportage kan leve eller ej. Hvis sproget er fladt, kedeligt eller meget hardcore fodboldsprog, så vil vi tabe en masse lyttere. Vi prøver i Sport på 3’eren at have flere forskellige personligheder, så vi kan få et varieret program, og som også engang imellem giver lytterne et par spark i siden.«

Scoring i parken

Et enkelt spark til bolden bliver det til, da dommerne sætter spillet på banen i gang. To spillere skubber til hinanden med skulderen. Tre hurtige træk på højrekanten. Fire forkølede afslutninger og fem centimeter på den rigtige side. Bolden triller ind i nettet bag FCK’s målmand til lyden af larmende tavshed. Kun en sparsom samnling mørkeblå trøjer hopper vildt rundt på banen.

Andreas Kraul læner sig frem i stolen og taler i headsettet.

»Scoring i parken.«

Han kigger ned på de lykkelige Sønderjyske-spillere, der stormer rundt med løftede arme. Hans øjne ser koncentrerede ud, og da han hører signalet i hovedtelefonerne fra studiet, går han straks i gang med at snakke:

»Der er nemlig scoret i Parken, det er gæsterne fra SønderjyskE, der har bragt sig foran 1-0. Mål af Kenneth Fabricius den ene angriber og ulv i Sønderjyskes flok.«

Munden bevæger sig, og blikket vandrer over den irgrønne bane, hænderne ligger foldede på det grå bord, og SønderjyskE er kun lige blevet færdig med at juble, da Andreas Kraul runder af.

»1-0 føring til gæsterne i Parken. De kæmper for overlevelse, og det gør de godt.«

Sagde jeg det ikke

I Århus går det ikke så godt. I Esbjerg er der scoring. Og en scoring med hovedstød i Randers, mens det i Aalborg stadig står 0-0.

I Parken bliver det 1-1, og kort tid efter bliver det også 2-1 til FCK.

Lydniveauet eksploderer og skræmmer et par duer på toppen af tribunen langt væk. Andreas Kraul tager hænderne op mod høretelefonerne.

Til lyden af speakeren, der drevent råber målscorer Cesar Santins navn, kan P3’s lyttere høre hvordan:

“Det hele er vendt på hovedet i Parken. Det kan det gøre mange gange endnu rundt omkring i Superligaen denne søndag.”

Fra pladserne ikke så langt derfra kigger en lyshåret knægt med en svømmende stor FCK-trøje på sin far. Hans læber forstrækker sig i et smil, mens han udbryder:

»Sagde jeg det ikke, far?«

Og drengen er ikke den eneste, der siger ting. Æteren er fyldt med scoringer.

Konsekvenserne bliver i hast udledt fra de forskellige reportere, der kæmper for at overgå hinanden i opfindsomhed, hurtighed og skarphed.

Værten i studiet har travlt med at sende lytteren frem og tilbage, og vi kommer også tilbage til Parken, hvor der er blevet scoret til 3-1.

»Ja, for nu banker FC København målene ind bag SønderjyskE’s keeper David Ousted. Dame’n Doye scorer for anden gang i kampen.«

Andreas Kraul fortæller, mens han skiftevis kigger på banen, hvor SønderjyskE hovederne nærmer sig græstæppet mere og mere, og på det lyseblå papir, der ligger foran ham. Det papir med alle klistermærkerne med spillernes navne på. Dér, hvor alle de vigtige oplysninger om dagens kamp er at finde.

Papiret har en helt speciel betydning for kommentatorens sproglige udfoldelser.

»Jeg bruger enormt meget tid på forberedelse. Jeg har mine små sedler med navne på spillerne og sørger for, at alle de relevante oplysninger er samlet på et ark, så jeg præcis ved, hvor de står. De står det samme sted hver gang, og når jeg har den sikkerhed og forberedelse på plads, så frigør det noget energi og hjernekapacitet til at sidde og lege med sproget.«

På hovedet fra 10-metervippen.

Dommerens fløjte har lydt for sidste gang. Parken er forvandlet til et jubelskrig efter 3-1 sejren. Tilsku-erne klapper. Spillerne omfavner hinanden. De første øl gør deres entré på grønsværen, og Andreas Kraul rejser sig fra sin stol og tager mikrofonen i hånden. Han smyger sig igennem menneskemængden og helt ned mod sidelinjen, hvor han kalder på en vagt:

»Hey.. kan du åbne?«

Vagten reagerer straks og åbner porten. Her står SønderjyskEs Rasmus Hansen ikke langt derfra. Han har et stort smil på læberne, mens sveden glinser på panden. Andreas Kraul prikker ham på skulderen, snakker med ham i et par sekunder, inden han stikker mikrofonen op i hovedet på ham.

»Rasmus Hansen, tillykke med nederlaget.«

Fodboldspillerne trækker på smilebåndet og griner, mens han prøver at få vejret og taler ned i mikrofonen.

»Jo tak, det er det bedste nederlag, jeg har prøvet som fodboldspiller.«

De snakker, folk klapper, og FCK spillerne lapper succesen i sig, da de sprøjter med de gigantiske øl, der er kommet på banen.

Andreas Kraul klapper Rasmus Hansen på ryggen, går tilbage mod tilskuerpladserne.

»Undskyld, jeg er besværlig igen.«

Han henvender sig til stewarden, der smiler, hvorefter han lader Andreas Kraul komme tilbage til kommentatorboksen. Han taler i mikrofonen mod studiet.

»Så er jeg her igen.«

Klar til at fortælle til dem, der stadigvæk lytter, med sin rolige og mundrette lyd. Men sådan har det ikke altid været. Ikke dengang han som praktikant på DR stod til en kvindekamp i Dalum-hallen og ventede på, at en studievært skulle sætte ham igennem. Live for første gang.

»Jeg havde skrevet alt ned, jeg skulle sige, og det lød sikkert fuldstændig forfærdeligt.«

Han eksemplificerer, mens han tænker tilbage.

»At begynde at sige noget i radioen er ligesom at kaste sig ud fra 10-meter-vippen uden at vide, om der overhovedet er vand i bassinet.»Kærlighed mellem mænd

I FCK spillernes ganer er der øl. Masser af det. Også i tilskuernes for den sags skyld. De er ved at omdanne det nationale fodboldstadion til en festival, og i midten af den grønne bane er en scene ved at blive sat op. En flok lykkelige FCK spillere er trådt derop. Nogle underlige rockstjerner med hvide fodboldtrøjer fyldt med græs og læber fyldt med et ukueligt smil.

De står i en klump og kigger på fotograferne, der står med deres store linser foran dem. De griner, venter, og da anfører Hjalte Bo Nørregaard fatter pokalen, venter folk spændt.

Andreas Kraul er igennem i radioen igen:

»Lad os bare sige 1-2-3 og lytte til Parken, når det her sker.»

Et jubelbrød eksploderer, da anføreren løfter den tunge pokal over hovedet, og guldkonfettien springer op på begge sider.

»Og sådan. Guldglimmer over FCK’s anfører og spillere. De vinder superligaen med 9 points margin ned til OB.»

Øjnene vandrer over spillerne, der skiftes til at bære den glinsende pokal.

»FCK har slået en rekord for det hold, der har lukket færrest mål ind nogensinde. Og for at fejre det fik vi en sjov episode, da spillerne skulle præsenteres. Johan Wiland og Jesper Christiansen skulle præsenteres sammen, og ind kom de på den lille bil, man normalt henter skadede spillere med. To målmænd, der trods konkurrencesituationen holder af hinanden.»

Der er en kort pause.

»Som vi siger her i Sport på 3’eren:Der er næsten ikke noget bedre end kærlighed mellem mænd.»

Kravlingprisen 2010 gik til Jonas Vester, som er praktikant på Dagbladet Ringkøbing-Skjern. Han fik den eftertragtede pris for sin artikelserie om mobilhuller i Vestjylland.

Af Lise Karlshøj Ipsen

VINDER. »Jeg havde helt ærligt ikke ventet det.«
Det var en stolt, men også overrask-et praktikant, der modtog den prestigefyldte pris for unge journalister.
»Det er enormt stort, og jeg er rigtig, rigtig stolt. Men jeg er også overrasket efter at have kigget på listen over nominerede,« sagde Jonas Vester umiddelbart  efter prisoverrækkelsen.
Skal man tro dommerkomiteen, har den 21-årige DJH’er ingen gund til at betvivle, at han hører hjemme i det gode selskab. De begrundede kåringen således:
»Jonas Vesters artikelserie er et fremragende eksempel på politiker-opdragelse, der virker, og det er fantastisk, at man skal drage helt til Dagbladet Ringkøbing-Skjern for at finde den. Historien var der. Borgerne blev svigtet. Ministeren gad ikke svare. Derfor røg hans mailadresse på forsiden. Uforskammet? Ja da. Respektløst? Helt sikkert. Effektivt? Ja.«
Det var altså en begejstret dommerkomite, som havde fået deres sag for med at udvælge ti nominerede ud af hele 80 indstillede journalis-tiske projekter. Mest imponeret var dommerkomiteen over Jonas Vesters artikelserie, og han kunne modtage statuette og ikke mindst en check på 25.000 kroner oven i de overdø-vende klapsalver og begejstrede tilråb fra medstuderende og branchefolk.

Frihed til den gode historie
At Jonas Vester overhovedet har fået plads og tid til at være uforskammet og respektløs, er han sit praktiksted taknemmelig for. Han har nemlig fået den fornødne tid til at fordybe sig i sin historie.
»Det har været rigtig fedt. Jeg brugte en hel arbejdsdag på bare at køre rundt med min mobiltelefon og finde steder, hvor der ikke var dækning. Så der var meget frihed. Det viser også, at det er et godt praktiksted,« nærmest råber han for at overdøve den lille flok af trofaste studiekammerater, som hele aftenen har heppet entusiastisk på ham.
Til spørgsmålet om hvorvidt han nu vil gå målrettet efter Kravlings storebror, Cavling-prisen, svarer Jonas Vester:
»Ej, jeg har fået nok med den her,«  siger han og løfter op i den overdimensionerede pap-check til en værdi af 25.000 kroner.
Vinderen af Fotokravlingen blev Jonathan Bjerg Møller for en multimedie- og fotoreportage fra Bang-ladesh.